Læsetid: 4 min.

USA og Pakistan har fælles interesser i fredsudspil til afghanske oprørere

Præsident Musharraf søger stabilitet hjemme i Pakistan – USA leder efter en exit-strategi i Afghanistan
28. september 2007

NEW DELHI - "Jeg var en af de delegerede fra Pakistan i den 'freds-jirga', der i august blev holdt i Kabul sammen med afghanske stammechefer. Det var første gang, at disse 700 mennesker havde mulighed for at mødes. Denne forsamling af traditionelle stammeledere fra de to lande vil få positive resultater. Talebanerne deltog ikke i 'freds-jirgaen', men de skal være med i kommende fredsforhandlinger."

Darya Khan Afridi er malik, det vil sige traditionel leder, i området omkring Khyber-passet. Her er han den højeste lokale autoritet i det stammeområde, hvor den pakistanske regerings autoritet begrænser sig til vejen. Alt andet derudover er under malikens autoritet.

Til trods for at Darya Khan Afridi primært definerer sig som afghaner, dernæst som pashtun og i sidste række som pakistaner, så var han stolt over, at Islamabad havde udpeget ham til at være en af Pakistans delegerede på 'freds-jirgaen'.

Denne 'freds-jirga' blev fra vestlig side affejet som nytteløs, men den har ikke desto mindre haft en dynamik. Denne skal sættes i sammenhæng med, at de cirka 50.000 udenlandske tropper i Afghanistan ikke har "tilintetgjort fjenden", og at der efter seks år heller ikke er udsigt dertil. Til gengæld har al-Qaeda kunnet reorganisere sig og udgør igen en global trussel.

Desuden skal freds-jirgaen ses på baggrund af den mere og mere kaotiske politiske og sikkerhedsmæssige situation i Pakistan. USA's trofaste allierede, præsident Pervez Musharraf, har betydelige problemer med at fortsætte på sin post. Desuden er landet på det seneste kommet i en borgerkrig, hvor islamistiske militser ikke længere bare angriber pakistanske soldater i stammebæltet.

Behov for fred

"Jeg var begejstret for præsident Musharrafs tale på freds-jirgaens sidste dag. Det var tydeligt, at han har behov for fred i Afghanistan for at genskabe stabilitet i Pakistan og dermed sikre sin post som præsident," vurderede Darya Khan Afridi.

Tilsyneladende er det også lykkedes Musharraf at overtale den lange række af højtstående besøgende fra Washington netop herom - at han har et presserende behov for, at den afghanske præsident, Hamid Karzai, lægger sig i selen for at tilbyde en 'inter-afghansk' dialog med talebanerne i håb om herved at kunne dæmpe kampniveauet i Afghanistan.

På dette punkt er der fuld overensstemmelse mellem Islamabad og Washington. Med præsidentvalg i 2008 og efter seks års resultatløs militær indsats i Afghanistan har USA - og dermed de øvrige NATO-lande - behov for at finde en exit-strategi. En begyndende dialog mellem regeringen i Kabul - og dermed amerikanerne - og dele af taleban-oprørerne ville være et velkomment grundlag.

Freds-jirgaen i Kabul besluttede at nedsætte en 'under-jirga' bestående af 50 personer fra både Afghanistan og Pakistan med det formål at åbne for dialog med talebanerne. På et seminar i Peshawar i begyndelsen af september foreslog Afghanistans tidligere præsident, tadjiken Burhanuddin Rabbani, at Kabul snarest indleder forhandlinger med "alle afghanske fraktioner", også talebanerne og Hizb-i-Islami under eks-premierminister Gulbuddin Hekmatyar, der kæmper parallelt med dem.

Ny sprogbrug

Således tilskyndet af sin forgænger tilbød præsident Karzai den 9. september endnu en gang at åbne for drøftelser med de afghanske oprørere.

Talebanerne svarede prompte: "I vore nationale interesser er vi rede til at forhandle med regeringen."

Det var en ny sprogbrug for talebanerne, der normalt referer til islamiske værdier og ikke til "nationale interesser". Deres eneste betingelse var, at regeringen skulle garantere, at talebanernes forhandlere ikke ville blive arresteret og sendt til Guantánamo. En uges tid senere knyttede en talsmand for talebanerne dog andre krav til at ville forhandle med Kabul - at de udenlandske tropper forlader Afghanistan, og at landet bliver et "islamisk demokrati". Disse sædvanlige taleban-betingelser fik så præsidentens talsmand til at erklære, at der ikke kan drøftes videre på det grundlag.

Særdeles interessante var de ovenud positive internationale reaktioner, da det stadig så ud, som om talebanerne var rede til dialog.

Den 11. september var John Negroponte, USA's viceudenrigsminister, i Kabul. Han afviste ikke talebanernes tilbud om forhandlinger, og han omtalte ikke oprørerne som terrorister, som Washington i henhold til amerikansk lov ikke kan forhandle med.

Samtidig erklærede Tom Koenigs, FN's repræsentant i Afghanistan, sin fulde støtte til drøftelser mellem Kabul og talebanerne:

"Hidtil har mange erklæret, at de ikke vil forhandle med terrorister. Men talebanerne har mange facetter, og de skal ikke sættes i bås."

NATO's talsmand Nicholas Lunt udtalte den 13. september, at "NATO ser optimistisk på det mulige resultat af fredsforhandlinger mellem den afghanske regering og talebanerne".

Påfaldende i disse positive reaktioner var håbet om at se lys forude i den lange afghanske tunnel - en velkommen gave til præsident Musharraf med behov for stabilitet i Pakistan via Afghanistan og til USA ved formuleringen af en exit-strategi.

Hvad der vejede mindre tungt, var erkendelsen af, at talebanerne som den bedst organiserede gruppering vil blive dominerende i landets politiske liv og senere få afgørende indflydelse.

"Vi står ved indledningen til en lang og kompleks proces. På kort sigt vil den ikke have konkrete virkninger. Og de udenlandske og afghanske hellige krigere nærmer sig givetvis ikke forhandlingsbordet," skønner den afghanske general Bismillah Khan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu