Nyhed
Læsetid: 4 min.

Gazastribens indbyggere er for trætte til ny intifada

Gazastriben synker ned i apati, efterhånden som forsyningerne af brændstof, el, mad og medicin bliver stadig mere sparsomme. Ingen tør rigtig tro på, at fredskonferencen i november vil føre til forbedringer for Gazastribens beboere
Gazastriben synker ned i apati, efterhånden som forsyningerne af brændstof, el, mad og medicin bliver stadig mere sparsomme. Ingen tør rigtig tro på, at fredskonferencen i november vil føre til forbedringer for Gazastribens beboere
Udland
31. oktober 2007

GAZA - Der er mindre trafik end normalt på den hullede hovedvej ind mod Gaza by. Meget mindre. Faren for nye sammenstød mellem israelske tropper og palæstinensiske grupper hænger i luften her i den nordligste ende af Gazastriben, men den vigtigste årsag er nok, at Gazastribens befolkning nu forbereder sig på nye, endnu hårdere tider. De holder igen på unødvendigt forbrug, så meget det kan lade sig gøre.

"Israelerne har bebudet nye sanktioner, og ingen ved endnu, hvor slemt det bliver," siger taxachaufføren Said, mens han styrer uden om en æselkærre med et par drenge.

Israels bebudede begrænsning af tilførslen af brændstof på 5-11 procent har allerede haft effekt på markedet, selv om Israel tilsyneladende endnu ikke har gjort alvor af truslen. Den israelske statsadvokat Menachem Mazuz krævede de nye sanktioner prøvet ved højesteret. Det vil føre til en humanitær krise, lød hans argument, og er derfor i strid med international lovgivning.

Men den israelske viceforsvarsministers trussel om at nedskære brændstofkvoten yderligere med to tredjedele har sat sig i palæstinensernes bevidsthed i en grad, så flere nu får bygget bilen om, så den kan køre på madolie. Sagen er blot, at også her er der begrænsninger og dermed prisstigninger på vej.

Intet kød

"Det gælder samtlige af de få fødevarer, vi endnu har tilbage, så folk, som egentlig ikke har penge, finder midler til at købe alligevel. Alle er sikre på, at det snart bliver endnu dyrere," bemærker taxachaufføren Said. "Jeg har også allerede købt mere, end jeg har råd til."

"Leverancerne af fødevarer er allerede blevet skåret ned under det absolutte minimum for, hvad der er nødvendigt, hvis vi skal kunne holde sulten på afstand, og nu vil israelerne have os endnu længere ned," siger en ung mand, Mustafa, som Informations udsendte møder på gaden i Jebalya-flygtningelejren.

Han er lærer på en af Jebalya-lejrens skoler, og han aner ikke, hvad han skal tænke om sin families fremtid.

"Jeg har tre små børn," siger han blot, som om det fortæller hele historien.

Medierne beretter, at ejerne af smuglertunneller under grænsen til Egypten nede sydpå i dag tjener gode penge på at transportere fødevarer og medicin ind i området. Det hele går til det sorte marked.

"Det er efterhånden blevet umuligt at finde kød," siger en anden mand, som har sluttet sig til. "Og hvis der er noget kød, risikerer man, at det er fordærvet, når man tør det op. Vi har ikke spist kød i en måned. Det er blevet for dyrt. Det samme gælder medicin. Apotekerne har snart ikke mere, og de egyptiske varer på det sorte marked bliver solgt, selvom udløbsdatoen er overskredet."

Strømafbrydelser

De israelske pengesedler, manden har i hånden, er nussede og slidte. I sensommeren erklærede den israelske regering Gazastriben for 'fjendeland', og lige siden har området fungeret som en indelukket økonomi på konstant nedtur. De israelske pengeinstitutter har afbrudt samarbejdet med de palæstinensiske, og der kommer ikke længere friske sedler i omløb.

En anden ny trussel er de israelske løfter om at afbryde strømmen efter raketangreb mod Israel. Der er fem hovedkabler fra Israel til Gazastriben, og de fire vil indtil videre blive friholdt, fordi de forsyner Gazastribens hospitaler. Afbrydelserne vil ske på det femte elkabel, som kobler Beit Lahiya og dele af Jebalya på forsyningsnettet.

"Sådan er det nu, men det kan da let blive udvidet. Hvem ved?" siger manden med de nussede pengesedler.

En kommunal gadefejer med en udenlandsk ngo's logo på ryggen skovler noget op fra en rendesten lidt længere nede ad gaden, men at dømme efter hans bevægelser, lægger han ikke meget energi i arbejdet.

"Hele Gazastriben er ved at synke hen i apati," lyder vurderingen fra Mahmoud Abu Rahma, der sidder på hovedkontoret for menneskerettighedsorganisationen Al Mezan i Gaza by.

"Israelerne er ved at lukke os hermetisk inde. De har problemer med Syrien, og de prøver at udmatte Hamas-regeringen her på Gazastriben for at styrke Abu Mazen (Mahmoud Abbas, red.) op til Annapolis."

November måneds planlagte fredskonference i Annapolis i Maryland, USA, er på alles læber, selvom ingen tror på, at den vil føre til konkrete resultater. I hvert tilfælde ikke for Gazastriben. Man taler mest om, hvad der vil ske efter skuffelsen.

"Nogle taler om en ny intifada, men det tror jeg ikke på," siger Abu Rahma. "Folk er for trætte til en ny intifada."

Hamas har lært noget

Ikke alle er dog enige i dette synspunkt. En apoteker med tomme hylder i sin forretning, men med troen på Hamas intakt, mener, at udviklingen går den rette vej.

"Israelerne ved, hvad der venter dem, og derfor sender de ikke hæren herind," siger han selvsikkert.

"Det bliver som i Libanon, og det ved Olmert godt."

Den israelske analytiker Amos Harel skrev i denne uge i dagbladet Haaretz, at de væbnede grupper ikke har spildt tiden, siden Hamas overtog magten i Gazastriben. Grupperne har studeret den israelske hærs metoder grundigt og har selv opbygget en helt ny militær strategi, der indtil nu har vist sig effektiv. Amos Harel mener, at voksende israelske tab under operationer på Gazastriben viser, at det taktiske styrkeforhold har ændret sig noget. Der er også tale om, at de væbnede grupper har bygget forskansede stillinger, og der er skabt en fast kommandostruktur, hvilket heller ikke fandtes før.

"De har alle våbnene, men vi har viljen, og den er ikke knækket endnu," siger apotekeren. "Hvis der kommer et militært opgør, kommer det til at minde om Libanon for godt et år siden."

Den optimistiske mand må tilhøre et absolut mindretal, for der er ikke meget håb i Gazas triste gader. De fleste taler om, hvordan Verden har svigtet dem, og hvordan selv Fatah på Vestbredden ser den anden vej for at stå sig godt med USA og Israel.

"Vi er lukket inde. Vi er alene," siger en mand, der er kommet ind på apoteket for at købe noget håndkøbsmedicin, der for længst er borte fra hylderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her