Interview
Læsetid: 5 min.

Guru tager pulsen på USA's valgkamp

Hillary Clinton har 85 pct. chance for at blive Demokraternes kandidat, mens Rudy Giulianis chance kun er 50 pct. Valgmeteorologen Charles Cook giver sit bud på, hvorfor alting roder hos Republikanere, mens Demokraterne mod sædvane virker temmelig afklarede
Udland
29. oktober 2007

BOSTON - To måneder før ca. 100.000 borgere i landbrugsstaten Iowa samles og skal pege på deres foretrukne demokratiske og republikanske præsidentkandidat er Washingtons mest indflydelsesrige valgmeteorolog Charles Cook allerede rede til at lægge sine æg i kurven.

"Der er 85 pct. chance for, at Hillary Clinton bliver kåret til Demokraternes kandidat. Barack Obamas chance er ikke højere end 10 pct. I den republikanske lejr er situationen mere grødet. Jeg tror, det står mellem Rudy Guiliani og Romney, og jeg giver Giuliani den bedste chance," siger han i et interview med Information.

Cook tør også forudsige, at præsidentvalget i november 2008 bliver et tæt opløb med Demokraterne som favorit. "Jeg slår på, at Republikanerne har 35-40 pct. chance for at vinde Det Hvide Hus igen," forudse han.

Helt sikker er valgguruen på, at Demokraterne udvider deres flertal i Kongressen.

"I Repræsentanternes Hus står de til at vinde mellem 10 og 20 flere pladser; i Senatet mellem tre og fem nye sæder," spår han.

Charlie Cook er, hvad man i mangel af bedre betegnelse ville kalde en 'Washington-insider'. Han lever af at indsamle alle de relevante data og så bruge sin erfaring og instinkt til at gætte, hvem der vinder og med hvor meget. 'The Cook Political Report' har gennem årene ramt så præcist, at politikere, valganalytikere, investorer og erhvervsfolk er villige til at betale et dyrt abonnement på hans ugentlige rapport for at få del i guldkornene.

Når der er kongres- eller præsidentvalg hvert andet år, kan tv-seerne være sikker på, at Charlie Cook optræder som valgorakel på NBC News.

Tour de France

Men i valgprognose-branchen bliver der også begået fejl. Tidligere i år sagde Cook: "Rudy Giulianis chance for at vinder nomineringen i det Republikanske parti er så lille som min chance for at vinde Tour de France i 2008."

Nuvel. Cook er ikke ligefrem et menneske i ovenud god kondition. I et kort sprint fra en bygning på Harvard University, hvor han havde deltaget i en debat om primærvalgene, til en taxa mistede han næsten pusten og måtte sunde sig flere minutter inde i vognen, førend han kunne svare på Informations spørgsmål.

"Den med Tour De France var nok slagfærdig. Men det skulle jeg nok aldrig have sagt. En ting jeg har lært i denne branche er, at man skal melde ud med sine tvivl og indrømme sin fejlbedømmelse med det samme. Ellers går man ned med mand og mus," forklarer kaptajn Cook.

- I Cooks seneste menings-måling slår Hillary Clinton Rudy Giuliani med tre-fire procent points. Er det ikke et forbløffende beskedent forspring i betragtning af, hvor upopulær Bush og hans parti er i dag?

"Jo, problemet er til dels Hillary Clinton selv. Der er en hård kerne af vælgere - 43-46 pct. lige nu - som aldrig nogensinde vil stemme på hende. Hun kan trøste sig med, at den andel trods alt er faldet fra 47-48 pct. i begyndelsen af dette år. Det er ikke så lidt, når man tænker på, at 45 pct. af vælgerne historisk set stemmer imod en Demokrat. Så ja - hun ville være en virkelig polariserende præsidentkandidat, men på den anden side trækker den negative faktor hende ikke særligt meget ned under Demokraternes tærskel."

"Det er noget andet, når vi i meningsmålinger spørger til en anonym præsidentkandidat. Så vokser opbakningen betydeligt til Demokraterne. Men i den virkelige verden opstiller de altså Clinton, Barack Obama og John Edwards samt tre andre, og det kan trække fra."

Obama ligner 35-årig

- Hvordan klarer Obama og Edwards sig mod f.eks. Giuliani?

"Ikke så godt som Clinton. De står lige med Giuliani. I begyndelsen af året var Hillary faktisk bagud Giuliani i målingerne. I de sidste ni måneder har hun ført en pletfri kampagne og leveret fortrinlige præstationer under tv-debatter. Det har elimineret tvivl hos nogle vælgere, og derfor fører hun nu over Giuliani. Når vi inddrager partiuafhængige vælgere, så vokser hendes forspring til 10 points over Giuliani."

- Hvorfor anses Clintons erfaring for at veje tungere end Obamas og Edwards, som ene og alene har kæmpet hele vejen fra bunden til toppen?

"Der er mange typer erfaring. Jeg ved ikke, om stillingen retssagfører nødvendigvis er et godt udgangspunkt til at være præsident (en reference til Edwards, red.). Eller at have været græsrodsaktivist i Chicago og medlem af Illinois senat (reference til Obama, red.). Jo, Edwards er søn af en minearbejder, men Obama og Hillary er vokset op i middelklassefamilier. Obama har kun været i Senatet i tre år. Edwards gjorde sig ikke særligt bemærket i de seks år, han var i Senatet. Nej, hvis nogen er 'selfmade' må det da være Bill Clinton."

"Men okay, Hillarys erfaring er ret speciel. Hun var nok involveret mere end andre præsidentfruer i udformning af politik."

- På den anden side er Obama præcis på samme alder, som Bill Clinton var i valgkampen i 1992, nemlig 46?

"Ja, men han ligner en på 35 år. Jeg tror ikke, at de demokratiske partivælgere kan forestille sig Obama som leder af den frie verden. Du må huske på, at i 1992 var Den Kolde Krig ovre, og vælgerne bekymrede sig ikke stort om udenrigspolitik. Valgets emne var den økonomiske situation. Nu lever vi i æraen efter 11-9."

Republikansk oprør

- Men Obama er manden med visioner, som præsenterer en ny politik. Det virker da tiltrækkende fremfor en gentagelse af Clinton-årene?

"Det er helt korrekt. Han har klart fundet et slagkraftigt refræn. Men det er og bliver for vagt og retorisk. Hvad er det for en ny politik, han taler om? Vi mangler kød på benet. Når man er så ung og kun har været i Washington i tre år, er det en god idé at fylde indhold på ens ideer. Man kommer ikke særligt langt med bare visioner. Tidligere visionskandidater, som Gary Hart (1984) og Bill Bradley (2000), kom ikke særligt langt. Når Obama oven i købet ikke står stærkere end Hillary blandt sorte vælgere, kan han simpelthen ikke vinde nomineringen."

- Den republikanske partidyst er langt mere åben. Hvordan forklarer du, at Giuliani - som bl.a. går ind for fri abort og våbenkontrol - er blevet ret positivt modtaget af konservative evangelistiske partimedlemmer?

"I begyndelsen var jeg af den opfattelse, at det var hans renommé som den modige borgmester fra New York under terrorangrebet. Hans høgepolitik over for terrorismen gav ham en form for beskyttelse. Men jeg foruddiskonterede med, at han ville falde i meningsmålingerne efterhånden som valgkampen skred frem. Det er ikke sket. Så forklaringen må være en anden. Jeg tror, at der er noget alvorligt i gære i partiet. Nogle vælgere gør oprør mod det religiøse højres overtagelse af det Republikanske parti. Hvis de evangelistiske ledere bliver marginaliseret - og det vil ske, hvis Giuliani kåres som kandidat - kan valget i 2008 føre til en radikal omvæltning i partiet. De vil foretrække at tabe til Hillary Clinton fremfor at opgive deres kontrol med det republikanske parti."

Følg Martin Burcharths blog 'Amerikanske Perspektiver' på http://luftskibet.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her