Læsetid: 3 min.

Højrepopulistisk valgtriumf uden jordskred

Efter den mest beskidte valgkamp i mands minde vandt justitsminister Christoph Blochers Schweiziske Folkeparti (SVP) parlamentsvalget med rekordtilslutning, og SVP udbyggede derved sin position som største parti. Dog ser Schweiz' tradition for brede regeringssamarbejder ud til at fortsætte
23. oktober 2007

Efter en aggressiv valgkamp, der i høj grad var præget af udfald imod alle, der vil 'udnytte' Schweiz - om de så er udlændinge, kriminelle, socialhjælpmodtagere eller eurokrater - sikrede Schweizisk Folkeparti (SVP) sig søndag en historisk valgsejr ved parlamentsvalget i alpelandet.

Med 29 procent af stemmerne gik SVP og dets kontroversielle frontfigur, justitsminister Christoph Blocher, for femte gang i træk frem og opnåede 2,3 procentpoint større tilslutning end i 2003. Skønt fremgangen ikke kan betegnes som en jordskredssejr, er det den største vælgertilslutning til et enkelt parti siden 1919, skal man tro Det Statistiske Forbundskontor i Bern.

Den store taber blev Socialdemokraterne (SP), der gik 3,8 procentpoint tilbage til 19,5 procent, deres værste resultat siden 1991, fulgt af Freisinnig Demokratische Partei (15,6), Kristdemokraterne (14,6) og De Grønne (9,6).

Det var i går uvist, hvilken indflydelse valget får for regeringen, som traditionelt er et tværpolitisk samarbejde mellem de største grupperinger i parlamentet, hvor posten som regeringschef går på omgang mellem de syv ministre.

SVP's formand, Ueli Maurer, udtalte triumferende:

"Alle, som er imod Schweiz' indtræden i EU, som vil betale mindre i skat, og som ønsker sig mere tryghed og mindre udlændingekriminalitet, har støttet vores bevægelse i dag".

Men i partilederdebatten på schweizisk tv understregede han dog også, at partiet fortsat vedkender sig den såkaldte magiske formel bag regeringssamarbejdet, som Blocher for fire år siden for første gang blev medlem af.

"Schweiz kan slet ikke regeres på anden måde," sagde han i et forsøg på at nedtone rygter om, at SVP vil danne en ren en højreregering uden Socialdemokraterne.

Højrenationalisterne vakte opsigt og mishag med valgplakater, hvor hvide tegne-seriefår ses sparke et sort får ud af landet. De kan nu sætte sig på syv ekstra, i alt 62 af de 200 mandater i parlamentet, der den 12. december vælger en ny regering.

Ifølge den ansete Zürich-avis Neue Zürcher Zeitungs lederkommentar i går er det for letkøbt at forklare SVP's valgsejr med milliardæren Blochers mange penge og fremmedfjendske retorik.

"Tværtimod har partiet flair for som de første at tale højt om emner, som optager schweizerne, blandt andet kriminalitet," skriver avisen.

Kommentatorer hæfter sig endvidere ved, at det hidtil primært tyskbaserede SVP med sin kampagne mod kriminelle udlændinge og fokus på et suverænt Schweiz for første gang formåede at få mobiliseret fransksprogede vælgere i den vestlige del af landet.

Trods den fremmedfjendske valgkamp fik Schweiz søndag også sin første sorte parlamentariker.

Den angolanskfødte jurist Ricardo Lumengo, der blev valgt ind for Socialdemokraterne, var i 1980'erne en af de første asylansøgere fra Afrika, som kom til Schweiz.

Valgdeltagelsen lå på 49,6 procent, det højeste niveau siden 1975, idet schweizerne på grund af hyppige folke-afstemninger sjældent gider stemme ved parlamentsvalg.

I den franske avis Libération beklager den schweiziske politilog François Chérix SVP's historiske sejr - et parti, der ifølge ham rummer de klassiske populistiske karakteristika, idet det udmærker sig ved sit "umættelige magtbegær, sin narcissistiske selvforherligelse, sin messianske poseren som folkets frelser og sin paranoide udpegning af ydre fjender (EU) og indre (udlændinge og socialister). Libération noterer, at det lykkedes Blocher at få sit "kuldskære vælgerkorps til at overse, at hans fremmedfjendske evangelium først og fremmest er ultra-liberalistisk".

Der Spiegels Zürich-korrespondent, Mathieu von Rohr, mener dog, at SVP kan have nået sit kulminationspunkt.

"Det bliver svært for partiet at nå over 29 procent i fremtiden, hvortil kommer at dets leder efterhånden er 67 år. Selv om han ynder at sige, at han vil fortsætte i årtier, er partiet nødt til at forholde sig til, at der kommer en fremtid uden ham. Blocher har i den grad personificeret partiet, og der er ingen, der kan erstatte ham."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu