RADESA, KOSOVO - De er kendt for deres kager. Overalt i det tidligere Jugoslavien har bjergfolket goranierne haft deres små bagerier. Men i dag er livet alt andet end sødt for dem.
I bjergene i det sydlige Kosovo kæmper de nu mod arbejdsløshed og for at bevare deres sprog. I sidste ende handler det måske om at overleve som folk.
De tæller kun omkring 16-18.000 i bjergene i det sydlige Kosovo. Et lige så stort antal eller flere endnu er rejst væk for at finde arbejde. Men tallene skal tages med forbehold som alle tal i Kosovo.
Det særlige ved goranierne er, at de er muslimer som de fleste albanere, men slavisk-talende som serberne.
Nye problemer med deres undervisning opstod sidste år. De albansk-dominerede skolemyndigheder ville have alle gorani-lærerne væk, fordi de bruger undervisningsplaner fra Serbien, hvilket Kosovo ikke giver mulighed for.
Gorani-lærerne siger, at de er nødt til at undervise på serbisk. Deres eget sprog, som er en slags serbisk dialekt, taler de kun derhjemme. De har for eksempel ikke udviklet et skriftsprog, der passer til deres udtale.
Sidste år stillede myndighederne blandt andet med et nyt hold lærere på den skole, hvor Deir Jelmazi underviser.
"Da de så, at eleverne gik over og stod hos os, gorani-lærere, og kun ville undervises af os, opgav de til sidst. Men vi frygter et nyt forsøg på at smide os ud i det nye skoleår," siger Deir Jelmazi, der også er næstformand i gorani-partiet GIG, der oversat betyder Goras Borgerinitiativ.
Goranierne bor i Kosovos sydligste kommune, Dragas, der er domineret af albanere. Omkring 60 procent af indbyggerne er albanere, mens resten er goranier. Deres navn kommer af 'gora', der betyder 'bjerg'.
På grund af deres forbindelse til Serbien havde de problemer lige efter krigen i Kosovo i 1998-99. I de første par år blev de chikaneret og flere dræbt. De ansvarlige er aldrig fundet, men yderligtgående albanere mistænkes for at stå bag.
I de seneste år har sikkerheden dog været forholdsvis god.
De midaldrende er væk
Landsbyen Radesa ligger klemt inde mellem bjergsiderne. Ad en dårlig grusvej tager det 20 minutter at køre herop fra kommunens hovedby Dragas. Landsbyen ligger i 1.350 meters højde.
Langt de fleste indbyggere her er ældre. Et par kvinder går rundt i deres traditionelle sorte, blanke jakker, der går til knæet. Kun få unge ses i landsbyens stejle gader. De eneste mellem 30 og 50 år er skolelæreren og hans kone.
De fleste i den arbejdsdygtige alder er rejst væk. Mange bor i Serbien, mens andre er rejst til Vesteuropa.
"Vi plejer normalt at være 2.500 her i landsbyen, men nu er vi kun 500," siger Deir Jelmazi.
I hele Dragas kommune er der stort set ingen producerende virksomheder. Deir Jelmazi regner med, at arbejdsløsheden i kommunen er på mellem 70 og 90 procent.
Ved cafeen lige over for moskeen sidder en gruppe ældre mænd.
De har ikke lyst til at tale. Men til sidst vil en 66-årig mand endelig sige noget:
"Vi har intet perspektiv her. Alle er rejst, som du kan se. Hvis bare vi kunne få løst problemerne med undervisning, så ville det blive bedre," siger den 66-årige, der har tre sønner. To af dem er rejst til Vesteuropa.
Hans tredje søn bor inde i Dragas med sin søn, som snart skal begynde at gå på gymnasiet. De overvejer at tage til Serbien, som mange andre goranier gør, for at deres børn kan få ordentlig undervisning. Ofte tager forældrene med dem, og det medvirker til de tomme landsbyer.
Dragas havde et gymnasium for gorani-elever. Men efter en strid med de albanske skolemyndigheder blev det sidste år flyttet uden for byen.
"Det er dårligt udstyret, og der er kun to klasseværelser," siger Deir Jelmazi.
Han har selv en søn på 14 år og bliver trist ved tanken:
"Næste år skal vi finde ud af, hvad vi skal gøre. Om vi skal rejse væk."
Goraniernes skolesystem er støttet af Serbien. Skolelæreren får hver måned, hvad der svarer til 4.500 kroner fra den serbiske stat. Det er nærmest en fyrstelig løn i Kosovo, hvor mange kun tjener mellem 1.000 og 2.000 kroner om måneden.
Kosovo er stadig formelt en del af Serbien, som derfor betaler mange lønninger især i de serbiske enklaver i området. Men der er nok ingen tvivl om, at gorani-lærernes serbiske løn og måske også størrelsen er en torn i øjet på mange albanere.
Etnisk tag-selv-bord
Goranierne ved, at de og deres liv i bjergene er truet. Derfor har nogle valgt at slå sig sammen med bosniakkerne. De er ligesom goranierne slaviske muslimer.
Der er måske dobbelt så mange bosniakker som goranier i Kosovo - det vil sige omkring 40.000 - og derfor regner goranierne med, at de kan søge beskyttelse hos dem.
Bosniakkerne findes flere steder i det tidligere Jugoslavien og er ligesom goranierne slaviske muslimer.
Efter Jugoslaviens opløsning kalder den største del af befolkningen i Bosnien-Hercegovina sig for bosniakker, og navnet har derefter spredt sig til andre grupper i for eksempel Serbien og Kosovo.
Dragas viceborgmester fortæller om de udfordringer, som goranierne står over for som mindretal: "Hvis vi går sammen med albanerne, mister vi vores sprog. Hvis vi går sammen med serberne, mister vi vores religion."
"Men hvis vi slutter os sammen med bosniakkerne, så kan vi beholde begge dele," siger viceborgmester i Dragas kommune Sabidin Cufta, der i øvrigt også er uddannet skolelærer.
En anden grund til at slutte sig til bosniakkerne er, at "det er meget vanskeligt at leve mellem albanere og serbere. Vi kan blive fanget i deres krydsild," siger han
Cufta ser det altså som et etnisk tag-selv-bord, hvor man kan vælge at slutte sig til andre grupper. Når goranierne ikke bare kan være sig selv og opnå rettigheder som et mindretal, hænger det ifølge Sabidin Cufta sammen med, at der er forskel på at være en etnisk gruppe, og det man kan kalde en nationalitet, der giver flere rettigheder.
Sådan var opdelingen i det gamle Jugoslavien, og det kan være den tankegang, som præger viceborgmesteren.
Han kommer fra et parti, der på landsplan er gået i koalition med et bosniakisk og et tyrkisk parti. Hans parti DSV står for Moderlandets Demokratiske Parti, der er gået i samarbejde med albanerne om at styre Dragas kommune.
Partiet står i skarp modsætning til det andet parti for goranierne, GIG, som skolelærer Jelmazi er næstformand i.
DSV går ind for en helt anderledes samarbejdslinje både med det større mindretal bosniakkerne og med kosovo-albanerne, der udgør 90 procent af befolkningen i Kosovo. "Når flertallet er glade, er det godt for os. Det kan sikre vores overlevelse," siger viceborgmesteren. Og udtrykker dermed også sit håb for den nye runde forhandlinger, der under international mægling er gået i gang for at finde ud af, om Kosovo skal være selvstændigt, som albanerne ønsker.
Deir Jelmazi er derimod bange for en ensidig erklæring om selvstændighed fra Kosovos parlament. Erklæringen kommer sandsynligvis, hvis den nuværende runde forhandlinger som ventet ikke fører til en løsning.
"En uafhængighedserklæring er det værste for os. Vi vil miste alle vores rettigheder," mener Deir Jelmazi. Han taler i øvrigt ikke albansk. Han siger, at det er svært at lære.
Han har svært ved at forstå, hvorfor goranierne ikke må bruge undervisningsplaner fra Serbien, når et lille kroatisk mindretal i Kosovo må bruge materiale fra Kroatien. Måske Kroatien bruger sin indflydelse, mener han. I øvrigt har mange fra det lille kroatiske mindretal forladt Kosovo i de seneste 15 år - først presset ud af serberne og nu af albanerne.
Graffiti med stavefejl
Deir Jelmazi er bange for at slutte sig til bosniakkerne.
"Deres undervisningsmateriale er dårligt, og en eksamen i bosnisk er ikke anerkendt mange steder. Desuden er vores sprog en del af vores identitet. Hvis ikke vi kan bevare vores sprog, så kan vi ikke overleve som folk," mener han.
Stemningen i landsbyen er på hans side.
En graffiti-sætning på en mur siger: "Jeg er ikke bosniak".
Men det er forkert stavet, så en behjertet sjæl har streget det ud og skrevet den rigtige sætning nedenunder. Der er i hvert fald brug for mere undervisning her.
udland@informationdk
