Læsetid: 6 min.

'Styret har geværer og kugler. Vi har kun vores bare hænder'

Vores øjenvidne Sara Olsen i Myanmar har fået sværere ved at komme igennem. Styret har delvist lukket ned for internetforbindelserne, men i går lykkedes det endelig. Hun har ikke set en munk på gaden i to dage, det svirrer med rygter, og ingen ved, hvor mange der egentlig er blevet dræbt
Udland
1. oktober 2007

Yangon, fredag:

"Verden venter på en massakre før den griber ind. Hvor mange mennesker skal dø, før det internationale samfund griber ind," spørger en jurist i 40'rne.

"Det eneste sprog styret forstår er magt. FN må sætte hårdt mod hårdt," tilføjer en lokal nødhjælpsmedarbejder.

"Men jeg tror ikke, Gambari (FN's særlige udsending Ibrahim Gambari, der besøgte Myanmar i weekenden, red.) kan gøre noget. Det er vores eget problem."

Vi observer dagens slag og troppemanøvrer fra et stort hotel. Demonstranterne er spredt i mindre grupper. Der er langt færre af dem end i de foregående dage, og der er ikke en munk at se. De bevæger sig i sidegaderne og store grupper af soldater og kampberedte betjente jagter dem til fods og i lastbiler. Et flag med den kæmpende påfugl vajer over en lille flok.

"De skyder," lyder det fra et par forpustede diplomater, der netop har været på gaden i samme kvarter for at købe en kikkert. "Men vi så ikke nogen falde om."

"Jeg har set en massakre," forklarer en tysk mand, der stærkt chokeret kommer ind på hotellet. "Jeg kommer lige derfra. Jeg hørte skud, og så gemte jeg mig på posthuset, men blev smidt ud, da jeg ikke måtte være der. De ansatte prøvede at forsvare mig."

"Jeg så 30 kroppe ligge i rækker på jorden. Folk bad foran dem."

Hans oplysninger bliver senere på dagen dobbeltchecket af diplomater og FN-folk. Andre øjenvidner har meldt om konfrontationer i samme område, men ingen har meldt om dræbte. Når man er midt i en kampzone kan selv ens egne sanser drage hastige konklusioner.

"Pas på. Der er også militær i civil på hotellet," advarer en ung rengøringsassistent mig. Vi spejder ud over byen fra hotellets 17. sal. Der er masser af militær, men ingen demonstranter. Det ser roligt ud, men vi ved, at selv om vi står midt i det og med udsigt, har vi intet overblik. Pludselig flygter cirka 100 mennesker over en af byens broer forfulgt af soldater i fire lastbiler, der jagter dem. En mindre gruppe flygter ad en sidevej, men bliver fanget af fremadrykkende bevæbnede betjente. Jeg ser syv blive anholdt og ført til en politistation.

"Der bliver ikke slået på dem nu," siger rengøringsassistenten. "Men de vil blive gennembanket på politistationen."

"Please hjælp os. Please. Please. Jeres land er et godt land. Vores styre dræber folk. Vil I hjælpe os?" tigger taxachaufføren, der kører mig hjem den aften.

Lørdag:

"Det er hans sidste chance. Han har været her tre gange før uden det store resultat," Siger Myo Htet, en ung burmesisk sanger. Vi sidder i en af Yangons store parker ikke langt fra FN-bygningen. Ibrahim Gambari kan ankomme hvert øjeblik det skal være.

"Jeg synger mest kærlighedssange, men også nogle gange frihedssange. Jeg kan godt lide Aung Sang Suu Kyi," siger sangeren, hvis far er i hæren, udstationeret langt mod nord.

"I dag synger jeg nok ikke, så arresterer de mig bare," tilføjer han. Fuglene synger i parken, da regnen holder op. Biler kører forbi på vejen. Det kunne være hvilken som helst fredelig dag, hvis det ikke var for frygten.

"Gambari kommer i dag," siger et par unge muslimske fyre, der venter på gadehjørnet nær parken. "Militæret har været ved magten i 40 år, så han kan ikke gøre noget."

De vil ikke fortælle mig, hvad de venter på, men spørger: "Kender du ikke planen?"

Det har svirret med forlydender om, at det i dag vil være ved FN-bygningen, demonstranterne vil samles. Men der er endnu tomt.

Myanmar og verden venter på Gambaris ankomst, men troen på, at han kan få militæret til at stoppe volden, løslade munkene og indlede en dialog med den demokratiske opposition, kan ligge på et lille sted hos mange myanmarere. De håber, men har ikke meget at have det i.

"Han bliver nødt til at komme med noget substantielt og med en trussel i baghånden, ellers lytter de ikke til ham," siger en lokal ngo-medarbejder og fortsætter:

"En af mine bekendte besøgte et kloster, som militæret havde raseret. Der var blod på gulvet," tilføjer han og fortsætter:

"Det vi bekymrer os om nu er, hvad der sker med alle de, der er arresteret. Bag lukkede døre, væk fra medierne."

Pludselig ankommer en kolonne militærlastbiler, proppet med soldater, med retning mod FN-bygningen. Sikke en velkomst til Gambari, tænker jeg højt.

"Nej, de skal sikkert op til Seragonpagoden - til munkene," foreslår en af Myo Htet's venner.

En udlænding, der bor i Myanmar, fortæller om de arrestationer, han så, da han var på vej hjem her i eftermiddags.

"Der var 20-30 unge fyre, der sad langs med fortovet. De gjorde ikke noget. Pludselig ankom flere militærlastbiler, og nogle soldater gik over og talte til dem i fem-10 minutter. De unge ignorerede soldaterne. De kiggede ned og til siden, sagde og gjorde ingenting. Så blev de arresteret. Med armene bag hovedet blev de ført bort i de store militærlastbiler," fortæller han og forklarer som så mange andre før ham, hvordan de lokale samler sig beskyttende om ham, når han begynder at tage billeder af arrestationerne.

"Shoot, shoot, knips, knips" siger de, mens de sørger for at dække for ham, så soldaterne ikke ser ham tage billeder.

"En lokal fyr gav mig thumbs up, da jeg skjulte mig i en trappeopgang med mit kamera," forklarer en udenlandsk fotograf.

"Mange andre har også fortalt mig, hvor glade de er for, at vi fortæller verden," siger han og en tredje forklarer: "Lokale slog en ring om en udenlandsk fotograf, der blev ved med at filme, mens der blev skudt. 'Vi vil passe på dig', sagde de."

Søndag:

Jeg sidder i et kloster nær Shwedagon-pagoden.

"Han kravlede op i det træ i nat for at gemme sig for soldaterne og politiet," forklarer en ung fyr om en af munkene, som vi sidder og snakker med. De andre munke ler anspændt. Ingen af dem har rigtigt sovet de sidste par nætter.

"Vi er bange for, at soldaterne kommer og anholder os, ligesom de har gjort med de andre," forklarer en anden munk. "De har allerede taget flere end 1.000 munke, tror jeg."

"Farvel og måske på gensyn. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage," siger en munk, der er sidst i 30'erne. Han står i klosteret med en kuffert i den ene hånd og en paraply i den anden. Han skal med formiddagsflyet til Dawei i det sydlige Myanmar. Han skal tilbage til sin oprindelige landsby, da også han frygter at blive anholdt.

En lokal nødhjælpsarbejder kontakter mig senere for at fortælle, at han har sagt farvel til en gruppe munke, der var blevet beordret tilbage til deres hjembyer langt ude på landet.

"Jeg er så bange for at blive skudt, at jeg ikke tør gå uden for," siger en af de andre munke på klosteret. En munk forklarer, at han har haft en dunkende hovedpine de sidste par dage. Munkenes kloster ligger tæt på Shwedagon-pagoden, sidegader leder ned til det. Her er der roligt, men bare 100 meter væk patruljerer flere hundreder soldater og betjente for femte dag i træk. Natten forinden har FN's hotline i Myanmar fået opringninger fra desperate civile, der passer på munkene i deres klostre.

"Soldaterne har været her og siger, de vil komme tilbage med forstærkning, hvis ikke de civile forlader klostrene. Hjælp os."

En dreng på 16 år overrækker mig nogle bananer og kager fra overmunken. For et par dage siden var han og en kammerat travlt optaget af at læse til eksamen i elektronik, men nu er eksamen blevet udsat. Så de har god tid. Jeg advarer dem om massearrestationer af unge fyre nede i byen.

Munkene lærer mig det myanmarske ord for frygt 'pye deh'. Jeg nævner, at for bare et par dage siden, havde de ingen frygt.

"Styret har geværer og kugler. Vi har kun vores bare hænder," forklarer en af dem.

"Metta (det betyder kærlig venlighed, et af hovedbudskaberne i buddhismen, red.) er også et stærkt våben," insisterer jeg

"Ja, men styret dræber al metta," lyder svaret.

Med ét stivner de, og vi lytter alle intenst.

"Det lyder som skud langt herfra, men det kan også være så meget andet."

Og han har ret.

Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym fra Myanmar, men hendes navn er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

live new feeds fra burmanews.cbox.ws

Cbox

hosted by Cbox.ws

Jørgen Tryggestad

Ifølge en rapport datert 1. mars 2000 i den autoritative britiske publikation "Jane's Intelligence Review", forfattet af William Ashton og med titlen "Myanmar and Israel develop military pact", går det frem at Israelske selskaper og den israelske regering har været stor-leverandør af våben og militært udstyr og efterretnings-"know-how" til regimet i Burma siden midten af 1990-tallet.

Israel benægtede oplysningerne da rapporten kom frem, men benægtelser kom jo også fra den kant med hensyn til anklager for israelsk våbensalg til både Kina og til Syd-Afrika under apartheid-styret.

Hvis dette fremdeles foregår, så må Israel nok være det bedste sted for EU og USA at sætte pres på for at svække det brutale styre i Burma.