Læsetid: 2 min.

CIA kunne have reddet Che Guevara

CIA-agent står frem og fortæller, hvordan han overgav Che Guevara til dennes bolivianske bødler for 40 år siden
10. oktober 2007

En tidligere CIA-agent taler nu ud om de sidste timer i den cubanske revolutionære Che Guevaras liv før dennes henrettelse i Bolivias jungle for 40 år siden. Felix Rodriguez er i dag er en fremtrædende eksilcubaner fra Miami med en lang karriere som CIA-agent bag sig, der tæller operationer fra deltagelse i den mislykkede Svinebugt-invasion af Cuba til Iran-kontra-affæren.

Rodriguez beretter, at Che var klædt i "laser og pjalter", da han mødte ham. Det var kort efter, at bolivianske soldater havde arresteret Che nær byen La Higuera den 8. oktober 1967. Fidel Castros tidligere våbenbroder var draget til Bolivia for at anspore til socialistisk revolution.

"Jeg huskede ham, fra da han førte sig frem i Moskva, og da han besøgte Mao Tse-tung i Kina. Da var han en arrogant mand i uniform. Nu så jeg en mand, der lignede en tigger," siger Rodriguez til BBC.

"Af hans uniform var der kun laser tilbage. Han havde ikke engang et par støvler. Jeg må indrømme, at jeg fik medlidenhed med ham."

Rodriguez' job var at sikre, at Che blev holdt i live og ført til Panama, hvor CIA-kolleger skulle afhøre ham. Men så kom der en kontraordre fra Bolivias militærledelse.

"Da jeg besvarede telefonopkaldet, fik jeg kodeordet '500-600'," husker han.

"Vi havde aftalt en simpel kode: '500' betød Che Guevara, '600' betød død, '700' betød i live. Jeg bad dem gentage, for der var støj på linjen, og de sagde igen: 500-600."

Rodriguez fortæller, at han forklarede, at han havde ordre til at skåne Ches liv.

"Felix, vi er meget taknemmelige for det, du har gjort," lød svaret fra hans samtalepartner, oberst Senteno fra Bolivias militær.

"Men dette er en ordre fra min præsident. Vil du give mig dit æresord på, at du overgiver mig Ches lig klokken to om eftermiddagen? Gør, hvad du vil med ham. Vi ved, hvor stor skade han har gjort i dit hjemland."

Rodriguez fortæller, at Che var ved godt mod ved tilfangetagelsen. Men han husker også, da han fortalte den argentinskfødte revolutionære, at hans liv ikke ville blive skånet.

"Jeg gik ind i rummet. Jeg stillede mig foran ham og sagde: 'Kommandant Guevara. Jeg beklager. Jeg gjorde mit bedste. Men dette er en ordre fra Bolivias militærledelse.' Han blev så hvid som et stykke papir - jeg har aldrig set nogen så deprimeret - Men så sagde han. 'Det er bedre sådan. Jeg skulle aldrig have ladet mig fange i live.' Da var klokken et om eftermiddagen. Mellem 10 minutter og 20 minutter over et hørte jeg braget fra geværsalven."

Skønt Ches død står så klart i Rodriguez' erindring, udtrykker han ingen fortrydelse. Ej heller tror han på, at det var henrettelsen af den revolutionære, der gjorde denne til martyr og resulterede i de efterfølgende årtiers mytologisering.

"Det var propaganda fra Cubas regering," siger han. "Kun de færreste ved, hvor blodtørstig virkelighedens Che Guevara var. Uden rettergang henrettede han i tusindvis af mennesker."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu