Læsetid: 6 min.

Myanmars Jeanne d'Arc

Aung San Suu Kyi er det store samlende symbol for Myanmars demokratibevægelse og genstand for en næsten helgenlignende tilbedelse
Udland
29. september 2007
I 2002 blev Aung San Suu Kyi efter internationalt pres sat på fri fod, men siden 2003 har hun igen siddet i husarrest.

I 2002 blev Aung San Suu Kyi efter internationalt pres sat på fri fod, men siden 2003 har hun igen siddet i husarrest.

David Longstreath

Hun er blevet kaldt for enasiatisk Nelson Mandela og er blevet sammenlignet med Frankrigs middelalderhelt-inde Jeanne d'Arc. Mange myanmarere ser hende som en kvindelig bodhisattva, en buddhistisk religiøs figur, som skal frelse dem fra militærjuntaens ondskab. Og hun er blevet tildelt flere internationale udmærkelser end nogen anden asiat i dag: Europaparlamentets Sakharov-pris i 1991, Nobels Fredspris, UNESCO's Simon Bolivarpris 1992, en udmærkelse fra Arbejderbevægelsens Internationale Forum i Danmark 1993, Jawharlal Nehru-prisen i Indien 1995, Dublins frihedspris 2000 og en pris fra Olof Palmes mindefond i Sverige 2006, for bare at nævne nogle få. Hun er æresborger i Rom og har fået akademiske hædersbevisninger fra universiteter i Bangkok, Delhi, Nataluniversitetet i Sydafrika, Oxford og Cambridge i England samt Melbourne i Australien.

Men hvem er hun i grunden, den nu 62-årige kvinde, som næsten er gjort til en helgenskikkelse verden over? Hun var på det nærmeste ukendt frem til 1988, da hun som 43-årig pludselig trådte helt frem på den politiske scene i Myanmar. Dengang vidste mange myanmarere end ikke, at hun er datter af Aung San, den unge frihedskæmper, som førte an mod briterne i kolonitidens selvstændighedskamp. Selv kunne hun dog ikke have nogen direkte erindringer om ham, eftersom han blev myrdet, da hun var blot to år gammel. Hun voksede op med sine brødre og sin mor, Daw Khin Kyi, en stærk kvinde, som ikke bare var 'Aung Sans enke'. Hun stod i spidsen for myanmarske kvindeorganisationer i 1950'erne og var landets ambassadør i Indien fra 1960 til 1967, en af de første kvindelige asiatiske diplomater.

Men det var også i de år, at Suu Kyi forlod Myanmar. Som 15-årig kom hun til New Delhi i Indien, hvor hun gik i skole - og blev dybt fascineret af Gandhis ikke-volds-principper. Hun læste siden på universitet i Oxford og arbejdede i FN-sekretariatet i New York fra 1967 til 1971 - en afgørende tid for Suu Kyi, for det var i samme epoke, at borgerrettighedsbevægelsen kulminerede i USA. Dens leder, Martin Luther King, blev myrdet i 1968, og hos ham fandt Suu Kyi flere ligheder med sit andet store forbillede, Mahatma Gandhi.

Suu Kyi arbejdede siden som rådgiver for udenrigsministeriet i det lille konge-rige Bhutan og læste videre i Kyoto i Japan. Hun fandt også tid til at gifte sig i 1972 med den engelske akademiker og Tibet-ekspert Michael Aris. Sammen fik de to børn, Alexander, som blev født i 1973, og Kim, født i 1977.

Overtalt til at træde frem

Det så ud, som om hun var godt i gang med en akademisk karriere, da hendes mor blev alvorligt syg i slutningen af 1988. Det var på samme tid, at den studenterledede demokratibevægelse begyndte at tage fart, men kun få vidste, at Suu Kyi var i landet.

Det var først efter en massakre i august, hvor militæret åbnede ild, at rygtet gik: Aung Sans datter er her! Hun blev overtalt til at træde frem, hvilket hun gjorde 26. august. En halv million mennesker forsamledes ved foden af Shwe Dagon-pagoden - og alle jublede. Suu Kyi, så slank og lille af vækst, at hun først knap nok blev bemærket i menneskevrimlen, talte med en kraft og en styrke, som fik folk til at lytte andægtigt til hendes budskab. Efter talen brød et øredøvende bifald løs, som ingen ende ville tage.

Hun sagde, at som sin fars datter kunne hun ikke bare sidde hjemme, når landet var i krise. Hun talte også om sit ægteskab med en udlænding, et ømtåleligt emne i Myanmar. Men det, sagde hun, havde ingen betydning for hendes kærlighed til sit land og dets folk. Myanmars demokratibevægelse havde fået en naturlig leder, en person, som selv militæret var tvunget til at respektere. Hendes far var jo den myanmarske hærs grundlægger, om end det var i en tid med andre idealer. Igennem næsten et års tid rejste hun med bil og tog over hele landet og holdt taler. Overalt strømmede mennesker i tusindtal til for at høre hende, selv i små og afsidesliggende landsbyer.

Til sidst blev hendes udfordring dog for meget for militæret, og i 1989 blev hun sat i husarrest. Samtidig besluttede juntaen sig for at holde det demokratiske valg, som den faktisk havde lovet efter at have åbnet ild mod demonstranterne i september 1988. Den 27. maj 1990 gik myanmarerne til valgurnerne - og det blev en veritabel jordskredssejr for det politiske parti, som Suu Kyi havde stiftet året forinden. Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) erobrede 392 af de 485 pladser i parlamentet. Det spillede ingen rolle, hvem kandidaten var. Alle vidste, at det var Suu Kyis parti, man stemte på.

Håndplukket af juntaen

Så fik de herskende generaler nok. Det valgte parlament trådte aldrig sammen. I stedet blev mindst 60 af de valgte NLD-kandidater arresteret, mens 20 flygtede til nabolande som Thailand og Indien. Omsider sammenkaldte juntaen nu en forsamling, som skulle udfærdige en ny forfatning for landet. Den bestod af 700 personer, af hvilke de 600 var håndplukket af militæret, og kun 100 var fra de 485 folkevalgte, deriblandt et antal NLD-medlemmer. Det var ikke, hvad juntaen havde lovet inden valget, men da et 'forkert' parti vandt, blev det løsningen. Det af generalen understøttede Nationale Enhedsparti vandt blot 10 mandater ved valget i 1990.

Efter massivt internationalt pres, bl.a. fra FN, blev Suu Kyi sat på fri fod i 1995. Den begejstring, hun mødte i befolkningen, var den samme som i 1988-89. Fem år senere sattes hun så atter i husarrest. Hun blev sat på fri fod igen efter mægling fra FN-repræsentanter i 2002. Men lige siden 2003 har hun for tredje gang siddet i husarrest. Med andre ord har hendes politisk aktive liv været ganske kort. Men for myanmarerne er hun blevet til et symbol for deres længsel efter et bedre liv, og det er en dyrkelse, som har antaget næsten religiøse dimensioner. Folk har hendes billede ved siden af Buddha på familiealtrene i hjemmene, og en del mere traditionelt troende tillægger hende magiske kræfter. De intellektuelle ser hende som en modpol til militæret, som anses for at mangle uddannelse og kundskaber i at styre et land. Det internationale samfund er blevet styret af symbolikken: En ensom kvinde mod et mægtigt militær. Hun har ingen andre våben end sin stemme - de har kanoner og tanks, og alligevel er de bange for hende.

Der kan ikke herske tvivl om, at hun har karisma og kan begejstre folk, både i Myanmar og internationalt. Hun har også ofret sin familie for demokratibevægelsens sag. Hendes mand døde af cancer i 1999, og hendes sønner, som nu er voksne, er gift og bor i England og USA.

Men hvordan vil hun agere som præsident eller premierminister, hvis hun en dag skulle blive det? Hun har selv sagt, at hun ikke misunder den person, som bliver Myanmars næste leder. Det er et slemt mishandlet land, plaget af misregimente og undertrykkelse. Har hun den erfaringsbaggrund, som kræves? Den myanmarske folkemajoritet elsker Suu Kyi, men hvordan vil landets mange etniske mindretal tage imod hendes lederskab? I årtier har de kæmpet imod flere centralregeringer for selvstændighed og autonomi.

Hvordan hun vil styre landet, hvis hun får chancen, ved ingen. Men hvorom alting er, er hun i dag Myanmars eneste håb, også selv om mange af dem, som har demonstreret igennem de seneste uger, aldrig har set hende. Uden Suu Kyi ville den myanmarske demokratibevægelse stå uden noget samlende symbol.

Bertil Lintner er mangeårig Asienkorrespondent for flere medier og seniorskribent for Far Eastern Economic Review. Han er endvidere forfatter til adskillige bøger om MyanmarOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her