I Sydafrika er regeringen trådt ind for at redde den lille lokale plante pelargonium sidoides fra udryddelse. Mange hundrede tons er blevet høstet for udenlandske medicinalfirmaer. Et af firmaerne, tyske ISO Arzneimittel, har taget patent på brug af ekstrakt fra planten mod en række hiv/aids-relaterede infektioner som tuberkulose, herpes og lungebetændelse. Men nu kræver traditionelle medicinmænd patentet ophævet. De argumenterer med, at de i mange århundreder har brugt planten til at behandle disse infektioner. Derfor kan ISO Arzneimittel ikke med rette hævde at være de første, der har opdaget dens egenskaber. Det tyske medicinalfirma er imidlertid i færd med at søge patent på den generelle anvendelse af ekstrakt fra planten mod hiv/aids. Hvis det lykkes, vil sydafrikanske firmaer ikke kunne bruge planten til at udvikle medicin, der kan bekæmpe pandemien. ISO Arzneimittel kan dermed tjene milliarder på en plante, som sydafrikanere har brugt i århundreder, vurderer Sunday Times.
"Når køberne kommer, er de ligesom tyve - de stjæler de oprindelige folks viden," siger Nomthumzi Sizani, talsmand for en lokal sydafrikanske miljøgruppe, til den britiske avis. Meget tyder også på, at FN nu efter lang tids tøven for alvor har fået øjnene op for problemet. På et nyligt møde i Montreal viste langt de fleste medlemslande sig villige til at indgå en aftale mod såkaldt biopirateri - blandt andre tidligere modstandere som Malaysia og Brasilien.
En stille sygdom
Den brasilianske ambassadør i London, Jose Mauricio Bustani, beskriver således biopirati som en 'stille sygdom', der er svær at spore, og som begås og ofte tilskyndes af mange velkendte multinationale firmaer. Den væsentligste udvikling er dog, at EU har skiftet holdning og nu aktivt arbejder for en bindende aftale, der sikrer ulandene og de oprindelige folks rettigheder til deres genetiske ressourcer - blandt ved at de får del i profitten derfra.
I rapporten 'Out of Africa' fra 2005 gennemgår den uafhængige, amerikanske miljøorganisation Edmonds Institute over 30 sager om biopirateri, og via opgørelser over medicinal-, kosmetik- og fødevarefirmaers indtjening viser rapporten, at der er uhyrlige summer på spil. Virksomhederne tæller kendte navne som Dior, GlaxoSmithKline og Pfizer.
Biopirater
Kampen om den sydafrikanske pelargonium er en af de sager, der blev fremlagt på FN's møde i Montreal om adgang til og udbyttedeling af genetiske ressourcer. Tove Marie Ryding, formand for miljøorganisationen Nepenthes, var en del af den danske delegation, der deltog i mødet den 8. til 12. oktober.
"Sagen fra Sydafrika er et eksempel på, hvad der sker, når man ikke har en aftale om genetiske ressourcer. Man skal sikre oprindelseslandene del i udbyttet og hindre biopirater i at udnytte landenes genetiske ressourcer," siger hun.
Den sydafrikanske sag handler om oprindelige folks rettigheder over naturmedicin og traditionel viden. Det er centrale dele af problematikken. Men også i andre tilfælde er det ifølge Tove Marie Ryding problematisk, at der ikke er en klar aftale.
"Indonesien nægter lige nu at udlevere prøver fra døde mennesker og fugle, som er døde af fugleinfluenza. Det er, fordi de har oplevet, at når de giver dem til WHO, så gives prøverne videre til vestlige virksomheder, der laver medicin, som de så tager patent på. U-landene kan dermed ikke selv producere medicinen, de har ikke råd til at købe den, og der er heller ikke medicin nok, fordi den vestlige verden køber den og lægger den på lager," fortæller Tove Marie Ryding.
En ny æra
Mødet i Montreal var den første af to forhandlingsrunder, som skal skabe en aftale på området. Næste runde er i januar 2008, og til maj skal det afgøres, om aftalen skal være juridisk bindende. Baggrunden for mødet går imidlertid helt tilbage til 1992, hvor biodiversitetskonventionen blev vedtaget i Rio de Janeiro. Carsten Lund, specialkonsulent ved By- og Landskabsstyrelsen var også med i den danske delegation i Montreal. Han beskriver mødets formål som "at få biodiversitetskonventionen til at virke i den virkelige verden."
"Problemstillingen går på, at man i konventionen har en bestemmelse om, at de genetiske ressourcer tilhører nationalstaterne, og at de kan lovgive om adgangen til ressourcerne og betinge brugen af dem af en forudgående tilladelse. Bestemmelsen er sådan set juridisk bindende, men det er kun få lande, der har lovgivet omkring den," forklarer Carsten Lund.
Både Carsten Lund og Tove Marie Ryding mener, at der efter lang tids stilstand nu er reelt håb om, at der kommer en aftale. De ser det begge som helt afgørende, at EU har skiftet holdning i spørgsmålet.
"EU har fremlagt en række omfattende forslag, som indebærer en bindende aftale. Det er første gang, EU har meldt så aktivt og progressivt ud, at man ikke er bange for at ændre spillereglerne. Man kan sige, at EU er i en nøglesituation, hvor den kan bygge bro mellem de vestlige lande og ulandene," siger Carsten Lund.
Professor Lene Lange, leder af Institut for Molekylærbiologi ved Københavns Universitet og tidligere forskningschef ved Novozymes, mener, at vedtagelsen af biodiversitetskonventionen i 1992 indvarslede en ny æra: "Ved udviklingen af det industrielle samfund lykkedes det ikke at lave en rimelig fordeling af goderne ved for eksempel udvinding af metaller og andre naturressourcer. Landene med store forekomster af for eksempel tin og kobber forblev u-lande. Men nu har vi en ny æra, hvor det er de biologiske ressourcer, der bliver basis for den industrielle kapital og profit, og der må vi ikke begå samme fejl," siger hun.
USA er imod
Det er dog ikke alle, der er lige indstillede på at undgå en gentagelse af fortidens synder. Fire lande har skilt sig ud som modstandere af en aftale: Australien, Canada, New Zealand og endelig USA, som heller ikke har underskrevet biodiversitetskonventionen.
"For det første er det lande med et problematisk forhold til oprindelige folk. Men når vi snakker naturmedicin, er det også de lande, der har de virksomheder, som har mest at tabe. Det er i høj grad amerikanske virksomheder, der bliver snakket om. USA er et nøgleland," siger Tove Marie Ryding.
Carsten Lund peger på et af de væsentligste stridspunkter.
"En af de ting, man arbejder med, er et krav om, at når man søger at patentere en genetisk ressource, skal man redegøre for, hvor den stammer fra. Det vil hjælpe oprindelseslandet til at se, om dets ressourcer bliver brugt af firmaer, det ikke har en aftale med. Men det synes hverken USA eller Australien er nogen god idé. De mener, at patenteringsmulighederne skal virke som et incitament til at lave nye opfindelser til glæde for menneskeheden, og at et sådant krav vil skade innovationen," siger han og bemærker, at man i Danmark netop har indført dette krav.
Lene Lange understreger dog, at diskussionen ikke er så enkel.
"Man skal være opmærksom på, at der er tale om to forskellige dokumenter, et internationalt charter og en patentlov, som er to forskellige ting. Men nu er man politisk nået frem til at man ved patentering skal redegøre for, hvordan man har overholdt biodiversitetskonventionen. Og det mener jeg er en god løsning. De mest fornuftige industrier har også allerede i flere år frivilligt givet disse oplysninger," siger hun.
Velmenende forskere
Der er således også flere grunde til, at virksomhederne selv har en interesse i, at der kommer en aftale, forklarer Carsten Lund:
"Virksomhederne vil gerne have klarhed. De vil gerne have en juridisk sikkerhed for, at der ikke, efter de har brugt mange penge på udviklingsarbejde, pludselig kommer en tvist om, hvorvidt de overhovedet må bruge det. Derfor burde man kunne få interesserne til at mødes."
Lene Lange påpeger desuden, at problemet rækker ud over de kommercielle virksomheder.
"Den avancerede version af det her er, at der ikke kun er industrielle interesser på spil. Hvis gode, velmenende, offentlige forskere studerer oprindelige folk og opdager, at den her plante bruger de til at hele sår og finder ud af, hvilket aktivt stof, der er årsag til den egenskab og så publicerer det i en artikel, kan det ødelægge de oprindelige folks muligheder for at tjene penge på deres viden. For så kan den ikke patenteres, og dermed er der risiko for, at der ikke er nogen virksomheder, der er interesserede, fordi de ikke kan beskytte deres forretning," siger hun.
Jeg synes at det røde tråd i denne artikel lyder: Vi skal holde op med at fåke de fattige, fordi de er fattige, og ikke selv kan udnytte deres ressorucer....
Jeg mener at vi har et medmenneskeligt ansvar for at dele en enhver fortjeneste med dem som har muliggjort vores indtjening.....
Biopirateri, er det modsatte af internetpirateri.
Det er derfor vi som mennesker skal have fri og lige adgang til viden og information, da dette forudsætter en enhver form for udvikling,
I disse år er man ved berkeley ved at afprøve en HIV-medicin, Prostratin, udviklet på baggrund af barken fra den lille træagtige mamala-plante, Homalanthus nutans, som har været kendt blandt halere på Samoa, for sine immunologiske egenskaber.
Det er etnobotanikeren Paul Cox, som gennem sit mangårige feltarbejde på Samoa er kommet på sporet af Prostratin. Han har tidligere lavet aftaler med en producent af hudplejeprodukter om, at en del af overskudddet fra den etnobotaniske viden skulle flyde tilbage til sikringen af oprindelige folkeslag og deres levevilkår, og han har gennem årene rejst ganske store beløb ad denne vej. I 2004 fik han etableret den aftale, at 20% af overskuddet ved fremstillingen af Prostratin skal gå til de folkeslag på Samoa, som har leveret den oprindelige viden. Det skulle være den første aftale af sin art - men man burde globalt etablere noget i retning af dette som en generel ordning.
Se: http://www.aidsresearch.org/scientific_research/prostratin_press.html