Læsetid: 4 min.

Markedets rystende hånd

Blev august måneds finanskrise det endelige bevis på, at vi ikke kan regne med, at det frie marked opfører sig fornuftigt? Og kan vi så overlade verdensøkonomien til de ufornuftige? Selvransagelsen er igang
13. september 2007

Mens bankerne vånder sig og den europæiske centralbank har aflyst sin varslede rentestigning, er opgøret igang om, hvad der forårsagede og accelererede finanskrisen i august, og hvor afgørende dens konsekvenser vil være. Krisen startede med, at nogle dårlige betalere i USA fik problemer med deres boliglån. Men fordi mængden af lån, investorer tager hos hinanden, er eksploderet i et verdensomspændende net, der forbinder alle verdens finansielle institutioner med hinanden, blev et lokalt problem til et globalt problem.
De finansielle konsekvenser af krisen vil være temmeligt varige, synes der nu at være bred enighed om. I USA tales der – på trods af George W. Bushs indgreb for de boliglånere, der er kommet i klemme – stadig om fare for recession, og den amerikanske finansminister Henry Paulson, advarede tirsdag om, at eftervirkningerne denne gang vil vare længere end efter den asiatiske finanskrise i 1990’erne og den latinamerikanske gældskrise i 1980’erne. Og i Europa justerede EU-kommissionen tirsdag forventningerne til 2007-væksten i euro-landene med 0,1 procentpoint: fra 2,6 procent til 2,5.
De finanspolitiske konsekvenser er der mere usikkerhed omkring. Men en af finansmarkedernes super-skurke og superhelte, milliardæren George Soros (som ikke stod tilbage for at skyde hele Bank of England ned i 1992, men til gengæld bruger sin formue på aktivisme og velgørenhed), har i årevis peget på en af de mekanismer, der fik markedet til at kortslutte og vil gøre det igen.

Ingen balance
Markeder er ifølge Soros ligesom resten af virkeligheden underlagt princippet om refleksivitet. Refleksivitet betegner den omstændighed, at for eksempel aktiehandlerens opfattelse af markedets virkelighed altid vil påvirke den virkelighed, han opfatter, og virkeligheden påvirker ham tilbage. Når finanskriser opstår, skriver Soros i for eksempel sin seneste bog, The Age of Fallibility, er det, fordi refleksiviteten udløser en slags kortslutning mellem den objektive og den subjektive virkelighed. Dét skete i august, da bankerne mistede tiltroen til, at de andre banker kunne tilbagebetale deres lån – derfor holdt de op med at låne penge ud til de andre banker – derfor holdt de andre banker op med at kunne tilbagebetale deres lån.
Refleksiviteten betyder ifølge Soros, at den ideelle ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, som megen økonomisk teori opererer med, er et håbløst gøglebillede. Når økonomer fx taler om »finansbobler«, antager de ifølge Soros implicit, at markedet har en naturtilstand, en balance, som hen ad vejen vil genoprettes. Men der er ingen grund til at antage, at markeder på nogen måde stræber mod nogen form for ligevægt.

Konsekvenserne af dét er todelte: På den ene side er der mange penge at tjene for folk, der formår at operere i »langt-fra-ligevægt«-situationer (en evne, som Soros selv mener at have erhvervet som jødisk barn, der skulle overleve i Ungarn under Den Anden Verdenskrig). På den anden side har samfund brug for mekanismer til at opveje den ubalance, som markeder ikke selv er i stand til at sikre sig imod.
Sådan en mekanisme håbede mange blev etableret, da finansmarkederne op gennem anden halvdel af det 20. århundrede blev professionaliseret og stadigt flere aktier, og virksomheder blev overtaget af »institutionelle investorer« som banker og investeringsfonde.

Kølig rationalitet
Siden 1950 er andelen af amerikanske aktier, der ejes af investeringsselskaber, steget fra 10 procent til næsten 75, og økonomen Jack Bogle spåede i 50’erne, at denne udvikling ville have en gavnlig effekt: De kyndige, professionelle investorer ville tænke langsigtet og med »kølig rationalitet« og dermed virke som bolværk mod en ustabil verdensøkonomi.
Men udviklingen i august, hvor fattige amerikaneres betalingsstandsninger viste sig at kunne bringe adskillige europæiske banker i knæ og tvinge flere centralbanker til at lukke op for kontantkasserne for at forhindre bankerot-epidemier, viste imidlertid, at banker og andre professionelle investorer går i panik, akkurat lige så hurtigt, som andre mennesker.

Når musikken stopper
Nu er spørgsmålet, om vi tør lade dem jonglere med vores samfunds økonomiske grundlag – eller der er brug for fastere rammer for, hvor mange bolde de skal have lov at smide i luften.
Time Magazines økonomiske analytiker, Justin Fox, siger ja. Han påpeger, at globale markeder har brug for langsigtede investorer – og den langsigtede investor er netop ham, hvis investeringer synes ecentriske, ukonventionelle, skøre i flertallets øjne. Det er derimod ikke ham, der er under så stort pres for at tjene hurtige penge, at han ikke tør hoppe på et tog på vej mod afgrunden (når boligpriserne med opmuntring fra billige lån er blevet for høje eller kapitalfondenes opkøb har skruet virksomhedspriserne unaturligt langt op) – eller som Citigroup-bankernes direktør Charles Prince forklarede i et interview i juli: »Så længe musikken spiller, er man nødt til at komme ud på gulvet og danse med.«

De fleste – politikere og analytikere – er i dag enige om, at det globale lånemarked er vokset ud af kontrol. Det er blevet alt for nemt og alt for billigt at låne alt for mange penge. Briterne skylder for eksempel i dag mere væk end hele landets samlede bruttonationalprodukt. Hovedpinen er, at hvis nationalbankerne straffer lånerne ved at sætte renterne op, risikerer de betalingsstandsninger, bank-bankerotter og panik af den slags, vi netop har bevidnet. Men hvis de sikrer lånerne ved at sætte renterne ned, vil folk – og banker – bare låne endnu mere og mere uansvarligt. »Så længe musikken spiller, er man nødt til at komme ud på gulvet og danse med.«

Den slags kriser er tidligere blevet løst af én modig investor med dybe lommer som J.P. Morgan i 1907, noterer The Economist håbefuldt i denne uge. Problemet er bare, at alle de institutionelle investorer i dag skylder penge – til hinanden. Og George Soros har vist bedre ting at bruge sine penge på.

lfk@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu