Læsetid: 2 min.

Lula rammer Danmark

Han svinger med både Bush og Chavez. I dag står Fogh og dronning Margrethe tur. Brasiliens præsident Lula besøger Danmark med kufferten fuld af energiløfter og handelsønsker
Brasiliens præsident Lula skal mødes med Anders Fogh Rasmussen og repræsentanter for dansk erhvervsliv.

Brasiliens præsident Lula skal mødes med Anders Fogh Rasmussen og repræsentanter for dansk erhvervsliv.

Marja Airio

12. september 2007

Han er forhandler, ikke ideolog. Sådan beskrev tidsskriftet Economist den 62-årige Luiz Inácio Lula da Silva - kaldet blot Lula i sit hjemland - da han i oktober sidste år blev genvalgt som Brasiliens præsident. Mens hans kolleger Hugo Chávez i Venezuela og Evo Morales i Bolivia har provokeret og underholdt verden med deres 'nye veje' og farverige angreb på USA's verdensherredømme, har den karismatiske brasilianer en noget mere afdæmpet og diplomatisk stil.

Finansmarkederne var dog spændt til det yderste, da den erklærede socialist kom til magten ved et jordskredsvalg i 2002 i spidsen for arbejderpartiet Partido dos Trabalhadores (PT). Men hurtigt stod det klart, at han bibeholdt en konservativ økonomisk politik uden de store stigninger i de offentlige udgifter og holdt alle døre åbne over for mulige samhandelspartnere. Han drøfter øget samhandel i Latinamerika med Chávez den ene dag, men lover Bush ethanol til den sultne amerikanske bilpark den næste. Det er den 'lulaske' ledelsesstil.

Ændring af WTO

I eftermiddag mødes han og hans følge af brasilianske erhvervsfolk med statsminister Anders Fogh Rasmussen og repræsentanter for dansk erhvervsliv i København. En stor aftale mellem den danske enzymproducent Novozymes og Brasiliens statskontrollerede energiselskab PetroBras er allerede annonceret, men Lula har også andre emner på dagsordenen, ikke mindst budskabet om, at der skal nye boller på suppen i Verdenshandelsorganisationen WTO.

"En ændring af de internationale handelsregler til de fattige landes fordel ligger Lula meget på sinde. Det er vores opfattelse, at de nordiske lande har en særlig forståelse for vores holdning," siger en talskvinde.

Den skandinaviske rundtur er måske et behageligt afbræk for Lula efter den kritik, der på det seneste er vokset imod den før så populære leder. En korruptionsskandale har ramt nogle af Lulas topfolk, mange valgløfter mangler at blive indfriet, og i juli viste 200 omkomne efter et flystyrt i Sao Paulo, at den forsømte infrastruktur har udviklet regulære dødsfælder.

I aften kan den tidligere bondedreng, skopudser, metalarbejder, diktaturkritiker og fagforeningsleder Lula i hvert fald holde pause til banket hos dronning Margrethe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu