Læsetid: 3 min.

De nye månepionerers skyggeside

Japan, Kina og Indien har alle meldt sig i kampen om månen. Det handler meget om international status og missil-teknologi og ikke så meget om 'et stort skridt for menneskeheden'
Japan meldte sig fredag for alvor ind i rumkapløbet, da en sonde blev afsendt fra rumcenteret i Tanegashima.

Japan meldte sig fredag for alvor ind i rumkapløbet, da en sonde blev afsendt fra rumcenteret i Tanegashima.

Hiroko Harima

17. september 2007

Japans rumfartsagentur opsendte fredag en rumsonde som startskuddet på den mest ambitiøse månemission siden USA's Apollo-program. Men når den første japaner engang i fremtiden sætter sine fødder på månens overflade, bliver der ikke tale om "et stort skridt for menneskeheden", som Neil Armstrong formulerede det i 1969. Hvis man skal udtrykke det lidt skeptisk, vil der måske snarere være tale om et tilbageskridt.

Asien-ekspert og lektor i Statskundskab ved Aarhus Universitet Clemens Stubbe Østergaard vurderer således, at motiverne bag japanernes rumambitioner absolut ikke hører til i samme poetiske sfære, som Armstrong bevægede sig i.

"Det er Kina, der fører i Asien, fordi de har haft en mand i rummet, og det er meget hårdt for japanerne rent statusmæssigt. Det er én grund. Men der er også nogle mere alvorlige ting. Et rumprogram har også i høj grad nogle militære aspekter. I Japan betyder det, at de kan udvikle missiler, selv om forfatningen siger, at man ikke må projicere magt uden for landets grænser. For hvis man øver sig i at projicere opad, kan det måske rummes inden for forfatningen - i Japan er man meget gode til at fortolke forfatningen," siger han og tilføjer, at det jo som regel også er nemmere at få befolkningens støtte til rumprogrammer end til en militarisering af rummet.

Køleskab i det ydre rum

Clemens Stubbe Østergaard peger på et andet forhold, der har skærpet Japans interesse for rummet.

"Moderne krigsførelse er meget baseret på satellitter i lavt kredsløb til at spionere og styre operationer. I januar skød kineserne så en af deres egne satellitter ned for at øve sig. Amerikanerne og russerne kan det allerede, men det var kinesernes første forsøg med at 'ramme et køleskab i det ydre rum'. Det lykkedes for dem, og derfor er det nu endnu mere vigtigt for Japan også at være i stand til det. Og i ly af et rumprogram kan man udvikle alt det," siger han.

Men derudover understreger Clemens Stubbe Østergaard, at det er et område, hvor der er store videnskabelige resultater at hente.

"Vi gør det for eksempel også selv i Europa. EU har jo programmer, hvor Danmark er med. Og det kan selvfølgelig også være noget af det, der motiverer. Men det er jo enormt dyrt, og økonomisk har Japan i lang tid ikke været godt kørende, selv om det hjælper lidt nu."

Japans nyligt opsendte rumsonde, Selene, bærer et prisskilt på 32 billioner yen (ca. 1,5 mia. kr.) og er designet til at kredse to gange om Jorden, før den bevæger sig mod månen. Ifølge projektets talsmand, Hiroshi Sekine, er projektet det mest ambitiøse siden det amerikanske Apollo-program, der startede i 1960, og det er altså større end både det russiske Luna-program og NASA's Clementine- og Lunar Prospector-projekter.

Englen i månen

Kina planlægger at følge efter Japan med en opsending senere i denne måned. Rumsonden Chang'e 1 skal af sted til månen, og selv om navnet er hentet fra en smuk engel, som ifølge en kinesisk legende bor i månen, er der ifølge Clemens Stubbe Østergaard også en skyggeside af kinesernes engagement.

"Der ligger også noget status i Kinas motivation. Men derudover er det tredjegenerations kanonbåds-diplomati. Første generation var de rigtige kanonbåde, som sejlede op ad floden og understregede: 'Hvis ikke I makker ret, så ødelægger vi jeres by'. Anden generation er hangarskibe med krydsermissiler eller B-52 bombefly. Men efterhånden som de også kan rammes, bliver tredje generation at bruge det ydre rum til at hive ubehagelige ting ned i hovedet på dem, man ønsker at genere. Det var blandt andet også Donald Rumfelds taktik at opnå dominans af det ydre rum," siger han.

Ouyang Ziyuan, der er forsker ved det kinesiske måneprojekt, lægger heller ikke skjul på, at rumprogrammet ikke er iværksat for at teste gamle folkesagn:

"Det er vigtigt for Kina at nå til månen, fordi det styrker både Kinas internationale prestige og den nationale sammenhængskraft," siger han til internettidsskriftet Moon Daily.

Ligesom Kina har Indien også et stævnemøde med månen og planlægger en opsendelse i februar 2008. Ifølge Clemens Stubbe Øster-gaard ligger Indien bagerst i de tre nye månepionerers indbyrdes kapløb. Men også for Indien er det missilteknologi og jagten på international status, der driver rejsen mod det, John F. Kennedy i sin tid kaldte "den nye grænse for menneskehedens eventyr".

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu