"Oliver Twist wants more," udstøder opsynsmanden bestyrtet i Charles Dickens' klassiske og verdensberømte fortælling om det fattige asylbarn Oliver, som ikke vil lade sig nøjes med én portion grød på børnehjemmet.
Men det får Oliver som bekendt ikke.
Han får stryg i stedet og ikke mere mad. Dickens skrev sin socialt indignerede roman i 1837-38 som en protest mod den engelske fattiglov, mod børnearbejde og vilkårene for unge kriminelle.
Men han kunne - i en moderniseret version - have skrevet en ny bog i dag. Ikke lige så grusom, den nye fattigdom ser anderledes ud. Men den himmelvide forskel mellem høj og lav i Storbritannien eksisterer i bedste velgående. De rige briter bliver stadig rigere, og de fattige bliver fattigere. Det er konklusionen på flere nye undersøgelser, som er udkommet i Storbritannien over de seneste måneder.
Rige børn leger bedst
Den nyeste rapport med titlen 'Identity in Britain: A cradle-to-grave atlas', som er et såkaldt socialt atlas over Storbritannien, viser klart forekomsten af en 'forøget klassedeling', når man undersøger forskelle inden for indkomst, sundhed, uddannelse og bolig.
Rapportens forfatter, dr. Bethan Thomas fra Sheffield University sagde til BBC mandag, at rapporten dokumenterer, at "det sted, du vokser op, kan begrænse eller støtte dine chancer i livet fra vugge til grav ... vores konklusion er, at Storbritannien bliver mere og mere opdelt, og det gælder alle aldersgrupper i alle forhold eksempelvis klasse, uddannelse, om man ejer sin bolig, sundhed, handicap og familieform."
Nøgleresultater fra den nye rapport viser f.eks., at sandsynligheden i visse områder for, at en 16-24 årig kommer ind på et af de britiske eliteuniversiteter er 50 gange højere end for andre områder. Og at unge fra de fattigste dele af Storbritannien er 20 gange oftere uden uddannelse eller arbejde i sammenligning med de mest velstående dele af landet.
Mest sigende for den sociale opdeling er imidlertid nok rapportens oplysning om, at der ikke findes et eneste større lokalområde i Storbritannien, hvor små børn fra den højeste sociale klasse er venner med - bruger deres fritid sammen med - børn fra en anden social klasse end deres egen eller det sociale lag umiddelbart under det lag, de selv kommer fra.
De fattige storbykerner
Et andet studie foretaget af organisationen Joseph Rowntree Foundation (JRF) fra maj i år viser, at forskellen mellem høj og lav er den største i 40 år.
Endvidere viser det, at de rige er blevet forholdsmæssigt rigere, samtidig med at selve antallet af 'fattige' husholdninger er steget inden for de seneste 15 år. Fattigdommen har koncentreret sig i storbykernerne, mens den øvre middelklasse er flyttet ud i rige forstæder. JRF-rapporten viser også, at ligheden steg i Storbritannien i 1970'erne, mens polariseringen mellem socialgrupperne er blevet markant større i 1980'erne og 90'erne.
Labour, der bl.a. har lovet at mindske uligheden i Storbritannien, kom til magten i 1997.
Usikker start
Men det går altså rigtig skidt, selv på områder som er specifikt prioriteret af regeringen, hvilket en tredje helt ny universitetsrapport, foretaget af dr. Christine Merrel fra Durham University, viser.
I rapporten kan man se, at Labour-regeringen siden dens start i 1997 har brugt 21 milliarder pund (ca. 231 milliarder kroner) på at udligne forskellene i engelske børns skolestart.
Det er sket gennem det ambitiøse program 'Sure Start' rettet mod engelske børnehaveklasse- og skolebørn og deres forældre.
I de over 200 nye Sure Start-centre kan børnene få skolemad, hjælp til lektier, læring, leg og sundhed, barnepasning, tandpleje, svømning og hjælp til jobsøgning for (ofte unge) forældre.
Men Merrels omfattende rapport, der dækker de seneste seks år, viser, at programmet 'overhovedet ingen' effekt har haft, når det gælder de mest underprivilegerede små skolebørns resultater. Hvor familier fra den lavere middelklasse har haft gavn af programmet, har de fattigste ikke. Tværtimod viser rapporten overraskende, at de dårligst stillede familier er blevet ringere stillet efter Sure Start.
Fattig og fremmedgjort
Professor Edward Melhuish fra Birkbeck Universitet i London har evalueret programmet og sagde i juni sidste år til British Medical Journal, at det kan skyldes, at de meget fattige "fremmedgjorte forældre tenderer imod at være nervøse over for store, skinnende offentlige institutioner og opmærksomheden fra en hær af offentlige behandlere."
