Læsetid: 3 min.

En fredspris til at redde planeten

Er Nobel-komitéen for sent ude? Hvad har klima at gøre med fred? Det er nogle af de emner, som vil blive diskuteret i tiden, indtil Al Gore og FN's klimapanel modtager prisen 10. december
Et smeltende isbjerg i det østlige Grønland. Nobels fredspris blev tildelt Al Gore og FN-s klimapanel med begrundelsen, at omfattende klimaforandringer kan komme til ændre og true livsvilkårene for store dele af menneskeheden. Og det kan føre til voldelige konflikter.

Et smeltende isbjerg i det østlige Grønland. Nobels fredspris blev tildelt Al Gore og FN-s klimapanel med begrundelsen, at omfattende klimaforandringer kan komme til ændre og true livsvilkårene for store dele af menneskeheden. Og det kan føre til voldelige konflikter.

John Mc

13. oktober 2007

BOSTON - Næppe havde komitéen i Oslo udnævnt Al Gore og de 2.000 klimaforskere i FN's klimapanel til dette års vindere af Nobels Fredspris, før kritikken begyndte at løbe ind.

Sådan er det altid. Uagtet hvem nordmændene vælger blandt de gennemsnitligt 150 kandidater synes, vinderen altid at skabe kontrovers. Hvad har klima at gøre med sikkerhed? Hvorfor gav komitéen ikke prisen til Gore og klimapanelet på et tidligere tidspunkt, hvor de havde stærkere brug for omtale og støtte til sagen?

"Tja," siger Chris Miller, leder af klimaafdelingen i Greenpeace USA. "Det ville helt sikkert have været behjælpeligt, hvis det var sket før. På den anden side er det et eurocentrisk synspunkt. Europa har hele tiden været foran på klimapolitik. Men det er først nu, at vi i USA ser en øget folkelig bevidsthed omkring klimaudfordringen. Herovre kan fredsprisen til Gore få en afgørende indvirkning på præsidentvalget og lovgivning i Kongressen."

Miller priser Gore for næsten egenhændigt at have vendt den amerikanske opinion.

"I den forstand er det et rigtigt tidspunkt at give ham fredsprisen. Det er ikke alene en hyldest til Gore, men også en antydning af, at hele verdens opmærksomhed nu er rettet imod USA. Folk venter på amerikansk lederskab. Så kontrasten mellem Gore og præsident George W. Bushs indsats kunne ikke være skarpere."

Navnet Greenpeace forekommer nu at være profetisk.

"Man kunne sige, at Gore og klimapanelet i dag har vundet den grønne fredspris (Greenpeace Prize)," ler Miller i telefonen fra Washington.

Klimaeksperten Dr. Peter Gleick anser også tidspunktet for velvalgt.

"Det ville have været i strid med komitéens traditionelle kriterier at uddele prisen for fem år siden. Næsten alle fredsprismodtagere har virket på deres felt i årtier og bliver anerkendt for en langvarig indsats. Det gjaldt f.eks. Pugwash og Læger Uden Grænser," siger direktøren for Pacific Institute for Studies in Development, Environment and Security i Californien.

Klima og fredspris

Hvordan bliver klimaændringer til et spørgsmål om fred og international sikkerhed?

I sin begrundelse for tildelingen af prisen til dette års vindere skriver komitéen:

"Omfattende klimaforandringer kan komme til ændre og true livsvilkårene for store dele af menneskeheden. Det vil kunne føre til store folkeflytninger og øge kappestriden om Jordens ressourcer. Sådanne ændringer vil lægge særligt store byrder på verdens mest sårbare stater. Faren for voldelige konflikter og krige i og mellem stater vil kunne forøges."

Dr. Gleick: "Man bør beundre komitéen for at have gjort opmærksom på den direkte sammenhæng mellem klimaets tilstand og international sikkerhed. Det er et mileskridt fremad."

Han peger på fire områder, hvor forbindelsen er tydeligst.

-Et højere havstand vil skabe hundreder millioner klima-flygtninge fra lavområder.

-Lavere vandstand og tørke i 260 floder, der går på tværs af landeskel, vil skabe ressourcekonflikter.

-Klimaforandringer vil ændre vilkårene for dyrkning af afgrøder og undergrave fødevaresikkerheden.

-Smeltningen af Nordpolens iskappe i løbet af et par årtier vil føre til en militarisering af det arktiske hav på grund af dets strategiske beliggenhed og dets rigdom på naturresourcer.

I USA vil klimaændringernes indvirkning på fred og sikkerhed være et argument, der vækker genklang. Allerede for tre år siden kunne den britiske avis The Sunday Observer løfte sløret for en hemmelig rapport udarbejdet i USA's forsvarsministerium om de dystre følger af global opvarmning. Ifølge avisen forudser rapporten, "at pludselige klimaændringer kan bringe verden på kanten af anarki i takt med, at stater bevæbner sig med atomvåben for at forsvare og sikre sig en faldende mængde fødevarer, vand og energikilder."

"Opbrydninger og konflikter vil blive typiske aspekter ved dagliglivet. Endnu engang vil krig definere menneskets eksistens," konkluderer Pentagon-rapporten.

Vil påvirke USA

Greenpeaces klimadirektør mener, at der er andre måder end blot USA's nationale sikkerhed til at påvirke den amerikanske opinion.

"Vi skal have fremført, at 24.000 amerikanere hvert år lider en tidlig død, fordi de lever nær kulkraftværker. Vi skal påpege, at amerikanske bilfabrikanter er faldet bagud i konkurrencen med udenlandske biler, fordi de ikke har satset på benzinøkonomi. Og nu medfører de høje benzinpriser en finansiel krise for General Motors og Ford Company," siger Chris Miller.

Al Gore sagde i går på et pressemøde i Palo Alto syd for San Francisco, at hans del af Nobelprisen vil gå direkte til hans organisation Alliance for Climate Protection.

"Pengene skal investeres i en public relations-kampagne, der vil øge opmærksomheden om de trusler, som klimaændringerne udsætter os for. Vi bliver nødt til at tilbagelægge en lang distance på kort tid for at redde vores planet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Den rationalitet, som den vesterlandske verden har fostret, er endnu ikke i stand til fundamentalt at fatte sin egen negativitet på grund af ren og skær "succes". At resten af verden dyrker vore succeskriterier er faren, men vi kan ikke klandre dem for at gøre det, så længe vi ikke er kommet længere med os selv. Truslen om partiel fiasko (den som delen føler for sig selv) forhindrer indsigten i den absolutte (generelt set overgribende negering af mulighedsbetingelser). Således ved de rige, hvor de ikke vil hen, og de fattige ved hvor de vil hen, og det er truslen for enhver formålsmæssighed, ethvert succeskriterium.

På en lang række punkter kan man påpege at menneskets livsform har indflydelse på dets egne mulighedsbetingelser i et omfang som er kritisk. Tildeling af Nobels fredspris til IPCC og Al Gore understreger de sociale aspekter i klimaproblematikken, at man kan forvente at kampen om de knappe ressourcer ikke vil begrænse sig til fredsommelig økonomisk kappestrid i fremtiden, men at modsætningerne vil kunne sætte sig igennem som sociale konflikter.

Lad os håbe at prisen kan tvinge opmærksomheden på problemstillingen over i nogle lidt mere frugtbare baner. I hvert fald må det være slut med den praksis som har præget mediernes dækning af klimadebatten ind til nu. Man har stort set kun fortalt især de købedygtige mediebrugere, hvad de har foretrukket at høre, dvs. den bekvemme udgave af sandheden som Bjørn Lomborg har serveret. Hans opgave har været at overbevise mediebrugerne om at de kunne tro hvad de helst ville tro. Nu kan medierne ikke længere gå til Bjørnen uden at skyde sig selv i foden. Den bekvemme løgn vil ikke sælge så godt frem over.

Det store spørgsmål er så om man kan finde ud af at rationalisere sandheden. Det moderne samfund vil blive nødt til at reformere sine succeskriterier, måske inden for økonomi især, hvor man ikke længere kan tillade sig at tro blindt på vækst som roden til alt godt.

Et stort og hjerteligt tillykke skal herfra lyde til Al Gore og alle klimaforskerne i FN's klimapanel. Og hatten af for Nobelkomiteen for deres modige beslutning.

Martin Trolle Mikkelsen

Kan John Fredsted ikke fortælle os, hvad der er det ”modige” ved Nobel komiteens beslutning?

Hvis komiteen havde gibet prisen til Bjørn Lomborg, så havde de været modigt, men at give prisen til Al Gore repræsenterer da vist det nærmeste, de kunne komme på en nul-risko beslutning.

Hvis komiteen havde givet prisen til Lomborg, ville det have været et eksorbitant udtryk for galgenhumor, der fortjente at komme i Guinness' rekordbog - og blive filmatiseret af Monty Python.

Tillykke til os med FNs klimapanel. Gore er rigtignok en blandet fornøjelse. Sæt nu han havde været præsident i stedet for det aktuelle hul i jorden.

Det er en forfærdelig og næsten kontrafaktisk tanke, at vi skulle trækkes med en analfabetisk imperialist, når vi kunne have fået et ikon for menneskeheden.

Det er den forkerte præsident, vi har fået. Vi skulle have haft Al Gore, da hullemaskinerne i Florida burde have været udskiftet inden 2000, og da de sorte elektroniske bokse i Ohio ikke skulle have været forprogrammerede i 2004.

Skriv det dog ud, Lars Larsen. Du kan ikke forlange, at jeg smider mit IP hvor som helst. Hvis det er løgn, hvad Gore fortæller i sin ubekvemme sandhed, så har du ret i, at han er god til det. Men med al respekt, de gange, hvor jeg har efterprøvet indsatte links til dokumentaion for at jeg tog fejl, har de blot vist at linkeren ikke kunne læse indenad.

Bush lyver ikke. Det har jeg kun beskyldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller for. Bush tror jo selv på det han siger. Jeg tror til gengæld, at hans naivitet er bundløs, at han så at sige er en nyttig idiot for andre, mere beregnende typer.

Jeg gør mig ingen illusioner om, at Gore ville have været offer for de samme kræfter. Men vesten ville i det mindste have gjort sine uhyrlige overgreb med stil. Og så ville USA sandsynligvis have underskrevet Kyoto. Og så ville vi have været kommet ud af stedet.

Den første ovenstående link er til en artikel i fagbladet Ingeniøren om de ni alvorlige fejl, der er i Gores film, og som har fået den engelske landsret til at stemple den som "uvidenskabelig".

Den anden link er til den meget omtalte TV-udsendelse, som Channel 4 har lavet, og som dokumenterer, at det er svindel, når man påstår, at den globale opvarmning skyldes CO2-udslip. Men se den selv - og døm:

http://video.google.com/videoplay?docid=-4471823588573001599

Jeg ser, at Leif nu sufflerer Lars. Det er fint, men hjælper ikke på mit ønske om at se Lars selv argumentere for sine synspunkter.

Til Leif kan jag sige, at det er et ret voldsomt påstulat, at det med CO2 er svindel. FN´s klimapanel har jo selv sagt, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Lars har altså dog kun angrebet Al Gore for at lyve.

Med din sufli på Ingeniøren, om videnskabelig redelighed er vi jo tilbage ved Lomborg, som ifølge visse medier har ret til spalteplads. Gore har blot rejst rundt med et roadshow og en film. Som tilfældigvis modsiger Lomborgs udokumenterede påstande.

Jordens befolkning står ifølge Gore foran et valg. De rige står overfor det valg, om jordens befolkning skal betragtes som lige i overensstemmelse med vores herskende ideologi, eller om vores beslag på 80 % af jordens ressourcer er så vigtig for vor sikkerhed, at en stigende population af fattige skal deles om en faldende del af ressourcerne.

Det er ikke mig, men den engelske landsret, der har underkendt Gores film som uden videnskabelig værdi. Videnskabsmændene er vildt uenige om, hvad der er årsag til klimaændringerne. Det fremgår af Channel 4 udsendelsen her:
http://video.google.com/videoplay?docid=-4471823588573001599
Men meget tyder på, at det er solpletterne, der er skyld i, at temperaturen i de sidste hundrede år er steget med 0,9 grad. Iøvrigt var det varmere i vikingetiden end det var i dag.

Martin Trolle Mikkelsen

Den historiske materialismes svar på Dupond og Dupont baserer uden tvivl deres indlæg på analyser udført med den dialektiske materialismes metode. Men de må da være kommet til at zigge et sted, hvor de skulle have zagget i deres analyse, når de ikke har opdaget, at FN er storkapitalens redskab til undertrykkelse og udbytning af fattige udviklingslande. Det må være derfor, de sluger alt, hvad der kommer fra IPCC, med åben mund og polypper.

Men det skulle da have vækket deres mistanke, da en kapitalistisk krudtfabrik uddelte en pris til et amerikansk overklasseløg, for at sprede det evangelium, at ”naturvidenskaben” desværre har bevist, fattige lande ikke kan få del i vestens velstand, uden at universet går under.

Dét burde da have vækket mistanke, selv hos Dupond og Dupont!

Jeg troede. at solpletter havde en cyklus på under 20 år. Nu er det blevet 100. Hvornår har man udviklet teorien derhen, Leif?

Der er vist en vigtig pointe omkring storkapitalens redskab. Er det den globale middelstand? Er det i vores middelklasseinteresse at sikre, at de andre ikke bruger ligeså mange ressourcer som os?

Det er så ynkeligt. Selvfølgelig findes der "naturlige" årsager til klimaændringer. Det har der altid gjort. Og selvfølgelig er solpletter en af disse. Det er der heller ingen, der ville drømme om at afvise. Det, det drejer sig om, er, at klimaændringerne er DELVIS menneskeskabte, og da klimaændringerne er af en art, der kan skabe store problemer for en masse mennesker, skal vi naturligvis arbejde på at minimere den DEL af dem, der er menneskeskabt. (Kan vi så samtidig råde bod på skadevirkningerne af de "naturlige", er det vel kun en tillægsgevinst, eller hvad?)

Det ynkelige består i, at faktabenægterne jubler, hver gang de finder en af de - af alle anerkendte - "naturlige" årsager til klimaændringer, klapper i deres små hænder og siger: "Nå, så er det DERFOR, klimaet ændrer sig - så behøver vi ikke at gøre noget!"

Så enkelt er det faktisk.