Læsetid: 2 min.

Grønt lys for tyrkisk operation i Nordirak

Tyrkiets parlament godkendte i går en militær offensiv mod PKK i det nordlige Irak. Irak, NATO, EU og USA's præsident Bush advarer imod en operation
Tyrkiets parlament gav i går militæret bemyndigelse til at rulle kampvognene ind over grænsen til Irak for at bekæmpe kurdiske militser.

Tyrkiets parlament gav i går militæret bemyndigelse til at rulle kampvognene ind over grænsen til Irak for at bekæmpe kurdiske militser.

Kadir Konuksever

18. oktober 2007

Det tyrkiske parlament vedtog i går med et overvældende flertal et forslag fra regeringen, der skal give landets militær bemyndigelse til at trænge ind i det nordlige Irak for at jagte kurdiske separatister fra PKK.

Ifølge forslaget kan militæret inden for det nærmeste år krydse grænsen for at knuse PKK-baser, efter at PKK har dræbt adskillige tyrkiske politibetjente og andre i nylige angreb i det sydøstlige Tyrkiet.

Irak, NATO og EU har advaret imod en tyrkisk offensiv, som ifølge premierminister Recep Tayyip Erdogan under alle omstændigheder ikke er umiddelbart forestående. I Washington sagde USA's præsident, George W. Bush, på et pressemøde, at det ikke er i Tyrkiets interesse at sende soldater ind i Nordirak. Tidligere på dagen advarede både den irakiske premierminister og den irakiske præsident imod en tyrkisk militær operation.

Vedtagelsen skete med 526 stemmer for i parlamentet, hvor der er 550 sæder.

Tidligere på dagen i går lovede den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, i en telefonsamtale med Erdogan, at Irak vil gøre mere for at stoppe PKK's "terroraktiviteter". Den irakiske præsident, Jalal Talabani, som er etnisk kurder, opfordrede i Paris PKK til at indstille kampene i Tyrkiet, men bad samtidig Tyrkiet om at afblæse en eventuel invasion i Nordirak, hvor de irakiske kurdere er koncentreret.

En vedtagelse i det tyrkiske parlament medfører ikke automatisk, at den tyrkiske hær trænger ind i det nordlige Irak i jagten på PKK. Men Erdogan sagde i går, at Tyrkiet ikke kan klare at miste mere tid i denne sag, rapporterer det statsdrevne tyrkiske nyhedsbureau Anatolien.

Tyrkiet føler sig svigtet

I Washington bad Bush den tyrkiske ledelse om at vise mere tålmodighed.

"Der er en bedre måde at håndtere spørgsmålet på end at lade Tyrkiet sende et stort antal soldater ind i Irak," sagde den amerikanske præsident.

NATO's generalsekretær, Jaap De Hoop Scheffer, opfordrede ligeledes til at give plads til eftertanke efter vedtagelsen i parlamentet i Ankara. Også den tyrkiske opposition - bortset fra et lille kurdisk parti - støtter forslaget om en mulig operation.

"I stedet for en offensiv hen over grænsen er tiden inde til at fokusere på metoder, som endnu ikke er afprøvet, på demokratisk debat og på en civil løsning," sagde Selahattin Demirtas, parlamentsmedlem for det prokurdiske parti Demokratisk Selskab.

17 parlamentsmedlemmer stemte imod forslaget.

Den tyrkiske regering føler sig svigtet af USA og andre NATO-partnere i kampen mod kurdiske PKK-oprørere, som har optrappet angrebene på tyrkiske soldater i grænseområdet. ritzau/AP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu