Nyhed
Læsetid: 6 min.

Italiensk forår i oktober

Det nystiftede italienske parti, Partito Democratico, har valgt Roms borgmester, Walter Veltroni, til formand og kørt ham i stilling som Romani Prodis afløser. Partidannelsen får pæne ord med på vejen fra europæiske socialdemokrater som Poul Nyrup og Ségolène Royal, men har også allerede mødt kritik for at medvirke til en steril og udemokratisk blokpolitik
Udland
23. oktober 2007
Roms borgmester, Walter Veltroni (th.), er gennem længere tid blevet kørt i stilling som Prodis (tv.) afløser, og efter sidste søndags primærvalg er han officielt venstrefløjens ministerpræsidentkandidat ved det næste parlamentsvalg.

Roms borgmester, Walter Veltroni (th.), er gennem længere tid blevet kørt i stilling som Prodis (tv.) afløser, og efter sidste søndags primærvalg er han officielt venstrefløjens ministerpræsidentkandidat ved det næste parlamentsvalg.

Pier Paolo Cito

Søndag den 14. oktober blæste der milde vinde i italiensk politik. Formanden for det nye parti Partito Democratico (PD) og de 2.800 delegerede til partiets stiftende kongres, som afholdes i Milano på lørdag, skulle vælges, og alle italienere over 16 år kunne formedelst et bidrag på én euro deltage i afstemningen.

Da Romano Prodi i oktober 2005 blev valgt som centrum-venstre-fløjens ministerpræsidentkandidat, foregik det efter samme metode. Og Prodi udtalte sidste søndag aften, at regeringen ville være gået af i tilfælde af lav valgdeltagelse. På det tidspunkt stod det dog allerede klart, at resultatet blev den ventede sejr til Roms borgmester, Walter Veltroni, som fik hele 75 pct. af de 3,4 millioner afgivne stemmer.

Det nye parti har været på tegnebrættet siden 2003, men grundlaget for søndagens store mobilisering blev først skabt i løbet af sommeren, da bl.a. familieminister Rosy Bindi og viceministerpræsident Enrico Letta meldte sig i feltet, som på selve valgdagen omfattede i alt fem kandidater. Indtil juli i år havde Veltroni altså været den eneste kandidat, og selv om det udvidede felt uden tvivl har haft en gavnlig virkning på både valgdeltagelsen og partidannelsen, har der reelt aldrig hersket tvivl om resultatet. Veltroni er gennem længere tid blevet kørt i stilling som Prodis afløser, og efter sidste søndags primærvalg er han officielt venstrefløjens ministerpræsidentkandidat ved det næste parlamentsvalg.

Alsidig herre

Veltroni er født i Rom i 1955 og blev i 2001 og igen i 2006 valgt til borgmester i byen. Fra 1996 til 1998 var han kulturminister i Prodis første regering. Han har dog især begejstret som en særdeles initiativrig borgmester i Rom, hvor Veltroni ikke mindst på grund af sin venlige og lydhøre fremtoning har opnået betydelig popularitet.

Foruden romaner og noveller har han skrevet bøger om film, fodbold og politik og sågar lagt stemme til en tegnefilm. Han har tidligere arbejdet som journalist og redaktør på avisen L'Unità, og som så mange andre i det nye parti fik han sin politiske opdragelse i kommunistpartiet, Partito Comunista Italiano (PCI).

Engang midt i 1990'erne skal en af hovedarkitekterne bag det nye parti, den daværende ministerpræsident Massimo D'Alema, i fint selskab have udtalt:

"Vi bør ikke være bange for at bruge ordet socialisme."

oktoberrevolutionen.

Ifølge anekdoten skulle forsamlingen, som omfattede både Bill Clinton og Tony Blair, have reageret med hånlatter. Nu bortfalder enhver henvisning til venstrefløjspolitik i navnet på det, der engang var Vesteuropas største kommunistparti. Alligevel udkom L'Unità mandag i sidste uge med den begejstrede overskrift: La rivoluzione d'ottobre -

Historisk kompromis

i partinavnet endte med to nye partier: Partito Democratico della Sinistra og Rifondazione Comunista.

L'Unità var PCI's officielle organ indtil 1991, da den daværende formand, Achille Occhetto, blot tre dage efter Murens fald betonede nødvendigheden af at transformere partiet til "noget større og smukkere". En langvarig strid om det betimelige i at bibeholde adjektivet comunista

Det første og største blev siden til Democratici di Sinistra (DS), mens Rifondazione Comunista og udbryderpartiet Partito dei Comunisti Italiani i dag udgør den yderste venstrefløj i Prodis regeringsgrundlag. DS nedlægges nu med stiftelsen af PD, som desuden opsluger midterpartiet La Margherita og syv mindre partier i regeringskoalitionen.

Men det nye parti har også allerede ført til nye splittelser. Fabio Mussi, en anden ekskommunist og D'Alemas gamle studiekammerat, modsatte sig således projektet og lancerede tidligere på året Sinistra Democratica, som vil placere sig til venstre for PD. Andre ekskommunister betragter derimod PD som fuldendelsen af Occhettos reformbestræbelser. Et andet interessant aspekt er, at tidligere medlemmer af kommunistpartiet og tidligere kristendemokrater som f.eks. Prodi og Bindi nu i fællesskab danner et nyt parti. PD udgør således på sin vis en forsinket virkeliggørelse af det såkaldte 'historiske kompromis' mellem de to fløje i italiensk politik.

Royal og Nyrup positive

Det nye parti modtog da også begejstrede komplimenter fra prominente europæiske socialdemokrater som f.eks. Poul Nyrup Rasmussen og Ségolène Royal i sidste mandags udgave af L'Unità. Sidstnævnte fremhævede, at til sammenligning havde kun 220.000 mennesker deltaget i det franske socialistpartis primærvalg. Alt dette var med til at bekræfte indtrykket af, at der var sket noget exceptionelt i italiensk politik.

"Det kunne ikke have været en bedre dåb," kommenterede Nando Dalla Chiesa, statssekretær for universiteter og forskning.

Han betragtede ikke sidste søndags 'oktoberrevolution' som et stormløb mod il palazzo (paladset), som var Pier Paolo Pasolinis betegnelse for partivældet, der konsoliderer sig som en separat virkelighed og på forhånd ekskluderer almindelige borgere fra det politiske liv. Tværtimod viste den store valgdeltagelse, at centrum-venstres vælgere "tror på det politiske og ønsker en troværdig politik, som er ren, åben, intelligent og lidenskabelig."

I begyndelsen af september lykkedes det komikeren Beppe Grillo at samle over 300.000 mennesker til en storstilet protest mod hele den politiske klasse i Italien. Men dette tal blegner noget i forhold til primærvalget sidste søndag. Ifølge Dalla Chiesa demonstrerede centrum-venstres vælgere, at de er "bedre end deres repræsentanter".

Grillos internetbaserede protestbevægelse er af folkene bag PD blevet beskyldt for antipolitisk populisme, men den er nok også udtryk for, at forholdet mellem tilskuere og deltagere i italiensk politik er ved at ændre sig. Folk er trætte af at blive holdt for nar af en politisk kaste, som først og fremmest beskytter sine egne, og PD er netop blevet beskyldt for at repræsentere et gammelt oligarki i ny forklædning.

"Ikke desto mindre," skriver Dalla Chiesa, "stemmer millioner af mennesker om formandsposten i et politisk parti, som det store flertal sandsynligvis aldrig vil melde sig ind i."

Således kunne man næsten få fornemmelsen af et politisk forår i oktober.

Rigid blokpolitik?

Denne fornemmelse var politologen Giovanni Sartori dog ikke sen til at udfordre i en leder i avisen Corriere della Sera, hvor han spurgte, om PD nu også ville medføre større frihed for vælgerne, eller om de politiske ledere med dannelsen af det nye parti ikke i virkeligheden havde begået en slags overgreb mod vælgerbefolkningen? Et i forvejen bredt funderet valgforbund på venstrefløjen bliver med dannelsen af PD til et egentligt parti, hvilket ifølge Giovanni Sartori på ingen måde vil løse de interne konflikter i regeringssamarbejdet, men tværtimod blot forvandle de eksisterende partier til "et uspiseligt farsbrød".

Sartori kritiserer ideen om faste regeringskoalitioner med forhåndsudpegede ministerpræsidentkandidater og tolker PD som et udtryk for "rigid og misforstået blokpolitik". Partiet vil fortsat være afhængigt af den yderste venstrefløj for at kunne danne regering, og det er således på forhånd udelukket, at det nogensinde vil kunne få sit valgprogram gennemført. Sartori anbefaler i stedet smalle regeringskoalitioner, som vel at mærke først bør indgås efter et valg:

"Kun i Italien kan man bilde folk ind, at parlamentet ikke bør have frie hænder til at skifte koalitioner og ledere efter behov. Er det intelligent at opretholde en paralyseret koalition i fem år?"

(af desperation), får ret.

Fredag bragte ugemagasinet L'Espresso et interview med ministerpræsident Prodi, hvor han afviste alle rygter om et valg i kølvandet på dannelsen af PD. Og på trods af et yderst spinkelt flertal i Senatet, der besværliggør så godt som alle politiske manøvrer, vil Veltroni støtte Prodi i hans bestræbelser på at fastholde regeringsmagten med den nuværende koalition indtil 2011. Eller i hvert fald indtil en ny valglov, som bl.a. skal minimere antallet af parlamentarikere i Italien, og et indgreb mod Silvio Berlusconis interessekonflikter er blevet vedtaget. Disse tiltag må betragtes som nødvendige, hvis det nye partis oligarker vil undgå at komme i åben konflikt med Beppe Grillo og blog-folket. Ellers vil det ende med, at de vittige iagttagere, som hævder, at PD i virkeligheden står for per disperazione

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her