Det internationale samfund frafalder at give en klar anbefaling af uafhængighed til Kosovo. Ifølge EU's særlige Kosovo-udsending, Wolfang Ischinger, er et tilbud om internationalt overvåget uafhængighed fra Serbien nu trukket tilbage i en tilsyneladende indrømmelse til Beograd og Moskva, der må forventes at fremkalde raseri i den omstridte provins' etnisk albanske befolkningsflertal.
Ischinger, der også er tysk ambassadør i Storbritannien, fører i dag separate forhandlinger med en serbisk og kosovoalbansk delegation siger, at tiden er inde til at bevæge sig bort fra ""at tale i etiketter", hvis det skal lykkes at opnå en "realistisk" løsning for Kosovo, som er blevet administreret af FN i de seneste otte år siden NATO's bombekampagne tvang Serbien til at trække sig ud fra provinsen i 1999. Kosovo-delegationen, hvis ledere truer med unilateralt at proklamere provinsens uafhængighed, ønsker ellers, at forhandlingerne i London skal rette fokus mod "de tekniske spørgsmål mellem to uafhængige stater", udtalte Kosovos premierminister, Agim Ceku, ved sin afrejse mandag fra Pristina.
'Visse fremskridt'
Men Ischinger siger hertil: "Den etiket (uafhængighed, red.) har ingen værdi. Hvorfra vil de skaffe deres indtægter? Kosovoalbanerne vil stadig være afhængige af udenlandsk hjælp."
Adspurgt om, hvorvidt udfaldet af denne seneste forhandlingsrunde kan blive en internationalt overvåget uafhængighed, svarede Ischinger:
"Vi vil forsøge at nå frem til en statusafklaring, der giver plads for en interna-tionalt overvåget status for Kosovo. Uafhængighedsspørgsmålet vil jeg lade stå åbent. Jeg vil hellere tale om en stærkt overvåget status."
Han tilføjer dog, at samtalerne med Serbien, som kategorisk afviser uafhængighed til, hvad det ser som sin 'udbryderprovins', og den etnisk albanske delegation har "gjort visse fremskridt, for så vidt at det er lykkedes at trække parterne væk fra at tale i etiketter. Uafhængighed versus autonomi er en kløft, som der ikke kan slås bro over, når man gransker alt det, der står med småt. Men international overvågning er accepteret."
Åbning for Serbien
Ischinger antyder også, at hans 'trojka' af forhandlere, deriblandt en amerikansk og en russisk diplomat, har givet ham yderligere grundlag for at gå ind på et serbisk krav om, at den plan, som EU's tidligere mægler, den finske ekspræsident Martti Ahtisaari, har fremlagt, ikke skal danne udgangspunkt for samtalerne.
"Jeg vil ikke insistere på Ahtisaari-pakken, men den er heller ikke taget af bordet," siger han.
Rusland blokerede for amerikanske og europæiske forsøg på at godkende Ahtisaaris plan, der giver mulighed for de facto uafhængighed for Kosovo under EU-tilsyn, men med garantier for minoritetsrettigheder til det serbiske mindretal, ved at true med at nedlægge veto imod den i FN og kræve yderligere forhandlinger.
FN's sikkerhedsråd har fastsat 10. december som tidsfrist for 'trojkaen' til at fremlægge en endelig statusrapport for FN's general-sekretær, Ban Ki-moon. Incitamentet for begge parter til at nå en aftale er, at de stilles EU-medlemskab i udsigt. Serbien er tæt på at underskrive en stabiliserings- og associeringsaftale med EU som et første skridt imod medlemskab, men aftalen er fra EU's side gjort betinget af, at Beograd udleverer den ved Haag-domstolen krigsforbrydertiltalte eksgeneral Ratko Mladic.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen