Slaraffenlande for forfrosne slikmunde
Berlin, Henriette Harris
Berlins fastlandsklima gør byen kold at trave rundt i mellem oktober og april. Råd for det. Slå et smut om Rykestrasse (i øvrigt en af Berlins smukkeste gader) i Prenzlauer Berg og giv blodsukkeret en ordentlig en på sinkadusen. Her ligger nu dør om dør to slaraffenlande for forfrosne slikmunde. Albrecht's Patisserie laver konditorkager på den franske manér, og her mangler hverken Éclaire, Tarte au Citron eller Mille Feuille. Naboen, der åbnede for en måned siden, hedder Choco Finesse og er Berlins svar på Juliette Binoches chokoladeforretning i filmen Chocolat. Her serveres ægte varm chokolade med et strejf af chili, ingefær og andre eksotiskheder. Glem ikke at smage de hjemmelavede fyldte chokolader.
Albrechts Patisserie, Rykestrasse 39, Prenzlauer Berg (også filialer i Vestberlin i Fasanenstr. 29 og i Winterfeldstr. 45)Choco Finesse, Rykestrasse 40, Prenzlauer Berg
Historisk hotel i Miami Beach
Martin Burcharth, USA
Når reportagerejser i ny og næ bringer mig til det sydlige Florida, sørger jeg altid for at booke Hotel Avalon på Ocean Drive i Miami Beach. Prisen er moderat og restauranten én af de bedste i Miami Beach. Ocean Drive er stedet, hvor de unge og smukke - amerikanske og latinamerikanske turister - fester til den silde morgen. Det kan være uudholdeligt larmende. Men så snart man træder indenfor i hotellets vestibule, bliver det stille. Atmosfæren emmer af 1950'erne. Maden er uovertruffen. Kokken kommer gerne ud og går en runde for at indhente kommentarer. Tidligt om morgenen er gaden som blæst. Der er kun 100 meter til stranden. Månen hænger stadig på himlen, mens en orange stribe ude over Atlanterhavet forkynder solens ankomst. Jeg bader i mørke bølger og tænker på sæler. Under et besøg sidste år fortalte den cubanske modstandskæmper José Basulto mig, at hotellet i 1960'erne tjente som mødested for CIA-folk, mafiosoer og antirevolutionære eksilcubanere. Af en eller anden grund undrer det mig ikke.
Cairos slidte charme
Hans Henrik Fafner, Mellemøsten
Ikke uden grund valgte Michael Palin at bo på Windsor Hotel, da han i forbindelse med optagelserne til tv-serien Around the World in 80 Days kom forbi Cairo. Den gamle bygning med de mange knirkende trægulve emmer af charme, og i modsætning til de store turisthoteller er man på Windsor ikke et øjeblik i tvivl om, at man er i Cairo.
Den svagtseende Khaled har altid samme besvær med elevatoren. Den siges at være Egyptens ældste, og fordi den betjenes med et stort håndtag standser den altid 30 centimeter over eller under den ønskede etage, men det er en del af stedets charme. Hotellet blev opført for godt 100 år siden som badehus for den egyptiske kongefamilie, og siden blev bygningen overtaget af den britiske hær, der op gennem 40'erne brugte den som officersklub. Trofæerne, som officererne bragte med sig fra orlovens jagtudflugter, hænger stadig i baren på Windsor.
Netop denne funktion førte til, at de frie officerer ved magtovertagelsen i 1952 brændte dele af klubben, som i deres øjne var symbol på den vestlige imperialisme. I dag hæger hotellet over et stort maleri, der hænger i restauranten med store brandhuller i lærredet.
Morgenmaden er ikke noget at skrive hjem om. Beliggenheden er heller ikke verdens mest spændende. Fra værelserne ser man ud på bagsiden af Den Islamiske Bank. Men lige uden for døren ligger det virkelige Cairo. Stort og støvet, med rigtige egyptere i gadebilledet, og det ligger fjernt fra de store turisthoteller, hvor man mest møder emsige taxichauffører og pågående souvenirsælgere.
Østrigsk konditori i Paris
Annegrethe Rasmussen, Paris
Det er svært at komme uden om de parisiske bagere og konditorier. Men mens man - heldigvis - kan svælge i knasende friskbagte croissanter, forførende lette makroner i alle smagsvarianter og farver samt uimodståelige baguettes mange steder i Paris, så er der kun ét østrigsk konditori i Paris, som er så sublimt, at det fortjener et særskilt besøg.
Det er det lille konditori Le Stübli, som findes midt på markedsgaden, rue Poncelet i det herskabelige 17. arrondissement. Man kan vælge at gå ned fra Triumfbuen ad Avenue de Wagram, dreje til venstre efter fem-ti minutter, afhængig af gåtempo, ad Avenue de Ternes, hvor man straks vil finde Poncelet på højre side. Eller man kan tage metroen til Ternes (linje 2) og stige af på Place de Ternes, hvor man så også skal gå ned ad Avenue des Ternes i retning mod Porte Maillot. Rue Poncelet er en lille, intens markedsgade af den klassiske parisiske slags med et væld af frisk frugt, fisk og grøntsager, samt en del specialbutikker. Stübli ligger midt på, og hvis ens hang er til ægte varm chokolade med flødeskum eller apfelstrudel (prøv også varianten med kirsebær) så fås den ikke bedre i Wien - eller Paris. Konditoriet har siddepladser uden for om sommeren og på første sal hele året rundt. Simpelthen uimodståelig finder denne signatur - og hendes familie - som bor tæt på.
En kop øl i Moskva
Per Dalgård, Rusland
Moskva bugner af nye, billige og dyre restauranter og cafeer. Hvis man ikke har været i byen siden sovjettiden, så tror man ikke sine egne øjne. Så forvandlet er byen fra den grå og mørke kommunistiske hovedstad til en metropol med et voldsomt cafe- og natteliv.
Den første cafe efter systemets fald i 1991 var for mig Khmelnaja Tjarka (En Kop Øl) på gaden Grusinskij Val ved den Hviderussiske Banegård. En rigtig lokal cafe med lokale folk, der smutter forbi, hygger sig med en kop øl eller en flaske vodka med god mad til meget rimelige priser, f.eks. kød 'På Bondevis' bagt i krukke med kartofler. Værtinden Tatjana, en trivelig tidligere lærerinde, sørger for hyggen i Tjarka, hvor man sidder ophøjet over gaden sammen med lokalbefolkningen og kigger ud over det myldrende folkeliv. Prøv det, hvis du kommer til Moskva.
Et los i kæben
Martin Gøttske, Beijing
Det er mad, der giver en et los i kæben, og mens smagsløgene prøver at komme på benene igen, svier chilien, og Sichuan-peberen lammer. Hos Chuan Ban, den absolut bedste restaurant i Beijing for det fyrige Sichuan-køkken, er de sprængfarlige retter ren kulinarisk lykke. Det er en intens kinesiske madoplevelse. Tætpakkede gæster kører larmende på højoktan kinesisk sprut, mens spurtende tjenere kaster mad i alle retninger, og ilden flammer op i wokkerne. mago
Chuan Ban, Gongyuan Toutiao nr. 5, Jianguomennei Dajie, 6512-2277 (lokalnummer 6101)
En hemmelig mad-gade
Martin Selsøe Sørensen, Istanbul
Istanbul er en by med mange hemmeligheder, og den holder godt på dem. En af dem er restaurant-gaden Sofyali Sokak nær Tünel i Beyoglu-distriktet. Om sommeren er gaden, der nærmest er en gyde, tæt pakket med spisende tyrkere, der nyder de traditionelle meyhane-restauranters små kolde eller varme mezze med raki til, møre bøffer og varme chokoladekager, lækre café-salater, mikro-bryggede øl eller ganske almindelige pilsnere og sigøjnermusik på baren Badehane. Der er det hele, men der er bare ikke ret mange andre end tyrkerne selv, der ved det. mss
Udsøgt, afslappet og med et glimt i øjet
Brigitte Alfter, Bruxelles
Turist i Bruxelles? Så kommer du næppe forbi restauranten Bar Bik, medmindre du ved, hvor det er. Men det kreative køkken med få, udsøgte retter og den smilende, storsnakkende, pjattende betjening er en fin anledning til at gå ad de smalle fortove ind i det flamske kvarter og lidt væk fra de sædvanlige turiststeder. At Bar Bik kun har åbent på hverdage og er lukket i weekenden, tager kunderne med et smil: De sætter pris på, at stedet er afslappet. Så lad bare ejerne slappe af i weekenden.
Bar Bik ligger på Arduinkaai 3 (tlf. +32 2219 7500) i det centrale Bruxelles.
