Læsetid: 5 min.

Aktionæraktivisme har ringe effekt i Danmark

I udlandet retter flere og flere store selskaber sig efter aktionærernes etiske krav. Men i Danmark er der kun en ganske lille skare af kritiske aktionærer. Det kan nemlig endnu ikke rigtig betale sig
Enhedslistens Frank Aaen er spydspids i Foreningen af Kritiske Aktionærer, og han mener, ngo-erne bør komme mere på banen. Her er han til generalforsamling hos A.P. Møller.

Enhedslistens Frank Aaen er spydspids i Foreningen af Kritiske Aktionærer, og han mener, ngo-erne bør komme mere på banen. Her er han til generalforsamling hos A.P. Møller.

Finn Frandsen

11. oktober 2007

Da den amerikanske kemivirksomhed Dow Chemicals for nylig påtog sig ansvaret for en miljøkatastrofe, som fandt sted for mere end 20 år siden i Bophal i Indien, var det et resultat af et massivt pres fra aktionærerne.

Natten til den 3. december 1984 slap 27 tons giftgas ud fra en af industrigigantens kemikaliefabrikker og dræbte 7.000 mennesker. I årene efter døde yderligere 15.000, og mindst 100.000 er blevet kronisk syge af den forurening, katastrofen efterlod.

Dow Chemicals har nu accepteret at rense området og betale en milliarderstatning til ofrene. Men indrømmelsen er ikke udtryk for pludselig opstået bondeanger. Den er alene affødt af en gruppe kritiske aktionærer, som på selskabets generalforsamling har tvunget beslutningen igennem.

Fænomenet, der kaldes aktionær-aktivisme, bliver stadig mere udbredt i USA og en række europæiske lande og tvinger i stigende grad virksomheder til at handle etisk forsvarligt i forhold til miljø og menneskerettigheder.

Drillerier

Historien om Bophal er et blandt mange eksempler på, at ngo'er og andre kritiske aktionærer i udlandet kan presse virksomheder på etikken. Men trods gode resultater i de lande, vi normalt sammenligner os med, er der langt imellem aktionær-aktivisterne i Danmark. Ifølge en række ngo'er kan det nemlig ikke betale sig.

Mads Christensen er programchef hos Greenpeace, og han mener, at aktionær-aktivisme i Danmark mest bruges som drillerier over for virksomhederne. For eksempel når Cheminova eller A.P. Møller holder generalforsamling. Men der kommer sjældent noget ud af det.

"Vi har gjort det i mindre grad, men vi har dårlige erfaringer med det. Det er meget svært at få sat noget på dagsordenen," siger han.

I Danmark er en virksomhed typisk på meget færre hænder end i for eksempel USA, hvor ejerskabet ofte er mere spredt. I A.P. Møller koncernen har familien således aktiemajoriteten, og derfor er der sjældent tvivl om, hvad der kommer til at foregå på generalforsamlingerne.

Og ifølge Steen Thomsen, professor ved Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse på CBS, er ejerforholdet en væsentlig del af forklaringen på, at aktionær-aktivisme ikke er udbredt herhjemme.

"I danske virksomheder er der i langt de fleste tilfælde ingen tvivl om, hvem der bestemmer. Det, der foregår i selskabet, er gennemkontrolleret, så hvis en eller anden minoritetsaktionær rejser sig op og siger, at nu skal I sælge det og det eller gøre noget ved det og det, så er det ikke særlig sandsynligt, at det vinder gehør," forklarer han.

Effektfuld dagsorden

Når det lader sig gøre for ngo'er at få sat en dagsorden hos virksomheder i udlandet, skyldes det som regel, at det lykkes at få en eller flere storaktionærer med på vognen. Det gælder især pensionsselskaber, banker og investeringsselskaber, som i en lang række lande har tradition for en betydeligt højere etisk bannerføring end tilfældet er i Danmark. Således var blandt andet de to store pensionsselskaber New York City Pension Funds og New York State Common Retirement Fund med til at lægge pres på Dow Chemicals i forbindelse med ulykken i Bophal.

Ifølge Amnesty International (AI), hvis amerikanske afdeling også var en vigtig aktør i Bophal-sagen, er pensionsselskaberne herhjemme nødt til at komme mere på banen, hvis aktionær-aktivisme skal vinde indpas.

"I sidste ende er det jo sådan, at money talks. Derfor er det helt afgørende at få investeringsselskaberne og pensionsselskaberne med," siger AI's kommunikationschef i Danmark, Dan Hindsgaul.

"På det punkt er vi milevidt bagefter i Danmark. Sverige er for eksempel langt foran. Selv USA er langt foran," forklarer han.

Derfor har aktionær-aktivisme også kunnet betale sig for Amnesty International i både USA og Sverige, men i Danmark holder de sig helt fra det.

"Jeg vil ikke afvise, at vi kunne finde på det, og jeg tror, det er et felt, vi kommer til at se meget mere til i Danmark. Men det kræver altså, at et af de store investeringsselskaber eller banker tager initiativet og siger, at hos os kan man have sine penge på en etisk forsvarlig måde," siger Dan Hindsgaul.

Etisk ansvarlighed

Professor Steen Thomsen vurderer, at investeringsselskaberne til en vis grad har ladet sig skræmme fra at markere sig med en tydelig etisk profil.

"For omkring fem år siden var der faktisk en etisk debat herhjemme, og nogle af pensionsselskaberne var ude med etiske strategier. Men så kom der nogle journalister og borede og fandt ud af, at der stadig var nogle uheldige investeringer, og at de alligevel ikke levede op til deres løfter," fortæller han.

Siden har pensionsselskaberne gået temmelig stille med dørene, og i dag er der meget langt imellem markeringerne.

Mads Christensen fra Greenpeace mener, at Danmark bevæger sig på grænsen af det anstændige:

"I udlandet er de store aktionærer meget mere aktive, og de ser på andet end bundlinjen. Men i Danmark halter vi langt bagefter. Også i nordisk sammenhæng. Vi efterlyser større etisk ansvarlighed hos storaktionærerne i Danmark," siger han.

Rundbordssamtaler

Det er dog ikke kun på grund af skruppelløse investorer og gennemkontrollerede generalforsamlinger, at det ligger tungt med aktive aktionærer blandt danske ngo'er.

I modsætning til USA, hvor mange af de store selskaber er nogle utilnærmelige mastodonter, som det er umuligt for ngo'erne at komme i dialog med, er de fleste danske virksomheder nemlig til at få i tale.

Amnesty International holder således hyppige 'rundbordsmøder' med en række større danske virksomheder, hvor de diskuterer menneskerettigheder.

"På den måde har vi mulighed for at påvirke mere direkte. I Danmark kan vi komme ind af fordøren. Også hos de fleste store virksomheder. Det har man sjældent mulighed for i USA, og derfor er ngo'erne henvist til protestaktioner som for eksempel aktionær-aktivisme," forklarer Dan Hindsgaul.

'Ngo'erne skal oppe sig'

En snæver skare af aktivister mener dog, trods dårlige odds, at kampen på generalforsamlingerne har en vigtig funktion. Også i Danmark.

Frank Aaen er spydspids i Foreningen af Kritiske Aktionærer, og han mener, ngo'erne bør komme mere på banen.

"Med aktionær-aktivismen flytter man kampen ind på modstanderens banehalvdel, og det synes jeg da, ngo'erne skulle benytte muligheden for meget oftere, end tilfældet er," siger han.

Men hos Greenpeace er det vurderingen, at kræfterne kan bruges bedre.

"Med al respekt for Frank Aaen, så synes jeg, det er vanskeligt at pege på de store succeshistorier hidtil," siger programchef, Mads Christensen.

Og Dan Hindsgaul fra Amnesty International er enig:

"For Frank Aaen er det jo i høj grad en politisk markering. Men vi har nu bedre erfaringer med at gå dialogvejen," siger han.

Frank Aaen fastholder dog, at Kritiske Aktionærer gør en forskel. Blandt andet har de ifølge ham haft en finger med i spillet i forbindelse med vigtige beslutningsændringer hos Cheminova, Novo og Danisco. Og han forudser, at der snart kommer sager om virksomheder og investeringsselskaber, som samarbejder med militærdiktaturet i Burma, hvor ngo'erne ifølge ham også har en rolle at spille.

"Det er klart, at vi ikke kan stemme noget igennem som minoritetsaktionærer, men vi kan skabe opmærksomhed om en sag," siger Frank Aaen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu