Nyhed
Læsetid: 3 min.

Danske Fatah al-Islam-kæmpere risikerer dødsstraf

De libanesiske retsinstanser, der er ansvarlige for retsopgøret efter kampene i Nahr el-Bared, vil gå efter dødsstraf mod en række af de anklagede. Om det vil gøre sig gældende for de fængslede med dansk tilknytning, er dog endnu uklart
168 libanesiske soldater blev dræbt under kampene mod Fatah al-Islam. Her ses en søn til en af de 168 dræbte soldatere foran en plakat med billeder af de dræbte.

168 libanesiske soldater blev dræbt under kampene mod Fatah al-Islam. Her ses en søn til en af de 168 dræbte soldatere foran en plakat med billeder af de dræbte.

Hussein Malla

Udland
11. oktober 2007

BEIRUT - De fire mænd med dansk tilknytning, der sidder fængslet i Libanon for at være en del af den fundamentalistiske organisation Fatah al-Islam, risikerer dødsdomme for deres deltagelse i opgøret med den libanesiske hær i den palæstinensiske flygtningelejr Nahr el-Bared, oplyser libanesiske myndigheder.

"Vi arbejder i øjeblikket med at udarbejde sigtelserne mod de enkelte anklagede, men vi vil gå efter mindst livstidsstraffe til de anklagede og i nogle tilfælde dødsstraffe," siger chefanklageren ved Libanons militærdomstol, Jean Farhad.

Domstolen har været ansvarlig for at sammensætte sagerne mod de godt 200 tilfangetagne Fatah al-Islam-kæmpere, der bærer ansvaret for 168 libanesiske regeringssoldaters død under den tre måneder lange konflikt. Retssagerne er nu overført til Libanons højeste domstol, hvor den ansvarlige dommer i øjeblikket ikke udtaler sig til medierne om sagen. Militærdomstolen har imidlertid været ansvarlig for at indsamle bevismateriale og opbygge sagerne mod Fatah al-Islam-folkene, som vil blive anklaget for terror-virksomhed og i nogle tilfælde mord.

"Hvem, vi vil kræve dødsstraf for, afhænger af, hvem vi kan sammenkæde med mord," forklarer Jean Farhad, der på nuværende tidspunkt ikke vil udtale sig om, hvorvidt det gør sig gældende for de fire Fatah al Islam-kæmpere, der har varierende tilknytning til Danmark, spændende fra en i øjeblikket uidentificeret mand, angiveligt med dansk statsborgerskab, en anden med dansk statsborgerskab og to med danske opholdstilladelser.

Opbakning til dødsstraf

Libanon opretholdt fra 1998 til 2004 reelt et stop for henrettelser, men i 2004 blev den praksis genoptaget, og tre mennesker igen henrettet.

Siden da er ingen dødsdomme indtil videre eksekveret. Ifølge menneskeretsorganisationen Human Rights Watch er dødsdomme imidlertid sandsynlige mod Fatah al Islam-krigerne.

"Der har været relativt få dødsdomme i Libanon i de seneste år, men dødsdomme bliver stadig udstedt, og det har typisk været i terrorrelaterede sager. Både inden for retssystemet og i den folkelige opinion hælder man i den retning i Nahr el-Bared-opgøret, så det er bestemt realistisk," konstaterer Nadim Houry fra Human Rights Watch's libanesiske afdeling, der understreger, at organisationen endnu ikke ved, hvilke anklager de enkelte Fatah al-Islam-kæmpere vil blive stillet over for.

En række af de anklagede er blevet anklaget for terrorvirksomhed, men p.t. er der endnu ikke rejst sigtelser mod nogen af de udenlandske krigere fra Fatah al-Islam, og undersøgelserne er stadig i gang.

Nadin Houry er også bekymret over de to retsinstanser, der er indblandet i opgøret, hvor den sidste i vid udstrækning ses som en politisk domstol, og den første som en særdomstol med udvidede rettigheder. Dødsdomme fra Det Øverste Juridiske Råd kan ikke appelleres.

"Både militærdomstolen og Det Øverste Juridiske Råd har en historie med utilstrækkeligt underbyggede sager med vidneudsagn frembragt under tortur. Vi har reelle bekymringer om den kommende retssag, selvom det p.t. er for tidligt at udtale sig om forløbet af denne sag," siger Nadim Houry.

Danmark afventende

Hvad de danske myndigheder vil foretage sig i tilfælde af, at en eller flere af de fængslede krigere bliver dødsdømt, har myndighederne endnu ikke taget stilling til, og vil først gøre det, hvis der bliver krævet dødsdomme for en eller flere af de tilfangetagne med dansk tilknytning.

"Som bekendt er Danmark klart imod dødsstraf. Dødstraffe er ikke blevet eksekveret i Libanon siden 2004. Men hvis det peger mod dødsstraf, vil vi gå aktivt ind i sagen over for de libanesiske myndigheder," siger den danske ambassadør i Libanon, Jan Top Christensen, der understreger, at internationale konventioner i princippet kun giver Danmark rettigheder til at blande sig i sager, hvor de implicerede har dansk statsborgerskab, og ikke i sager, hvor der kun er tale om en dansk opholdstilladelse.

"Men fra dansk side gøres der ingen forskel," tilføjer ambassadoeren.

Personale fra den danske ambassade aflagde i går et nyt besøg i Beiruts Roumieh-fængsel, hvor de tre fængslede med dansk tilknytning sidder i øjeblikket.

Den fjerde mand, med dansk statsborgerskab, som ifølge Informations oplysninger befinder sig libanesisk fangenskab, er endnu ikke identificeret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her