Læsetid: 4 min.

Russisk rigmand på flugt

Oliemilliardæren Gutserijev er blevet tvunget ud at sit selskab Russneft og er flygtet til London. Ifølge en russisk kommentator er der tale om endnu et statsligt røveri foretaget af russiske topembedsmænd
Den russiske kommentator Pavel Felgenhauer mener, at Putin og bureaukraterne omkring ham er i færd med at tilrane sig magten over alle indbringende virksomheder i landet.

Den russiske kommentator Pavel Felgenhauer mener, at Putin og bureaukraterne omkring ham er i færd med at tilrane sig magten over alle indbringende virksomheder i landet.

Denis Sinyakov

3. september 2007

Endnu en af de styrtende rige russiske forretningsmænd, de såkaldte oligarker, er i al hast flygtet fra Rusland.

Ifølge flere medier befinder oliemagnaten Michail Gutserijev sig nu med mindst tre milliarder dollar (16 milliarder kroner, red.) i kufferten i sine for længst indkøbte ejendomme i London, hvor han ventes at søge politisk asyl og slutte sig til den hastigt voksende flok af eftersøgte og flygtede russere.

Blandt de mest prominente er oligarken Boris Berezovskij, der er præsident Vladimir Putins hovedfjende, den tidligere tjetjenske oprørsleder Akhmed Sakajev, journalisten Jelena Tregubova og en række tidligere medarbejdere ved oliefirmaet Yukos, hvis leder Michail Khodorkovskij nu på tredje år sidder i en fangelejr i Sibirien.

Det drejer sig denne gang om Michail Gutserijev, den tidligere ejer og leder af olieselskabet Russneft. For en måned siden trådte han tilbage fra stillingen som leder af selskabet og offentliggjorde et stærkt Kreml-kritisk brev, hvori han som begrundelse for sin tilbagetræden skrev om "uhørt forfølgelse" fra Kremls side og "ulovlige" forsøg på at presse ham ud af oliesektoren. Han skrev også, at han derfor havde besluttet at sælge sin andel af Russneft til den Putin-tro mangemilliardær og oligark Oleg Deripaska.

Mystisk dødsfald

Forud havde 'nogen', skriver han, opfordret ham til at sælge frivilligt uden først at skulle lægge pres på ham. Da han nægtede, trådte politi og skattemyndigheder til og indledte en gennemgribende undersøgelse af hans virksomheder. Det førte til, at han blev anklaget for omfattende skattesvindel og bedrageri, ligesom han måtte skrive under på ikke at ville forlade Moskva. Alternativet var - og er i sådanne tilfælde - arrestation. Samtidig omkom Gutserijevs søn, Chingizkhan, under mystiske omstændigheder, angiveligt efter et biluheld, som myndighederne dog ikke har registreret i Moskva.

Flere russiske medier mener at vide, at Gutserijev derefter flygtede til højtstående venner i den aserbajdjanske hovedstad, Baku, hvor sønnen blev obduceret og begravet. Siden skal han være taget til England via Tyrkiet .

Gutserijev forventes at blive en varm kartoffel for de britiske myndigheder, som i forvejen har et meget anspændt forhold til Moskva på grund af, at de nægter at udlevere blandt andre Berezovskij og på grund af mordet på den tidligere russiske spion Litvinenko i London. Forleden meddelte de russiske myndigheder, at han nu er eftersøgt med krav om udlevering via Interpol.

På spørgsmålet om, hvad det er, der foregår, svarer en af Ruslands mest kendte kommentatorer Pavel Felgenhauer fra avisen Novaja Gazeta til Information:

"Der er ingen tvivl om, at dette blot er et af mange eksempler på, at bureaukrater omkring Putin og måske Putin selv er i færd med at tilegne sig kontrollen med alle indbringende virksomheder i landet. De skyr ingen midler, der er ikke tale om almindelig korruption, det her er langt værre. Mit bud er, at de indtil nu har stjålet op imod 300 milliarder dollar på den måde."

Bureaukrater ejer alt

Felgenhauer, hvis avis Novaja Gazeta også var arbejdsplads for Anna Politkovskaja, der blev myrdet i fjor, forklarer over telefonen fra Moskva, at det her ikke er nationalisering, men privatisering af i forvejen private virksomheder.

Når russiske bureaukrater på statens vegne overtager virksomheder, så betyder det ifølge Felgenhauer i virkeligheden, at de selv kommer til at eje virksomhederne og at de selv bliver en gruppe af nye oligarker, så længe de er loyale overfor Kremls top.

"Putin er som Ruslands øverste bureaukrat nok den rigeste af dem alle, måske den rigeste i Verden. Han og hans underbureaukrater ejer hele Rusland og de har efterhånden kontrollen med alt ligesom i sovjettiden," siger Felgenhauer, der er berygtet for ofte at lægge sig ud med den russiske militære ledelse, blandt andet under Tjetjenien-krigene.

Han fortæller, at han heller ikke på nogen måde har sympati for de gamle oligarker, som også stjal sig til deres rigdomme og som har hevet enorme summer ud af Rusland. Blandt andet oplyser Felgenhauer, at den nu flygtede Gutserijev har været et højtstående medlem af det populistiske og ultranationalistiske parti LDPR (Det Liberaldemokratiske Parti, red.) af hvem han havde 'købt' en plads i parlamentet og endda jobbet som næstformand i parlamentet, hvorfra han i ro og mag kunne gøre tilværelsen nemmere for Russneft. Og ifølge Felgenhauer har myndighederne selvfølgelig altid en grund til at gribe ind over for de gamle oligarker, for de har tilranet sig enorme formuer og betaler ikke skat, hvis de på nogen måde kan undgå det.

I Moskva går spekulationerne på, at Kreml ved hjælp af Russneft og andre store selskaber er i færd med at danne endnu en statskontrolleret megakoncern i stil med det gigantiske gasselskab Gazprom. Pavel Felgenhauer mener imidlertid ikke, at situationen er holdbar, fordi de "gennemkorrupte og tyvagtige embedsmænd" snart vil forårsage stagnation og katastrofe i den russiske økonomi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu