Læsetid: 4 min.

'Vi vil marchere, til vi får friheden. Jeg tror ikke, det vil vare så længe'

Mens de diplomatiske spændinger omkring Myanmars militærstyres håndtering af de fredelige protester vokser, er vi færre demonstranter på gaden i Yangon - styrets trusler har virket
Buddhistiske munke samlet ved Shwedagon-pagoden inden de i går gik i demontration igennem gaderne i Yangon. Munkene kræver blandt andet frihed til alle. Demonstrationerne i Myanmar er de største i landet siden 1988, hvor en demokratisk protestbølge brutalt blev slået ned af militæret

Buddhistiske munke samlet ved Shwedagon-pagoden inden de i går gik i demontration igennem gaderne i Yangon. Munkene kræver blandt andet frihed til alle. Demonstrationerne i Myanmar er de største i landet siden 1988, hvor en demokratisk protestbølge brutalt blev slået ned af militæret

26. september 2007

YANGON - Skiltet er meterstort og postkasserødt og bemalet med en trussel: 'Folkets ønsker: Knus alle interne og eksterne destruktive elementer som er fjenden'. Det står side om side med flere hundreder pansrede politibetjente, nye barrikader af pigtråd, militær-lignende køretøjer og brandbiler, der er kørt i stilling ved gadehjørnet til University Avenue, hvor demokratilederen Aung San Suu Kyi er under husarrest. Betjentene er udkommanderet for at forhindre Myanmars oprørske munke og deres fredelige med-demonstranter i at nå hendes hus, som det skete i lørdags.

Og ved Swedagon-pagoden, hvor munkenes demonstrationer tager deres begyndelser, er højttalervognene kørt i stilling. De advarer alle om at deltage. Jeg køber styrets avis. Forsiden, bagsiden og midtersiden er domineret af lange artikler om alle de destruktive elementer, der forsøger at gøre Myanmar ondt. Med tekster fra love, der forbyder munke at deltage i politik (og gå på værtshus), og med et referat fra gårsdagens møde mellem religionsministeren, brigadegeneral Thura Myint Maung, og den regeringsledede del af munkestanden.

"Problemernes hovedårsag er overgreb fra interne og eksterne ødelæggere, som ikke bryder sig om den nationale udvikling og stabilitet. Nogle globale magter anstifter uroligheder sammen med grupper af ødelæggere indefra i nationen," står der i en lang overskrift. Ministeren advarer også om, at styret vil gribe ind.

'Den fredelige'

"Hvis soldaterne kommer, så kæmper vi mod dem," siger en af de unge munke.

Han har et par gamle ar i hovedbunden fra en slåskamp med en anden munk.

"Vi er lige glade med styrets trusler. Dem behøver vi ikke tage os af. Vi gør intet andet end at bede for landet og for alle levende væsener," siger en af hans munkevenner og tilføjer: "Vi vil marchere, til vi får friheden. Jeg tror ikke, det vil vare så længe."

Han holder en baby på to måneder i armene.

"Hendes navn er Aye Myint Thu. Det betyder 'den fredelige'," forklarer han, mens 'den fredelige' tisser på hans munkerober.

Dagens demonstration er ovre, og vi slapper af ved en betelnødsbutik nær Swedagon-pagoden.

Der lugter af muskelafkølende sportsgele. Otte munke sidder på asfalten og får masseret ben og skuldre af nogle unge studerende. De har små gule sløjfer på tøjet for at markere deres tilhørsforhold til studenterbevægelsen.

Munken og hans venner kommer fra Arakan-staten - mange kilometer nord for Yangon. Ingen af dem har set deres familie i flere år, siden de kom til byen.

"Vi skal fokusere på vores studier og har heller ikke penge til at rejse hjem på besøg."

Deres forældre er fattige bønder.

Påfuglebevægelsen

I dag har de studerende sluttet sig til munkene. De bærer et stort skilt med overskriften 'Folkets parlament: Vi er dets repræsentanter' og faner med en påfugl klar til kamp - studenterbevægelsens symbol gennem generationer.

Et par gamle studenterforkæmpere fra 1970'erne fører an, og så alle de unge. Munkene bærer et banner med skriften 'Uden vold vil vi vinde'.

"Der er mange, der er blevet væk i dag, fordi de har lyttet til regeringens advarsler," siger en 43-årig ingeniør. "Men de skal nok komme en anden dag," mener han.

Vi sidder på hug på vejen sammen med tusinde andre. Munkene har bedt folk om at sætte sig ved Sule-pagoden, mens nogle af dem taler i megafoner.

For første gang under den sidste uges demonstrationer regner det ikke.. En ung mand holder en T-shirt påtrykt et billede af Che Guevera over hovedet for at skærme sig mod solen. Folk sender vandflasker fra hånd til hånd til munkene.

"Vi vil have, at det skal være fredeligt," siger munkene i megafonerne.

"Vi har tre krav: 1. Frihed og 'loving kindness' til alle; 2. Løslad dem, der er i fængsel; og 3. Giv en undskyld til munkene (for de munke, der blev overfaldet af styret i byen Pakkoku den 5. september, red.)."

Der er meget færre munke og civile på gaden i dag end de foregående dage. Måske 1.500 munke efterfulgt af 1.000 studerende ankommer til centrum af Yangon, men i de følgende timer samler demonstrationen op mod titusinde, mens den hurtigt bevæger sig gennem byen.

I flere timer slår jeg følge med en fattig kvinde, der lever af at samle tomme vandflasker af plastic. Hun bærer en snottet baby, mens hendes to-årige datter småløber ved siden af os over en rute på ca. 10 km. Gennem gamle vandpytter, over de mange huller i Yangons fortove og vejene med mange småsten. Datteren har ingen sko.

"Hvor er du på vej hen," spørger jeg moren. "Det ved jeg ikke," lyder svaret. "Med munkene og de studerende."

Det forbudte navn

Processionen passerer for første gang FN's bygning i Yangon, og folk klapper. Kort efter bryder de ud i høj sang, stopper og knæler.

Vi er nået den gyldne statue af Myanmars frihedshelt Aung San, der befriede Myanmar fra briterne og den kortvarige japanske besættelse under Anden Verdenskrig. Som den eneste formåede han at samle alle Myanmars stridende parter, inklusive de mange minorietetsgrupper. Han blev skudt i 1947, endnu inden Myanmar var blevet frit.

Et par unge fyre sidder i vejkanten.

'Free Aung San Suu Kyi', står der på deres T-shirts og badges. For blot et par dage siden ville det have været uhørt bare at nævne hendes navn i Myanmar.

"The lady, you know?" hviskede taxachaufføren til mig, da vi i forrige uge før demonstrationerne passerede hendes bil. "Very good, very good."

Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym fra Myanmar, men hendes identitet er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den Danske Burma Komite afholder en sympati/støtte-demonstration på Rådhuspladsen denne lørdag kl. 12.00 (som det udvikler sig nu bliver det muligvis en slags sørge-demo)
Det er en støttedemonstration for de 100.000´er af munke, studenter, burmesere og andre etniciteter i Burma, som nu bliver angrebet af militærregimet, for at opponere og demonstrere imod den.
Der vil naturligvis være et par taler, både af repræsentanter for Burma Komiteen og af herboende flygtninge fra Burma.
Samtidig afholdes der demonstrationer i Belgien, Schweiz, Holland, Polen og sikkert mange flere europæiske lande.
Demonstrationen på Rådhuspladsen bliver både en almindelig og en særlig studenterdemonstration.

Det er en demonstration mod:
- Militærregimets overgreb på demonstranterne, og mod at det ender som massakren i 1988, hvor mere end 3000 studerende og munke blev dræbt.
- Mod den langvarige undertrykkelse af de mange forskellige etniske grupper i Burma, det være sig med tvangsflytning og tvangsarbejde, systematiske overfald og voldtægter, systematisk afpresning og afbrænding af landsbyer
- Militærregimets fortsatte ignorering af den humanitære og sanitære katastrofe deres land befinder sig i, og konsekvensen det har for befolkningen
- Mod Kinas fortsatte støtte af regimet
- Regimets mangeårige lukning af universiteterne og fuld censur
- osv. Osv. Osv.

På vegne af støttegruppen for Den Danske Burma Komitee
Anders (61683775)

Supplerende ideer til artikler eller lignende:

1) Hvad sker der nu dernede: hvad vil de nuværende demonstrationer betyde for landets kortvarige udvikling: hvilke retninger kan det tage? Det vil ikke være nok med disse demonstrationer inde i Burma, der behøves hjælp udefra for at opløse regimets dominans (eks. FN, ASEAN, Kina, USA), ellers vil det falde tilbage til status quo, hvor oprøret findes som en tavs hvisken blandt befolkningen, men er mindst ligeså omfattende som nu.
Frygten for at det vil ende som massakrerne i 1988, specielt da regimet allerede har advaret demonstranterne om, at de ikke vil acceptere deres protester på gaden. Demonstranterne kan ikke overrumple et regime med 500.000 soldater bag sig, med mindre at der samtidig kommer et oprør blandt militæret, måske endda interne magtkampe om regeringsposterne – er Than Shwe i fare som ”overgeneral”?
2) militærjuntaen i forhold til de protesterende munke (et komplekst forhold, da regimet selv er buddhistiske, men forsøger at gøre buddhismen national-burmesisk): at det her er et internt buddhistisk opgør, modsat de mange etniske bevægelser som hidtil har været i militært opgør med juntaen (eks. Karenerne som stadig kæmper en guerillakrig langs grænsen)
3) fokus på eksilregeringen, som sikkert befinder sig klar i enten Bangkok eller Chiang Mai nu (NLD tænker jeg først og fremmest på, Aung San Suu Kyi og dem). Kunne også være interessant at besøge DVB ( Democratic Voice of Burma i Chiang Mai)
4) det nuværende opgør i forhold til det hidtidige langsigtede opgør (det historiske opgør): længe har mange andre etniske grupper været i konflikt med det burmesiske regime, men nu er det selve den burmesiske befolkning (den burmesisk etniske gruppe) der gør oprør med dets eget regimes kontrol.
Kunne være interessant at skrive om eks. KNU (Karenernes befrielsesbevægelse) eller KNLA nær Mae Sot, Thailand
5) Burma/Myanmar som en humanitær katastrofe, set i perspektiv med demonstrationerne disse dage
6) ASEAN´s rolle; Europas og USA´s rolle (interview med vores meget engagerede udenrigsminister); Kinas og Indiens rolle.