Læsetid: 5 min.

Bondemarch for jordreformer

De har vandret i en måned. I dag ankommer 25.000 landløse bønder til Delhi. Og de forlader ikke hovedstaden uden jordreformer, har de lovet deres landsbyer. Information var med et stykke af vejen
Den største bondemarch siden Mahatma Gandhis dage ankommer til Delhis centrum i dag. De ca. 25.000 demonstrations-deltagere er alle blevet tvunget væk fra deres jord. Teksten på bannerne i forgrunden lyder -Janadesh 2007, Fredelig protestmarch, 2. oktober til 29. oktober fra Gwalior til Delhi-.

Den største bondemarch siden Mahatma Gandhis dage ankommer til Delhis centrum i dag. De ca. 25.000 demonstrations-deltagere er alle blevet tvunget væk fra deres jord. Teksten på bannerne i forgrunden lyder -Janadesh 2007, Fredelig protestmarch, 2. oktober til 29. oktober fra Gwalior til Delhi-.

Gurinder Osan

Udland
29. oktober 2007

AGRA/DELHI - I to snorlige rækker sidder de i skrædderstilling på landevejen. Kvinder i farverige polyester-sarier med børn i armene og sække balancerende på hovederne. Mænd, der binder turbaen til en dag i den bagende sol. De fleste ser op. Nogle samler hænderne ved brystet i en hilsen. En kvinde ammer med et slapt bryst, og røg stiger op fra dagens første bidi. Stammefolkene, de kasteløse, gældsslaverne, indisk landbrugs daglejere. Magre og udtørrede af solen med ansigter 10 år ældre end den alder, som de færreste af dem kender selv. Der er helt, helt stille denne morgen på landevejen mellem Agra og Delhi, mens 25.000 mennesker venter på signal til afgang. Det er den 27. dag i den nok største bondemarch siden Mahatma Gandhi. De er på vej til parlamentet i Delhi med et simpelt krav: jord til at dyrke mad til deres familier.

"De er alle blevet tvunget væk fra deres jord, eller smidt ud af de skove, som de levede af," fortæller Rajgopal V.P, leder af organisationen Ekta Parishad. Det tager næsten en time for ham at nå fra marchens bagtrop til dens fortrop. Folk rører ved hans fødder. Han rører ved deres pande som tak. "Han er vores Gandhi," hvisker en. Rajgopal fortsætter: "Delstater over hele Indien har optrappet ekspropriering af landbrugsjord til industri og vejbyggeri, og udpeget stadig flere skove og kyststrækninger som naturreservater uden hensyn til de millioner, der lever af jorden, skoven og havene."

Ram Bhai fra delstaten Madhya Pradesh fortæller: "Min familie har dyrket den samme jord altid, men så ville regeringen se et stykke papir. Jeg havde ikke noget, så de tog min jord." Han er sammen med to andre fra sin landsby udvalgt til marchen. Det er sket i 11.000 landsbyer over hele Indien, hvor hver familie igennem tre år har betalt ca. en rupee (ca. 1,3 øre) og en håndfuld ris om ugen for at finansiere turen. Men tror Bhai, at det nytter noget?

"Ja, de kan da ikke gøre andet end at lytte, når vi er så mange," siger han og kigger ned langs rækkerne. De tørre stubmarker er stadig lyserøde af den lave morgensol, da marchen sætter sig i bevægelse. Vi går langsomt, da flere i bagtroppen i går besvimede af udmattelse. Snart kommer solen op over træerne og heden følger med.

Hesten

Vi er nået frem til sportspladsen i Palwal, og det tager tæt ved en time, før hele marchen kommer på plads. I mørket under scenen anes konturerne af en død hest og luften summer af råddenskab. En gruppe tibetanere tænder røgelsespinde, mens landsbykvinder hænger guirlander af orange blomster på scenekanten. Nu lugter her svagt af røgelse, en snert af blomster og utrolig meget af råddent kød. Det må være godt nok for ministeren for udvikling i landområderne, Dr. Raghuvansh Prasad Singh. Han har skuffet dem en gang, da han ikke mødte op i Agra som lovet. Jill Carr Harris, ansvarlig for kvindeafdelingen i Ekta Parishad, er dog ikke i tvivl om, at vi får fint besøg i aften.

"Vi har talt med Sonja Gandhi, der har talt med Manmohan Singh, der har sendt sin ansvarlige minister. De ved, at de ikke kan ignorere os, når vi til Delhi. Måske har de satset på, at vi aldrig nåede så langt," smiler hun.

Ulykken

Det har myndighederne haft god grund til at sætte deres lid til. Marchen har ikke tilladelse til at optage fire km vejbane på en af Indiens travleste ruter. Og ethvert indisk barn ved, at mange mennesker med meget på hjertet på et sted, alt for ofte ender i vold. To uger inde i turen var det meget tæt på at gå galt. En modkørende lastbil mistede kontrollen. Tre blev dræbt.

"Men mens ligene stadig lå på vejen satte 25.000 mennesker sig bare ned," fortæller en ung fransk kvinde, der sammen med omkring 50 andre udlændinge er fredsvagter på marchen. Uheldet skete uden for en landsby og det lokale politi, der havde forventet, at marchen vil-le brænde landsbyen ned, havde taget benene på nakken.

"Men da de opdagede, at folk blot satte sig, samlede de i stedet 30.000 rupees ind til de efterladte," fortæller hun. Episoden tiltrak de nationale medier, og siden er marchen i enhver landsby mødt med blomster og tilbud om vand. Denne dag på vej til Palwals sportsplads møder flere lokalpolitikere op for at bli-ve fotograferet med Rajagopel, og en skoleklasse står parat langs vejen, hver med en lille pakke kiks til de vandrende.

"De jordløse bliver ofte overset, men nu er selv middelkassen begyndt at mærke konsekvenserne af det nye Indien. Også deres jord bliver givet til multinationale selskaber. De må også lukke deres små butikker af supermarkedskæders fremmarch. Der er en ny solidaritet på vej," spår Rajagopal, mens kiks samles og sendes i forvejen med de ca. 1.000 mennesker, der forbereder dagens eneste måltid. I Mahatma Gandhis ånd er lidelse del af marchens drivkraft. Ømme fødder og tomme maver er en politisk manifestation.

Ministeren

Tiden er lang i den skarpe eftermiddagssol på sportspladsen. Men pludselig vender 25.000 mennesker hovedet på en gang. En kortege med blinkende lys er i høj fart drejet ind på pladsen, og ministeren indtager scenen. Det ser ud som om, at han allerede keder sig.

"Jeg vil lykønske jer med jeres utrolige bedrift," lyder det fra skrattende trompet-højtalere. Folk klapper pligttro efter hver sætning. En ung stammekvinde vil give ham en blomsterkrans om halsen. Han vifter hende væk. Hendes ansigt ændres på sekundet, og hun fyrer en svada af helt op i hans ansigt. Ministerens sikkerhedsfolk skodder cigaretterne. "Jordkonflikter har altid eksisteret i Indien. Jeg vil forsikre jer, at jeres problemer ligger regeringen på sinde," fortsætter han. Efter fem minutter med uforpligtende snak mister min oversætter interessen, og mit højre øre er taknemmeligt for hans uprofessionalitet.

Strategien

Det har taget tre års intens planlægning at nå sportspladsen i Palwal, kun to dages march fra hovedstaden. Der har været træning i ikke-voldelig protester ude i landsbyerne og lobbyarbejde blandt lokalpolitikere og politiet langs den lange rute. Hvordan har Rajagopal det, nu hvor de er så tæt på mål? Han smiler overbærende af spørgerens naivitet.

"Det har ikke taget tre år. Det har taget 30 år med chikane, fængslinger og trusler at nå hertil. Men forandring tager tid," siger han og citerer forbilledet Mahatma Gandhi: "Først ignorerer de dig, derefter latterliggør de dig, så vil de prøve at skræmme dig. Hvis det ikke hjælper, vil de forsøge at korrumpere dig. Først når alle fire strategier er mislykkedes, vil de respektere dig og endelig lytte."

Det er blevet sen aften og skaren har endnu en times gang tilbage, før de når endnu en lejr på vejbanen. De er nu så tæt på mål. Hvad myndighederne i Delhi vil stille op, når marchen gør sit indtog ved ingen. Sita Bee fra Orissa er ikke i tvivl om, at det lykkedes. "Og vi bliver der, til de lover os vores retmæssige jord. Det har jeg lovet min landsby," siger hun bestemt, mens bare fødder tager hende og 25.000 andre, der bruger dem som stemmer, lidt nærmere hovedstaden.

Flere billeder og beretninger kan findes på www.ekta Parishad.in

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her