Læsetid 6 min.

Gro er tilbage som klimaets sandsigerske

Som FN-chefens personlige klimarepræsentant håber den tidligere norske statsminister at skubbe verdens ledere til at starte realitetsforhandlinger på klimakonferencen i Bali. Information mødte Gro Harlem Brundtland i New York kort før Al Gore og FN's Klimapanel fik Nobels Fredspris
Jeg ser ikke noget alternativ til vort økonomiske system. Vi skal ikke have en verdensdiktator, der påbyder os at omlægge vores livsstil. Vi kan ikke gøre andet end at opbygge tilstrækkeligt politisk pres og beslutningskraft til at få tingene gjort på et demokratisk grundlag. Man kan drømme om et alternativt system og skrive bøger om det og være filosof. Men jeg kan ikke forestille mig andre praktiske løsninger end det systematiske, langsigtede og slidsomme arbejde med at overbevise tilstrækkeligt mange aktører til at handle, siger Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland

Jeg ser ikke noget alternativ til vort økonomiske system. Vi skal ikke have en verdensdiktator, der påbyder os at omlægge vores livsstil. Vi kan ikke gøre andet end at opbygge tilstrækkeligt politisk pres og beslutningskraft til at få tingene gjort på et demokratisk grundlag. Man kan drømme om et alternativt system og skrive bøger om det og være filosof. Men jeg kan ikke forestille mig andre praktiske løsninger end det systematiske, langsigtede og slidsomme arbejde med at overbevise tilstrækkeligt mange aktører til at handle, siger Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland

Jason De
15. oktober 2007

NEW YORK - Gro Harlem Brundtland ynder at fortælle historien:

Da hun som leder af Arbeiderpartiet for tredje gang blev udnævnt til Norges statsminister i 1990, pålagde hendes regering norsk olieindustri en CO2-afgift. Skridtet vakte protest og bestyrtelse langt ud over landets grænser. Afgiften kom på et tidspunkt, hvor olieprisen var lav og Norge derfor manglede indtægter til flere investeringer i oliesektoren.

Hvordan kunne Brundtland finde på at modarbejde Norges vigtigste industri? Som alle og enhver ved i dag, tvang afgiften olieselskaberne til at udvikle ny og billigere teknologi med øje på at kompensere for CO2-afgiften.

Resultatet er, at klimaeffekten af udvindingen af olie og naturgas pr. enhed i Norge er en tredjedel af det globale gennemsnit og halvdelen af andre Nordsøstaters, fortæller den 68-årige tidligere statsminister.

Hendes pointe er, at modige og visionære politikere, der tør tage upopulære beslutninger, kan redde verden fra en klimakatastrofe og samtidig skabe en bæredygtig økonomisk udvikling. Bare de gør det.

I de sidste par år har verden hørt meget lidt til den begavede og karismatiske nordmand. Efter næsten 10 år som statsminister trådte hun tilbage i 1996.

To år senere kom hun til FN's Verdenssundhedsorganisationen (medicinsk embedseksamen ved Oslos Universitet i 1963 og MA ved Harvard i 1965), hvor hun tjente som generaldirektør indtil 2003. I dag bor hun i Nice sammen med sin mand Arne Olav, der i øvrigt har skrevet to bøger om sit ægteskab med den tidligere frøken Harlem.

I rampelyset

Nu er 'Gro' tilbage i rampelyset som én af generalsekretær Ban Ki-moons særlige klimaudsendinge. På sin vis er den højt profilerede opgave en tilbagevenden til det udgangspunkt, som først gjorde hende verdenskendt - nemlig miljø/klima og bæredygtig udvikling. I 1983 blev Brundtland udpeget til leder af en FN-kommission, der fik til opgave at undersøge "de globale konsekvenser for økonomisk og social udvikling af den voksende nedbrydning af det menneskelige miljø og naturressourcerne".

Brundtland-kommissionen aflagde sin rapport i 1987. Forinden havde dens medlemmer gennemgået og taget højde for den første videnskabelige rapport om sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og klimaforandringer. Klimaforskere fra 30 lande var i 1985 blevet inviteret til en konference i Villach i Østrig arrangeret af World Meteorological Organization, FN's miljøprogram og International Council of Science.

I en efterfølgende rapport fastlog de, at det var "muligt" og "plausibelt", at menneskelige aktiviteter fremfor meteorologiske fænomener forårsagede klimaændringer.

Brundtland-rapporten Vores Fælles Fremtid tjente som inspirationskilde for den første (ikke-bindende) klimakonvention indgået i Rio De Janeiro i 1992 under FN's auspicier.

Ikke en fiasko

Det er derfor naturligt at spørge Gro Harlem Brundtland, hvad der gik galt. Hvorfor blev effekten af Rio-traktaten og Kyoto-protokollen så minimal?

Vi mødtes på hendes hotel i New York efter en klimakonference arrangeret af Ban Ki-moon under FN's generalforsamling i slutningen af september. Dagen efter skulle hun tale om klima og økonomisk udvikling sammen med Tony Blair på Clinton-konferencen. Der var tid til at ånde lidt ud og tage bestik af situationen.

- Dr. Brundtland! Trods Rio og Kyoto stiger verdens energiforbrug stadig. Udledningen af drivhusgasser vokser. Når du ser tilbage, er det så ikke en politisk fiasko af dimensioner?

Gro hæver stemmen. Hendes ansigtsudtryk strammes. "Nej, nej og atter nej," lyder det fra hende.

- Det ville med andre ord have været værre uden de to klimatraktater?

"Ja, da. Helt klart. Det er ikke en fiasko, men det er alt for dårligt i forhold til, hvad vi kunne have gjort. Det er problemet. Nu forstår vi, at klimaforandringerne er kommet hurtigere, end nogen troede. Kun få har stolet på det videnskabelig grundlag. Det startede med rapporten fra Villach i Østrig i 1985. I vores rapport i 1987 advarede vi kraftigt om, at det kunne blive en alvorlig sag. Men i de næste 20 år forelå der ikke et stærkt nok videnskabeligt grundlag til at slå alarm."

Business as usual

"Folk spurgte: Er dette her ikke overdrevet? Det har altså taget mange år at komme til det punkt, hvor videnskaben ser en tydelig sammenhæng. Selv er jeg overbevist om, at så længe der var en rimelig grad af usikkerhed, var det vanskeligt at få politisk handling."

- Er USA's afvisende og tøvende holdning en anden grund?

"Jamen, det ved vi jo," siger Gro på sit smukt klingende rigsnorske og lukker straks den diskussion (kaldt the blame game i FN-kredse) sikkert ned i en diplomatisk skuffe.

Hun fortsætter:

"Problemet er, at tingene er kørt videre i de sidste 25 år som business as usual. Men siden min kommissions rapport er der blevet taget skridt i den rigtige retning. Svovlforureningen er blevet væsentligt reduceret i Europa. I storbyer og Beijing og Shanghai har man intet gjort, og de står nu med alvorlige sundhedsproblemer. Heldigvis er der opstået nye erkendelser undervejs. Nu er sikkerheden i alarmen så åbenlys, at folk ikke længere kan finde modargumenter.

- Bortset fra Tjekkiets præsident Vaclav Klaus, som hårdnakket afviser videnskaben ...

"Jamen, han er en enlig røst."

- Der er også Bjørn Lomborg ...

Gros ansigt lyser lidt op.

En nyttig Lomborg

"Jah, jeg så ham den anden dag på fjernsynet. Jeg har aldrig mødt manden, blot fulgt med i den turbulens, han har skabt. Det kan godt hænde, at det har været positivt at lytte til hans stemme. Vi er jo blevet forbandet på ham. Vi har brugt mere energi på sagen. Vi har fået vores argumenter skærpet. Det har jeg ofte tænkt, når jeg lyttede til Lomborg - at det skærper opmærksomheden omkring klimaproblemet. Jeg finder hans argumentation destruktiv, men det kan ske, at manden nu forstår, at han er manet op i et hjørne og nu må medgive, at den globale opvarmning faktisk er menneskeskabt."

- Er det muligt at nå den nødvendige reduktion af CO2 og andre gasser inden for det nuværende vækstorienterede økonomiske systems rammer?

"Ja, det tror jeg er muligt. Jeg ser ikke noget alternativ til vort økonomiske system. Vi skal ikke have en verdensdiktator, der påbyder os at omlægge vores livsstil. Vi kan ikke gøre andet end at opbygge tilstrækkeligt politisk pres og beslutningskraft til at få tingene gjort på et demokratisk grundlag. Man kan drømme om et alternativt system og skrive bøger om det og være filosof. Men jeg kan ikke forestille mig andre praktiske løsninger end det systematiske, langsigtede og slidsomme arbejde med at overbevise tilstrækkeligt mange aktører til at handle. Prisen på varer og tjenester ændrer sig hele tiden i vort økonomiske system. Det vil også ske for prisen på kul og CO2-udslip - men gennem et international politisk samarbejde. Det er galt at antage, at markedet eksisterer uafhængigt af politikken."

- Er reduktionen via bindende mål og en pris på CO2-udledning den eneste vej frem? Hvad med oplæring og påvirkning af opinionen? Er der ikke måder, hvorpå man f.eks. kan overbevise fabrikanter om at fremstille mindre energislugende legetøj?

"Den enkleste formel er anvendelse af den økonomiske mekanisme, som giver de rigtige signaler til markedet, således at det lønner sig for legetøjsproducenten at undlade at investere i energikrævende batterier. Sæt prisen på batterier op. Prismekanismen er det vigtigste politiske værktøj, vi har til at få producenterne til at træffe de rigtige beslutninger."

Problemet USA

Gro slipper ikke for at tale om USA's manglende lederskab. Det er yderst relevant, fordi hun på vegne af generalsekretæren har rejst verden rundt og talt med regeringschefer og alle ved jo, at Kina, Indien, Brasilien, Mexico og andre store udviklingsøkonmier ikke rykker, medmindre USA først regulerer sit udslip.

Så nu bliver den diplomatiske skuffe åbnet.

"USA er et problem, fordi det er så stor en økonomisk og politisk magt, alt hvad amerikanerne gør og ikke gør påvirker klimaet direkte. Desværre er det sådan, at nogle lande ikke vil gøre en indsats, fordi USA forholder sig passiv. Omvendt siger man her i USA, at Kina ikke gør noget, derfor skal USA heller ikke handle. Det er altså et blame game."

"Jeg tror nu, at alvoren vil være gået op for aktørerne, når forhandlingerne kommer i gang på Bali i begyndelsen af december. De vil forstå, at vi ikke kan fortsætte ufortrødent. Nu er det slut med at drage videnskaben i tvivl. Den sidste nyhed om smeltning af Nordpolens is, som Al Gore nævnte under en frokost her i New York, er bare et skræmmende perspektiv. Vi kan nu se, at klimaændringerne kommer meget hurtigere, end nogen havde forestillet sig."

"Så, ja. Jeg må være en uforbederlig optimist."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Martin Trolle Mikkelsen
Martin Trolle Mikkelsen

Det er da opløftende at se, at Gro nu har fundet ud af, at den eneste måde at begrænse CO2 udslippet på, er indenfor det markedsøkonomiske system. At hun stadig ikke vil afskrive en stinke-dyr, urealistisk og planøkonomisk inspireret fiasko som Kyoto protokollen viser dog også, at Gro nok er blevet forfremmet til et niveau over sine kvalifikationer, når hun nu er blevet udnævnt til ”gammel og vis”.

Den såkaldte Brundtland rapport var jo et af de steder, hvor man kunne have fremmet den eneste teknologi, der på det tidspunkt var til rådighed, som kunne have været brugt til at opnå væsentlige begrænsninger i CO2 udslippet, nemlig atomkraft.

Men dengang bekæmpede Gro Harlem Brundtland atomkraften, fordi en koncentreret indsats for denne teknologi ville have kostet Norge milliarder i tabte olie indtægter. I dag giver hun den som ”vis dame”, der først med det hele.

Men bevares, man må da lade damen, at det er lykkedes hende at bremse CO2 fri energi med den ene hånd, skovle olie milliarder ind med den anden og så stadig fremstå som ”miljøforkæmper”.

Brugerbillede for Anonym

Til Martin Mikkelsen

Det var da nogle interessante synspunkter, men ikke desmindre er de meget langt fra den verden jeg kender til.

For det første er jeg ikke enig i, at Kyoto er stinke-dyr, planøkonomisk eller urealistisk som du skriver. Noget mange glemmer, og som jeg egentligt finder meget interessant i forhold til USA nuværende holdning til Kyoto, er at protokollen er lavet over den model, som USA selv har kendt fra deres Clean Air Act fra 1990.

For det andet skriver du, at Brundtland-rapporten burde have anbefalet atomkraft, men fordi Gro var nordmand skete dette ikke. Min umiddelbare hukommelse siger mig dog, at der var meget meget meget få mennesker der i 1987 ville udtale sig positivt om atomkraft. Ulykken på Chernobyl året før, havde ligesom afskrevet den mulighed.

Gro Harlem Brundtland er - i mine øjne en miljøforekæmper af de store - og jeg er glad for at se hende tilbage i kampen.