Læsetid 24 min.

21 gange nej er ikke et rigtigt nej

Mens Irak går i opløsning, har danske politikere og embedsmænd i årevis forsøgt at presse myndighederne i Bagdad til at tage imod tvangsmæssige hjemsendelser af afviste asylansøgere. Mindst 21 gange har irakerne sagt 'nej'. Alligevel mener integrationsministeren i dag, at der er tale om 'en god og konstruktiv dialog'. Information har fået adgang til flere hundrede dokumenter fra Integrationsministeriet
20. oktober 2007

I mobiltelefonen får hun at vide, at ukendte gerningsmænd er trængt ind i hendes søsters hus. Det er den 2. oktober 2006, og hun står over for ambassadør Bo Eric Weber på ambassaden i Bagdad. Samia Aziz Mohammed har dansk statsborgerskab og har boet i Næstved i 13 år, indtil Saddam Hussein blev væltet. Hun er taget tilbage for at hjælpe med opbygningen af landet og blev valgt til det irakiske parlament. I telefonen får Samia Aziz Mohammed at vide, at de bevæbnede mænd har dræbt hendes nevø og svoger, og at hendes niece er blevet skudt gennem øjnene, men mirakuløst har overlevet.

"Pludselig sker det, og så er der ikke mere at snakke om, for hun er totalt oprevet," fortæller den danske ambassadør i Bagdad, Bo Eric Weber, til Information. Han holder om hende og gør hvad han kan for at hjælpe.

Få dage forinden har Samia Aziz Mohammed mødt en delegation af danske embedsmænd, som var i Bagdad for at overtale den irakiske regering til at tage imod afviste irakiske asylansøgere. Hun fortæller til Information, hvordan hun advarede embedsmændene om, at sikkerhedssituationen var for dårlig, og det var alt for farligt at tvinge afviste asylansøgere tilbage. Nu oplever hun på nærmeste hold hvordan.

De bliver siddende

I dag sidder 472 afviste irakiske asylansøgere i danske asylcentre. Mange har siddet der i fem, seks eller syv år. De kan ikke tvinges tilbage til Irak, for regeringen i Bagdad vil ikke lave en aftale om tvangsmæssige hjemsendelser.

Når et flertal i Folketinget accepterer, at irakerne alligevel bliver siddende i danske asylcentre, så hænger det blandt andet sammen med, at regeringen foregiver, at en løsning skulle være lige om hjørnet. Det er den ikke.

For de over 350 irakerne fra det centrale og sydlige Irak er forhandlingerne om tvangsmæssig udsendelse i praksis gået i stå, selvom integrationsminister Rikke Hvilshøj ikke vil erkende det offentligt.

- Forhandles der for tiden med myndighederne i Bagdad om en aftale for tvangsmæssig hjemsendelse for de afviste asylansøgere, der kommer fra det centrale og sydlige Irak?

"Der er fortsat en god og konstruktiv dialog med de irakiske myndigheder," svarer Rikke Hvilshøj til Information.

Men de mange dokumenter, som Information har gennemgået, tyder på, at det ikke er den rigtige forklaring. Det fremgår tværtimod, at de irakiske myndigheder systematisk og entydigt har afvist at tage imod afviste asylansøgere, der ikke vil rejse hjem frivilligt. Der er i mere end tre år ikke kommet noget ud af 'dialogen'.

Ambassadør i Bagdad Bo Eric Weber fortæller til Information, at han ikke har diskuteret tvangsmæssig hjemsendelse med myndighederne i Bagdad siden december sidste år.

"Det er jo ikke et emne for tiden. Det ser ud til, at det fra dansk side er erkendt, at situationen ikke er til udsendelse i øjeblikket," siger Bo Eric Weber.

114 nordirakere

Mens den danske regering har opgivet egentlige forhandlinger om tvangsmæssig udsendelse til det centrale og sydlige Irak, så presser den stadig på for at få en aftale i det nordlige Irak med de regionale myndigheder. Her har de kurdiske politikere klart afvist en sådan aftale, men skulle det alligevel lykkes Integrationsministeriet at få en aftale, vil en sådan udelukkende omhandle de omkring 114 irakere, som Rigspolitiet oplyser, kommer fra det nordlige Irak.

Det kan ikke lade sig gøre at tvangsudsende irakere fra resten af Irak til det nordlige Irak. Det vil forstyrre den etniske balance, og den kurdiske regering er i forvejen under pres fra de mange flygtninge, der gerne vil ind i Nordirak.

Ambassadør Bo Eric Weber bekræfter da også, at man ikke vil forsøge at tvinge irakere, der oprindeligt kommer fra resten af Irak, tilbage til det kurdiske område.

Information søgte i foråret aktindsigt i Udenrigs- og Integrationsministeriets sagsmapper om en 'tilbagetagelsesaftale med irakiske/kurdiske myndigheder ang. afviste asylansøgere i Danmark', og i slutningen af august kom en lang række dokumenter, mails og fact-finding rapporter. Selv om langt det meste af indholdet er overstreget, så er det alligevel muligt at sammenstykke en særdeles langstrakt proces, hvor danske embedsmænd, diplomater og ministre i lang tid fortsatte presset på Irak, selv om sikkerhedssituationen blev dårligere og dårligere i takt med, at landet gik i opløsning og derfor havde større problemer at slås med end at modtage afviste asylsøgere fra Vesten.

Fødselsdagskagen

En af de irakere, der har set sine børn vokse op på asylcenter, er Hannah på 46 år. Hun har tre børn, og familien har boet mere end seks år på dansk asylcenter. Forleden fyldte hendes søn 17 år, men han havde ikke lyst til at fejre dagen. Flere dage efter, da Information besøgte familien, stod fødselsdagskagen stadig urørt i køleskabet.

Hannah kom til Danmark tilbage i 2001. Samme dag, som tvillingetårnene kollapsede i New York, afgav hun sine fingeraftryk til Den Centrale Politiafdeling i Sandholm. Men Hannah og børnenes flugt startede i virkeligheden flere år før, da hendes mand blev overhældt med benzin og brændt levende af Saddam Husseins sikkerhedsstyrker.

Ifølge de danske asylmyndigheder kan Hannah trygt vende tilbage til sit hjemland med børnene, men det tør hun ikke. Udtalelser fra børnepsykologer, psykiatere og læger giver et uhyggeligt billede af, hvordan familiens helbred er forværret under opholdet i Danmark: Hannah er begyndt at opleve, at 'djævlen opsøger hende', og psykiatere beskriver, hvordan den ene af hendes døtre har forsøgt at kvæle sig selv, mens hendes søn er præget af angst og ikke kan sidde stille og koncentrere sig, for så begynder han at tænke for meget.

Ingen risiko

I 2001 og 2002 er Irak et af de lande, hvorfra Danmark modtager flest asylansøgere, næsten 4.000 i alt. Samme dag, som den dansk støttede invasion af Irak begynder den 20. marts 2003, indstiller de danske myndigheder behandlingen af asylsager "på grund af forholdene i Irak".

"Indtil videre" vil myndighederne derfor ikke forsøge at sende afviste asylansøgere tilbage. Dermed følger Danmark en anbefaling fra FN's Højkommissariat for flygtninge, UNHCR, om ikke at sende afviste asylansøgere tilbage til Irak med tvang. Men der går ikke mange måneder, før regeringen ignorerer UNHCR's anbefalinger og i stedet starter forsøgene på at returnere de mange hundrede irakere, der ikke er blevet anerkendt som flygtninge.

Den 12. januar 2004 mødes chefen for det danske repræsentationskontor i Bagdad, Torben Gettermann, således med den irakiske udenrigsminister Hoshyar Zebari. Mødet beskrives i en mail fra Udenrigsministeriet den 13. januar med titlen "returnering af irakiske flygtninge". Her bruger ministeriet ordet 'flygtninge', selv om det udadtil betones, at der er tale om afviste asylansøgere. Ikke flygtninge. For, som det understreges i en skrivelse fra Integrationsministeriet den 7. juli 2003: "Hvis en asylansøger ikke har fået asyl, kan denne vende hjem til sit land uden at risikere forfølgelse."

Den besked har Hannah svært ved at forstå, men det er ikke hendes eneste problem. Den 13. januar 2004 skriver psykolog på Sigerslev Asylcenter om Hannah, at hun lider af "svær posttraumatisk stresstilstand med depression og mareridt, vejrtrækningsbesvær, koncentrationsbesvær, angst, synshallucinationer."

Afslag på stribe

Allerede før invasionen af Irak har Hannah fået afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen, der vurderer, at drabet på hendes mand og efterfølgende husransagninger ikke er tilstrækkelig grund til asyl. Heller ikke at hun selv er blevet voldsomt mishandlet af de irakiske sikkerhedsstyrker gør indtryk på de danske asylmyndigheder. Hannahs sag kommer op i Flygtningenævnet i marts 2004. Hendes advokat fortæller, at da hendes mand har arbejdet i hæren, vil der i dag være risiko for, at hun bliver sat i forbindelse med det tidligere system. Hun er desuden bange for at blive forfulgt som kristen.

Hannah får afslag på asyl den 21. april 2004 fra Flygtningenævnet med begrundelsen, at Saddam Hussein er væltet, og derfor "kan de påberåbte konflikter med myndighederne ikke begrunde asyl". Afslaget henviser også til en rapport fra en fact-finding mission fra januar 2004, der beskriver "mange terrorangreb". Men Hannah har ikke noget at frygte, for i rapporten kan man læse, "at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge."

Problemet er bare, at det er alle kilder netop ikke enige om. Det ved Flygtningenævnet, for næsten en måned før at afslaget sendes til Hannah, har Udlændingestyrelsen i et statusnotat den 26. marts 2004 konkluderet, at "enhver iraker, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kan være i fare", og at der hersker en "tilstand af anarki" i Irak.

Hannah er ikke den eneste irakiske asylansøger, der får afslag. De falder på stribe, efter at de danske myndigheder genåbner sagsbehandlingen. Fra efteråret 2003 til marts 2004 gives 445 afslag, mens kun 11 irakere får asyl.

Frivillige hjemrejser

Foråret i Irak 2004 er voldsomt og blodigt. Den 1. februar 2004 detoneres to selvmordsbomber i Erbil i det nordlige Irak, og 100 mennesker mister livet. Den 2. marts dræbes mere end 180 shiamuslimer i to bombeangreb i Bagdad og Karbala.

I Udlændingestyrelsens statusnotat fra den 26. marts 2004 fortælles, at Storbritannien nu har indgået en aftale med den amerikansk ledede provisoriske regering om at tvangshjemsende 30 afviste asylansøgere om måneden.

I Bagdad forsøger den danske ambassade forgæves at få en lignende aftale i hus, inden amerikanerne skal overdrage styringen af Irak til irakerne den 1. juli 2004.

En del afviste asylansøgere vælger at tage imod den danske regerings tilbud om økonomisk støtte, hvis de tager frivilligt hjem. I alt tager 333 irakere imod regeringens første støtteordning.

Men Hannah vil ikke tilbage uanset regeringens tilbud om penge:

"Vi flygtede, fordi vi var i fare, ikke for at få penge. Pengene betyder ikke noget, hvad skal jeg bruge dem til, hvis jeg er død?"

I foråret 2004 bliver Hannah og hendes børn sat på 'madkasseordningen', som er regeringens forsøg på at motivere familien til at tage hjem til Irak. De får nu hverken lommepenge eller madpenge, men derimod en kasse med den allermest nødvendige mad hver 14. dag.

Rene bukser

Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Bente Rich har set Hannah den 24. juni 2004 og skriver om hende i journalen: "Helt opløst i fortvivlelse over sin situation. Vil sultestrejke og have de tre børn til det samme."

En måned senere den 24. juli skriver psykiater Bente Rich en udtalelse til Udlændingestyrelsen om Hannah: "Hun er nu så psykisk medtaget efter mange lidelser i årenes løb samt afslag på ophold i Danmark, at såvel hendes overlevelse som børnenes trivsel er i fare."

Situationen forværres, og den 19. august 2004 skriver Bente Rich i en speciallæge-erklæring: "Situationen er ude af kontrol i denne familie - madpakkeordningen - har fået de sidste rester af samarbejde til at kuldsejle. Eks.: Den 13-årige Joussef skulle i dag på skoleudflugt, havde ingen rene bukser (har kun et par, må gå i pyjamas, når de skal vaskes.) - Han slog lillesøster for at få hendes bukser - mor slog ham osv. - Efter mit bedste skøn bevæger han sig på en knivsæg, hvor han kan foranledige ulykker på andre - eller sine omgivelser. Familien sælger åbenbart madpakkerne for at skaffe de fødevarer, børnene (spec. Joussef) accepterer".

Bente Rich er ikke i tvivl om risikoen: "Den førte konsekvenspolitik (af myndighederne) vil før eller senere provokere ulykken her - og familiens indbyrdes relationer er for længst ødelagt".

Nogle uger senere lykkes det Hannah at komme af madkasseordningen, fordi hun ikke kan tåle mælkeprodukter, og i september 2004 søger hun med hjælp fra en advokat om humanitær opholdstilladelse.

På sigt

Samtidig i september 2004 har en dansk-britisk fact-finding kommission været i Irak, og deres rapport gør status på den irakiske holdning til tvangshjemsendelser: "Den irakiske regering modsætter sig, at irakere vender hjem i større antal, og at irakere tvangsudsendes, indtil situationen i Irak er blevet bedre."

Det anfægter dog ikke den danske regering. Den vil fortsat gerne af med irakerne og meget gerne tvangshjemsende dem - det handler bare om at overtale de irakiske myndigheder. Senere på måneden, den 27. september 2004, får udenrigsminister Per Stig Møller mulighed for at mødes med Iraks udenrigsminister, Hoshyar Zebari, under FN's generalforsamling i New York. Her drøfter han 'Udsendelser til Irak' ifølge en mail fra Udenrigsministeriet to dage senere.

Samtidig den 28. september 2004 mødes den daværende integrationsminister Bertel Haarder med den irakiske migrationsminister, Pascale Isho Warda. Af et senere referat fra den 5. april 2005 fremgår det, at Pascale Isho Warda på mødet "erklærede sig enig i, at Irak på sigt skal tage imod tvangsmæssigt udsendte irakere". Her står også, at det vurderes som "en åbning i forhold til at indgå en aftale mellem Danmark og Irak om udsendelse". Det er, ud fra materialet Information har fået aktindsigt i, det tætteste, Danmark kommer på en aftale med myndighederne i Bagdad. I de næste to et halvt år skal Danmark adskillige gange forsøge at konkretisere denne 'åbning', men uden resultat.

100.000 døde

Kort tid senere, i slutningen af oktober 2005, offentliggøres i det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet en undersøgelse, som konkluderer, at omkring 100.000 civile irakere foreløbigt har mistet livet som følge af invasionen. Andre målinger har lavere tal, men vurderingen i The Lancet er baseret på den standardmetode, som FN bruger i tilsvarende situationer.

I Bagdad fortsætter den danske udlændingeattaché forsøgene på at få en udsendelsesaftale, men det er ikke nemt at mødes med de relevante irakiske politikere. I en mail den 31. marts 2005 lyder det således:

"Mødet med Integrationsministeriet er blevet aflyst på grund af sikkerhedssituationen. Der er bl.a. faldet morterer tæt ved ambassaden."

I Danmark er regeringens nye Irak-analyse færdig i slutningen af april 2005, og her står: "Sikkerhedssituationen, der fortsat er meget alvorlig, er præget af en række forskellige, aktuelle eller potentielle konflikter", og senere: "Visse grupper benytter ofte terrorangreb mod civile som våben."

Optøjer i asylcenter

Men sikkerhedssituationen i Irak ændrer ikke den danske regerings strategi. To uger senere sender Udlændingestyrelsen et brev til Hannah og de andre irakiske asylansøgere på Avnstrup asylcenter. Brevet uddeles den 4. maj 2005 ved 23-tiden, og der står bl.a.: "Du har fået afslag på asyl og skal udrejse af Danmark. Hvis du ikke frivilligt vil medvirke til hjemrejse, vil din sag afvente, at politiet kan udsende dig med tvang".

Det er onsdag aften før Kristi Himmelfartsdag, og irakerne forstår det, som om, at de nu står over for umiddelbart at blive tvunget hjem. De forsøger at komme i kontakt med centerpersonale, der kan forklare dem situationen, men får at vide, at de må vente til efter weekenden. I angst og frustration begynder nogle at smadre borde, stole og vinduer i kantinen. 50 politibetjente med hunde bliver tilkaldt. Hannahs søn på 14 år bliver anholdt og sat i håndjern i en bus, og hans søster 350 stiller sig op i et vindue på 5. sal og skriger, at hun springer, hvis ikke politiet løslader hendes bror. Hannah har ligget og sovet, og da hun fortumlet kommer på benene og ser sin søn på vej væk i en politibus, råber og skriger hun og forsøger at få ham fri. Derfor bliver også hun anholdt.

Bagefter lægger 'Støttekredsen for flygtninge i fare' fotos på deres hjemmeside af "ung irakisk pige slået i ansigtet med politi-knippel" og "kvinde slået i ryggen og i nakken med politiknippel". En uge efter skriver irakerne til Justitsministeriet: "Hvorfor skulle vi modtage et frygteligt brev som det i natten?"

Episoden får myndighederne til at ændre proceduren for udsendelse af den slags breve. Udlændingestyrelsen har i efteråret 40 breve liggende, og man frygter, at de kan udløse en lignende tumult. Derfor foreslår styrelsen, at den slags breve ikke sendes på én gang, men over nogle dage i portioner af 10 stks., og at både Rigspolitiet og politiet i Roskilde orienteres på forhånd. Den 17. oktober refererer en embedsmand, hvad integrationsminister Rikke Hvilshøj synes om denne plan: "... ministeren finder, at det er en rigtig god idé ...".

Godmorgen Bagdad

I Bagdad forsøger udlændingeattaché Per Asp Larsen måned efter måned at tilbyde irakerne forskellige projekter til gengæld for at tage de afviste asylansøgere tilbage. Samtidig skriver han frontrapporter fra Bagdads mest sikre zone. Den 14. juli 2005 lyder en mail fra Per Asp Larsen:

"Morgenen startede med angreb på checkpoint 2 ind til zonen med tre selvmordsbomber efterfulgt af tungt maskingevær- og morterangreb, men så var det også blevet tid til kaffe. Godmorgen Bagdad;-)".

Kort tid efter skaber en lokal avisartikel røre, fordi den afslører, hvordan danskerne forsøger at forhandle. I artiklen fra det irakiske dagblad Azzaman den 4. august 2005 citeres Jalal Tuama, chef for Basras Udviklings- og Genopbygningskomité, for at sige: "Danmark har udtrykt at være parat til at bygge en by med 300 huse, på hver 200 kvadratmeter (...) Danmark vil give disse huse til irakiske flygtninge fra landet, der er villige til at tage hjem til Irak".

I artiklen står der, at "det er første gang, et vestligt land bruger genopbyggelsesmidler til at lokke irakiske flygtninge hjem."

Det er en klar dansk forhandlingsstrategi, at man forsøger at handle sig frem til en aftale. Det viser en mail fra den 7. august 2005 af Per Asp Larsen med overskriften "Potentiel fordeling af de bilaterale midler i Irak/Tilbagetagelsesaftale". Mailen handler om de fem millioner kroner, der er afsat til brug for den bilaterale nærområdeindsats. Ambassaden har holdt tre møder med den forhenværende minister, og Per Asp Larsen skriver: "Under disse møder søgte vi at indhente information om, hvilke tiltag MoDM (det irakiske migrationsministerium, red.) ville finde hensigtsmæssige i relation til tilbagetagelse."

Irakerne har i mellemtiden skiftet minister, og Per Asp Larsen har også afholdt møder med de nye repræsentanter, og her "er det ligeledes forsøgt at identificere, hvilke projekter og tiltag, der ville kunne fremme aftaleindgåelse under de kommende forhandlinger."

Men uanset ministerskiftet er irakerne fortsat ikke interesserede i at handle om de afviste asylansøgere, og Per Asp Larsen slutter: "Der er dog ikke på nuværende tidspunkt, modtaget svar på denne opfordring, andet end at man ikke ønsker at modtage irakere uden lovligt ophold i Danmark på dette tidspunkt grundet den sikkerhedsmæssige situation i Irak."

Det er nu niende gang, at danskerne får den samme besked.

Alle rejser frarådes

Kort tid efter får statsminister Anders Fogh Rasmussen den 15. september 2005 mulighed for at møde den irakiske præsident, Jalal Talabani, til FN-topmøde i New York. Igen bruges chancen til at bringe spørgsmålet om tvangsmæssig udsendelse op.

Dagen forinden har været en af den irakiske hovedstads blodigste siden invasionen, og en serie selvmordsbomber har slået mere end 150 mennesker ihjel og såret 570.

Jalal Talabani forklarer statsministeren, at i Bagdad er situationen "fortsat for usikker". Det kan man læse i et senere referat af mødet fra den 21. oktober 2005, hvor det også beskrives, at Talabani mener, at det godt kan lade sig gøre at sende asylansøgere tilbage til de kurdiske områder i nord.

De danske bestræbelser i den retning er i fuld gang. I Bagdad er udlændingeattachéen netop ved at forberede en tur til det nordlige Irak for at diskutere spørgsmålet med de regionale myndigheder. Men først strides Udenrigs- og Integrationsministeriet om finansieringen af denne tur. Begge ministerier ser helst, at det andet betaler. Skænderiet kan hænge sammen med prisen, der igen hænger sammen med nødvendigheden af at hyre et privat sikkerhedsfirma til turen. Udenrigsministeriets rejsevejledning for Irak af 2. november giver et billede af "den meget usikre og risikofyldte sikkerhedssituation" i landet. Her står bl.a.: "Alle rejser til Irak frarådes. Danskere i Irak opfordres til at forlade landet".

"Vælger man alligevel at rejse til Irak eller blive i Irak, bør man sikre sig den professionelle beskyttelse, som er nødvendig."

Kære alle

Samtidig med striden om finansieringen får Per Asp Larsen et uventet problem. Han har den 27. oktober 2005 været til møde med den irakiske migrationsminister, Suhaila Abed Jaafar, og det får ham til at skrive en hastemail hjem: "Kære alle. HASTER. Jeg skal hurtigst muligt bede jer om at fremsende nogle generelle forklaringer på, hvorfor asyl er blevet afslået i de irakiske sager. Vi er nødt til at kunne beskrive, hvad der karakteriserer denne gruppe og deres begrundelser for afslag".

Den irakiske migrationsminister har altså spurgt den danske udlændingeattaché, hvorfor de irakiske asylansøgere ikke anerkendes som flygtninge, og Per Asp Larsen har ikke vidst, hvad han skulle svare. Nu vil han gerne have hjælp, og, som han skriver, gerne inden "kontortids slutning" samme dag.

I over to år har Danmark forsøgt at presse skiftende irakiske regeringer til at tage afviste asylansøgere tilbage, men fra dette tidspunkt er embedsmændene i Bagdad formentlig på det rene med, at der ikke kommer en aftale med de irakiske myndigheder. I hvert fald skriver ambassadør Christian Oldenburg en redegørelse hjem om situationen den 14. december 2005. Offentligheden kan ikke få oplyst, hvad ambassadøren skriver om forhandlingerne, men reaktionen på hans redegørelse viser, at han på daværende tidspunkt ikke tror på en aftale med irakerne.

Ikke flere forhandlinger

Vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen får ambassadørens redegørelse tilsendt og reagerer omgående ved at skrive til Integrationsministeriet. Det lader til, at ambassadørens redegørelse ikke stemmer overens med Integrationsministeriets positive udmeldinger i andre sammenhænge om en tilbagetagelsesaftale med Irak.

Vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen forstår på ambassadørens redegørelse, at der ikke længere er tale om løbende forhandlinger. I hvert fald skriver han den 16. december 2005 og spørger Integrationsministeriet, "hvorvidt ambassadørens orientering giver ministeriet anledning til at ændre i indholdet af ministeriets skrivelse af den 3. november 2005, herunder ikke mindst i forhold til et realistisk tidsperspektiv for indgåelsen af en tilbagetagelsesaftale."

Grunden til, at Rigspolitiet underrettes, er, at der sidder en håndfuld irakere varetægtsfængslede for kriminalitet, og de skal udvises, såfremt man kan få en aftale med myndighederne i Bagdad. Men hvis ikke det virker realistisk at lave en udsendelsesaftale, så er der grænser for, hvor længe folk kan holdes varetægtsfængslede.

I december 2005 har Irak igen klart afvist at tage asylansøgere tilbage, og alt tyder på, at ambassadøren har accepteret dette. Forhandlingerne er brudt sammen - hvis de nogensinde har eksisteret som andet end et heftigt dansk ønske.

Det billede bekræftes tre måneder senere i et statusnotat fra Integrationsministeriet til Dansk Folkeparti fra den 9. marts 2006, hvori der bl.a. står:

"Den irakiske regering har hidtil henvist til, at problemerne med den nuværende sikkerhedssituation (...) og internt fordrevne personer i Irak skal løses, før Irak er parat til at acceptere tvangsmæssige udsendelser af irakiske statsborgere."

Vejsidebomben

Intet tyder på, at den danske regering siden er kommet nærmere egentlige forhandlinger med myndighederne i Bagdad.

Men selv om myndighederne i Bagdad ikke vil lave en aftale om hjemtagning, så opgiver den danske regering ikke håbet om i det mindste at lave en aftale med de regionale kurdiske myndigheder i det nordlige Irak. Fra januar 2006 finder flere møder sted, hvor danskerne fremfører deres ønske, men da svarene er slettet fra aktindsigten, kan offentligheden ikke få oplysninger om, hvordan kurderne reagerer. Man kan dog se, at også kurderne er ved at aflyse dialogen, da udlændingeattaché Per Asp Larsen den 21. februar 2006 sender en mail fra det kurdiske ministerium med titlen "vedr. afbrydelse af forhandlingerne om tilbagetagelse."

Præcis samme dag den 21. februar 2006 rapporterer Reuters, at den irakiske minister for migration Suhaila Abed Jaafars konvoj er blevet ramt af en vejsidebombe i Bagdad. Hun slipper uskadt, mens tre politifolk bliver såret.

Mailkorrespondancen tyder ikke på, at ambassaden eller ministerierne registrerer, at den irakiske minister, man forsøger at presse til en aftale, bliver udsat for et bombeangreb. I Danmark har Integrationsministeriet travlt med at diskutere formuleringer i den nye Irak-analyse, og to dage efter vejsidebomben mod Suhaila Abed Jaafar lyder et af forslagene til analysen: "Fra dansk side fastholder man således størst muligt pres på de irakiske myndigheder for indgåelse af en aftale om tvangsrepatriering af afviste asylansøgere."

Hannah er nu flyttet til Sandholm asylcenter, og samme nat som angrebet på den irakiske minister har hun voldsomme mareridt. Sygeplejersken på asylcentret skriver den 22. februar 2006 i hendes journal: "Klager des-uden over, at hun er begyndt at få mange mareridt igen; drømmer om djævlen og at der sker ting med hendes piger. Er frygtelig træt. Opfordrer hende til at forsøge at blive fysisk træt. Gå ture etc."

For en god ordens skyld

En ny strid mellem Udenrigsministeriet og Integrationsministeriet er opstået i Danmark. I samarbejde skal ministerierne lave den nye Irak-analyse, og her vil Integrationsministeriet skrive, at Irak er folkeretslig forpligtet til at tage deres afviste asylansøgere tilbage. Men det er noget sludder, fastslår Udenrigsministeriet, hvis juridiske chef i en mail den 18. april 2006 skriver tilbage til Integrationsministeriet:

"Vores hovedinteresse er, at vi beskriver den folkeretslige retstilstand korrekt ..."

Udenrigsministeriet foreslår et kompromis, hvor man tilføjer 'den lille sætning', at Danmark arbejder "for at udmønte dette princip i en aftale mellem Irak og Danmark," og sådan bliver den endelige udgave.

Samtidig betyder den accelererende sekteriske vold i Irak, at antallet af interne flygtninge er 'markant eskalerende'. Det skriver udlændingeattaché Per Asp Larsen i en mail den 24. april 2006, hvor han også 'for en god ordens skyld' og 'til orientering og evt. foranstaltning' vedhæfter en rapport om problemet. Måske udlændingeattaché Per Asp Larsen er kommet i tvivl om, hvorvidt der stadig skal presses på for en aftale med myndighederne i Bagdad. I dokumenterne fra aktindsigten er denne mail det sidste, man hører til Per Asp Larsen, der har brugt mere end et år på at forsøge at få en aftale på plads. Det lader til, at han stopper i Bagdad kort tid efter.

Konstruktivt samarbejde

Efter Per Asp Larsen er taget hjem fra Irak, fortsætter møderne med de kurdiske myndigheder. Information har gennem en dansk forsvarsadvokat fået adgang til et af de breve, hvis indhold Integrationsministeriet har slettet fra aktindsigten. Det drejer sig om et brev fra Integrationsministeriet til Rigspolitiet den 23. januar 2007. Det afslører, at selv om der intet sker til møderne mellem de danske og irakiske myndigheder, konkluderer Integrationsministeriet alligevel, at der er tale om 'et konstruktivt samarbejde'.

Den 27. september 2006 har ambassaden således holdt endnu et møde med den irakiske migrationsminister og en repræsentant for de regionale kurdiske myndigheder. I brevet fra Integrationsministeriet til Rigspolitiet den 23. januar 2007 refereres mødet. Det viser sig, at den irakiske migrationsminister er 'tøvende over for at indgå en generel tilbagetagelsesaftale', men synes, det er fint, hvis Danmark kan blive enig om en aftale med de kurdiske myndigheder i nord. Problemet er bare, at den kurdiske repræsentant ikke medbringer 'mandat til mødet' og derfor kun henviser til politikerne i regionen.

Altså et møde hvor intet konkret diskuteres, og hvor Bagdad afviser høfligt, som de har gjort hele tiden. Alligevel konkluderer fuldmægtig i Integrationsministeriet Liz Nymann Lausten i brevet til Rigspolitiet, at der er tale om 'et konstruktivt samarbejde'. I september 2006 har Bagdad svaret nej tak mindst 18 gange, viser aktindsigten fra Integrationsministeriet.

Samme delegation af embedsmænd, som i september 2006 er i Bagdad, er netop den, som også møder dansk/irakeren Samia Aziz Mohammed. Det er hende, der få dage senere under et møde på den danske ambassade får at vide i telefonen, at ukendte gerningsmænd har dræbt hendes svoger og nevø. Hendes niece bliver ved samme lejlighed skudt gennem øjnene, men overlever. Hun er i dag blind og flygtet til Danmark, hvor hun forsøger at få asyl.

Hannah bor på Sandholm asylcenter i sommeren 2006. En psykologundersøgelse fra den 10. maj 2006 af familiens yngste datter Sara på 14 år, beskriver, hvordan hun er præget af depression og angst. Hun går ikke i skole og har ingen veninder. Selv fortæller Sara til psykologen, "at hun ofte er bange om natten. Hun får ondt i hjertet, hun har ondt i maven, og hun har svært ved at sove."

I undersøgelsen interviewes Hannah også, og selv om hun beskriver mange problemer i familien til psykologen, så fortæller hun også, at hendes datter er "en pige, der er fuld af kærlighed. Hun kan godt lide at gå i skole, og hun har mange fantasier om, hvad hun vil i fremtiden".

Det er taktik

I starten af 2007 er der for første gang noget, som lykkes for de danske forhandlere i Irak. På et møde den 23. januar 2007 accepterer de kurdiske myndigheder nemlig at tilbagetage kriminelle irakere fra det nordlige Irak. Og over sommeren udsender Rigspolitiet fire irakere, dømt for kriminalitet, til det nordlige Irak.

Samtidig står der i et referat af mødet fra Integrationsministeriet til Rigspolitiet den 9. juli 2007, at de kurdiske myndigheder har givet udtryk for, "at man var villig til at søge en pragmatisk løsning på problemet med de afviste irakiske asylansøgere i Danmark."

Det kunne tyde på en åbning, men kan også være endnu et udslag af Integrationsministeriets generelt positive sprogbrug, når forhandlingerne om en aftale beskrives.

I hvert fald er det påfaldende i hvor klare vendinger, kurdiske politikere i offentligheden afviser de danske forslag. I slutningen af januar siger blandt andre regionens udenrigsminister, Falah Mastafa Bakir, at situationen slet ikke er parat til at tage tvangshjemsendte flygtninge tilbage. Og den 22. februar 2007 kommer endnu en udmelding fra den samlede kurdiske regering, der er 'stærkt imod' tvangsmæssige hjemsendelser.

De kurdiske afvisninger bliver affejet i Danmark under henvisning til, at det nok bare er en måde at forhandle på. Selv om det altså er akkurat samme signal, som de irakiske myndigheder nu har meddelt danskerne i over tre år.

Det ved de konservatives integrationsordfører, Henriette Kjær, formentlig godt. Alligevel siger hun til Information den 13. marts: "Jeg tror, det er noget, de siger udadtil. Det er taktik, som man ikke skal tage for pålydende."

Som forhandler i det spørgsmål udsendte Danmark i starten af oktober 2007 den tidligere oberst Leif Bach Christensen til Erbil, hovedstaden i det nordlige Irak. Derfra skal han forsøge at få en aftale på plads med det kurdiske selvstyre i Nordirak. Om han kan vende mere end tre års resultatløse forsøg på at tvangsudvise irakerne, må fremtiden vise.

Samtidig har regeringen i Danmark tilbudt de afviste irakiske asylansøgere, at de kan underskrive en frivillig aftale om at rejse hjem med tilbud om økonomisk støtte og uddannelse. Indtil i dag har kun syv af de omkring 114 afviste asylansøgere fra det nordlige Irak underskrevet aftalen.

Forhandlingerne i bero?

Selv om det, i strid med de kurdiske politikeres udmeldninger, skulle lykkes regeringen at overtale kurderne til en aftale, vil det ikke have betydning for de mere end 350 irakere, der kommer fra resten af Irak. Hannah og de mere end 350 irakere fra det centrale og sydlige Irak er strandet i asylcentre. De kan ikke sendes tilbage.

"Vi anbefaler på det kraftigste ikke at sende mennesker til Syd- og Centralirak," siger UNHCR's talsperson i Genève, William Spindler, til Politiken den 4. januar 2007.

Den 10. januar 2007 bliver spørgsmålet om at tvangshjemsende flygtninge til den centrale og den sydlige del af Irak diskuteret i Folketinget, og oppositionen vil have regeringen til at stille bestræbelserne på at "opnå en hjemsendelsesaftale med den irakiske regering i bero", hvortil integrationsministeren svarer: "om jeg vil sætte forhandlingerne i bero: Nej". Men det er, uden at hun fortæller det til nogen, hvad hun gør i praksis. Ambassaden i Bagdad diskuterer ikke mere spørgsmålet med irakerne, og efter at Rikke Hvilshøj den 27. januar 2007 mødes med den irakiske udenrigsminister Hoshyar Zebari, viser Integrationsministeriets materiale ikke tegn på, at der sker mere. Nu har danskerne også fået det samme 'nej' mindst 21 gange.

Af personlige årsage ville Hannah ikke bruge sit eget navn. Hendes og børnenes rigtige navne er redaktionen bekendt.

Læs dokumentationen på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Flot research og en længe savnet gennemgang af realiteterne omkring tilbagesendelses(u)mulighederne for de irakiske flygtninge.

Man må håbe, at oppositionen sørger for at følge op på denne offentliggørelse, ikke mindst da den jo nok kender til indholdet af det materiale, der var overstreget i de akter, Information har haft til rådighed. Jeg kan undre mig over, at oppositionen ikke i højere grad hidtil har gjort mere ud af at fjerne den udbredte misforståelse, at hjemsendelse er mulig. Det er den jo end ikke til de såkaldt fredelige områder i Nordirak. Det kan også undre mig, at man er hoppet med på regeringens newspeak, der kalder regulære flygtninge for asylansøgere for at fjerne fokus for deres virkelige situation og retfærdiggøre adjektivet afviste. 'Afviste flygtninge' lyder jo ikke pænt, vel.

Brugerbillede for Per Thomsen

"Hannah er ikke den eneste irakiske asylansøger, der får afslag. De falder på stribe, efter at de danske myndigheder genåbner sagsbehandlingen. Fra efteråret 2003 til marts 2004 gives 445 afslag, mens kun 11 irakere får asyl."

Hvad skal vi dog med flygtninge fra en krig, som statsministeren højest personlighed har medvirket til at anstifte? De kan jo ikke rigitg bruges til noget i det borgerlige Danmarks værdikamp. Nok snarere tværtimod.

Næh, så er det langt sjovere og festligere, hvis vi kan begynde at importere typer som Ayaan Hirsi Ali, der kan bruges til at bekræfte statsministerens og Palle Weis´ verdensbillede.

Brugerbillede for Karen Grue

Tænk, at den forkælede danske regering belaster de overbebyrdede Irakiske myndigheder med vores snoldede problem.
Vi som har støttet de kræfter, som har skabt al balladen
flovt

Brugerbillede for Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten
Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

Det er vel kun et element af den nationalistiske bølge. Det er kun få dage siden Jesper Langballe som MFer seriøs taler for, statsautoriseret kidnapning af børn fra traumatiserede udlændinge i flygtningelejerne på 5 – 7 år uden behandling. Hvor de syge holdes indespærret, som man kender det fra 1930ernes rædselspsykiatri. Den danske præst og MFers idé er, at kidnapningen kunne tjene til det formål, at servicerer barnløse danske statsborger. Er det fordi, at Jesper Langballe ikke anser etniske minoriteter som mennesker, at han behandler bestemte grupper som dyr? – er det derfor præsteskabet i DF har en anden tilgang til, fx menneskerettigheder pga. de tror det kun handler om bestemte nordiske og europæiske etniske grupper?
Under alle omstændigheder så ville det være interessant, at få et svar samme med Jesper Langballe og Pia Kjærsgaard omkring, hvordan regeringsstøttepartiet Dansk Folkeparti ønsker den statsautoriseret kidnapningsordning praktiseret?

Samtidig er det ikke mange dage siden, at Venstres Statsminister sagde, at han er helt imod tortur, men på den anden side, så er han ikke mere imod tortur end, at Danmark bør gøre brug af oplysninger fremmanet under terroriserende tortur.

Brugerbillede for Anonym

Lad os slå det fast med det samme: Det her handler jo ikke om andet end at forhindre folk, primært muslimer, i at bosætte sig permanent i Danmark. Jo, det er sandelig blevet tid til forandring i Danmark. De fleste danskere aner jo ikke, at der er også er f.eks. manikæere eller kristne der kommer fra Irak.
Det hører blot ordet Irak, og tænker 'muslim' - og så tænker de (måske ubevidst) at 'de muslimer skal aldeles ikke herop og bringe al deres ufred ind i dette hus mv.' Så lad dem dog bare blive siddende i asylcentrene, og ja, regeringen har jo ret: Forældrene kan da rejse hjem til Irak. Der er jo sikkert nok, det siger regeringen da i hvert fald selv. Sassam Hussein er jo væltet, så hvad er problemet.'

Problemet er det at danskerne og danske myndigheder tror at alting fungerer som i DK; hvor staten er stor og stærk, og sørger for alting, også for at beskytte borgerne mod diskriminering. Men se, det gør staten altså ikke, hverken i Ægypten eller Irak. Kristne risikerer forfølgelse pga. deres tro, fra sekteriske muslimer, præcis som andre personer der ikke underkaster sig islam gør det. Og sådan er det. Og jo før den danske regering anerkender dette problem, sker der intet. Intet!

Og så deler man altså ikke afslag ud kl. 23.00 om aftenen onsdagen før Kristi Himmelfartsdag....

/Karsten

Brugerbillede for Anonym

Det er længe siden jeg i en avis har læst noget så uddybet og veldokumenteret vedr. irakiske asylansøgere og linket til de processer og beslutninger de danske myndigheder med integrationsministeren i spidsen lægger for dagen. Tak for det. Der skal mere af denne her slags research og dokumentation til, hvis vi skal vælte vores inkomptente og menneskefjendske regering, minister for minister, sammensætte en ny og frisk og gøre Danmark til et samfund, som er værd at leve i og leve for.

Et par nye forslag som Information på dygtig vis måske kunne fortsætte undersøgelse med:

1) undersøgelse af hvad den danske 'genopbygningsbistand' (udviklings/humanitær) har betydet i Irak (vurdere effektiviteten af forbrug af midler vs. egentlige resultater 'on the ground'). Jeg er sikker på at der er foretaget interne vurderinger af indsatsen i stats og udenrigsministeriet samt af de udvalgte NGOer, der arbejder i området... en sammenligning kunne være informativ.

2) undersøge regeringens nærområde-indsats og arbejde i flygtninge-situationer generelt.

Alt imens græder mit hjerte for Hannah, hendes børn og alle de andre mennesker, som er indespærret på danske asylcentre og blot kan se en mørk fremtid i møde. Jeg har ikke ord for hvor stor en skændsel det er for Danmark og det er ud over min fatteevne at der - selv fra oppositionens side -intet praktisk bliver gjort for at få dem UD af deres mareridt (fysisk, psykisk, økonomisk, socialt, menneskeligt).