Læsetid: 4 min.

'Libanon bliver aldrig en muslimsk stat'

Mens Libanon forgæves leder efter en ny kristen præsident, føler Libanons store kristne mindretal sig splittet, og mange føler deres særstatus i den arabiske verden truet
Den tidligere militsleder Samir Geagea er allestedsnær-værende i den kristne bjergby Bcharre, hvor beboerne stoler på at han og hans højreorienterede parti Lebanese Forces kan bevare kristen indflydelse. Her kigger han ned på slagteren og hans kunder fra væggen.

Den tidligere militsleder Samir Geagea er allestedsnær-værende i den kristne bjergby Bcharre, hvor beboerne stoler på at han og hans højreorienterede parti Lebanese Forces kan bevare kristen indflydelse. Her kigger han ned på slagteren og hans kunder fra væggen.

Tobias Havmand

29. oktober 2007

BCHARRE - Der er smukt i den langstrakte by, der klynger sig til landevejen på grænsen af den afgrundsdybe slugt.

Qadisha-slugtens grønne bjergsider ligger udbredt nedenunder, og gamle massive stenhuse kæmper med et mylder af kirker om den sparsomme plads på klippeplateauet, mens et skilt viser op til den gruppe cedertræer, som har givet Libanon dets nationalsymbol, og som hvert år bliver fejret af Libanons patriark i en halvreligiøs ceremoni, når sneen er smeltet. Bcharre er, som en lokal betegner det, "hjertelandet for de hardcore kristne" i Libanon, som i øjeblikket kæmper for at bevare deres indflydelse i et land, hvor kristendommen er på hastig retur.

En kamp, der i øjeblikket udspiller sig i brydekampen om at finde en ny præsident fra den kristne minoritet, som er splittet mellem minoritetens traditionelle stærkt højreorienterede partier og den tilbagevendte eks-general Michael Aoun, der har allieret sig med det shiitiske Hizbollah - og inddirekte med Syrien. I Bcharre er der ingen tvivl om, hvem man holder med.

"Syrien slem, Dr. Gaegea er god," griner den lokale slagter i sin butik på hovedgaden, mens han med en flækkekniv peger på et foto af sit eget runde hovede ved siden af den skaldede partileders, og under lederens blik fra en plakat på væggen giver kunderne ham ret.

Alle mod alle

Samir Geagaes overskæg og skarpe ansigtstræk går igen på plakater og klistermærker overalt i fødebyen og vidner om en anden, lidt mere dramatisk side af bjerglandsbyen, hvor man altid har kæmpet. Mod druserne, mod palæstinenserne, mod syrerne. Mod hinanden.

Den 55-årige leder af regeringspartiet Lebanese Forces blev forrige år løsladt efter 11 års isolationsfængsel for en række drab under borgerkrigen. Men hans navn er også uløseligt kædet sammen med den begivenhed, der fandt sted i en anden landsby i nærheden med det misvisende navn Ehden, få kilometer nede af den kringlede bjergvej. Her brød en gruppe af Geageas folk ind i militslederen og søn af den daværende præsident Tony Franjiehs hjem om natten og dræbte ham og hans familie i en massakre, som var halvt politisk opgør og halvt klanfejde.

Men mens begivenheder som disse og hans militsers flirt med fascismen har givet Geagea et blakket ry i andre dele af befolkningen er der ingen tvivl om støtten her.

"Geagea blev vores leder med vold, men her støtter 95 procent ham," siger Isaac Rahme på det lokale posthus og trækker på skuldrene. "Nogle folk siger, at Libanon ikke er opdelt, men det passer ikke," konstaterer han.

"Selv mener jeg, at Geagea gør for lidt. Han råber meget, men gør ingenting. Måske skulle vi have kæmpet imod Hizbollah. Man må kæmpe for sin frihed," siger han. Nervøsiteten for fremtiden er han ikke ene om.

Mens Libanon traditionelt har haft en særstatus i den arabiske verden som et slags kristent land, hvor de kristne tidligere udgjorde en majoritet og konstitutionelt har haft forrang, bl.a. med præsidentposten, har udviklingen gjort dem til den mindste gruppe efter shiiterne og sunnierne. Fredsslutningen i 1990 fastslog, at Libanon er et arabisk land, og siden er de kristnes reelle indflydelse faldet i takt med deres indbyggertal, på trods af at de stadig konstutionelt står som den stærkeste gruppe i Libanons delikate magtfordelings-puslespil.

Syrerne er fjenden

Mens oppositionens kristne præsidentkandidat, Michel Aoun, har opløst de traditionelle alliancer med sit partnerskab med Hizbollah, holder maronitterne i bjergene ortodokst på deres modstand mod den syriske indflydelse.

"Vi har mistet indflydelse i 18 år siden fredsslutningen, den er sivet væk fra os, men nu stopper vi det," siger den gråhårede Mato i en støvet, halvtom cafe længere nede ad hovedgaden.

"Fredsaftalen efter borgerkrigen sagde, at magten skulle være ligeligt mellem kristne og muslimer, også selvom befolkningsfordelingen siger noget andet. Vi ejer over 50 procent af landet, selvom vi måske kun er 20 procent. Hvis du har et hus med to sønner, og den ene vælger at få hundrede sønner og den anden kun at få to, betyder det jo ikke, at den første skal arve mere end den anden," argumenterer han, mens de andre mænd i lokalet giver ham ret.

"Libanon bliver aldrig en muslimsk stat. Vi er urolige for at miste indflydelse, men vi er ikke bange, for vi er parate til at kæmpe for det," knurrer han.

Den gråhårede mand kæmpede selv med i et af de første slag mod syrerne efter deres indtog i Libanon i 1976 - sammen med Geagea, der i dag er en af de stærkeste modstandere af den syrisk allierede opposition. Mens andre dele af den kristne minoritet tidligere har allieret sig med syrerne og lederen af det største kristne parti, Michel Aoun, har vendt indædt modstand mod syrerne til en strategisk alliance, har modstanden mod den store nabo altid været dominerende i denne del af bjergene.

"Vi har altid kæmpet mod syrerne. Vi gjorde det i 30 år, det var vores hverdag. Når folk taler om modstandskamp som kamp mod israelerne, er det en dårlig vittighed. Modstandskampen har altid været kampen mod syrerne," siger en anden mand i cafeen.

"I de sidste 18 år har vi haft syriske præsidenter, som ikke repræsenterede de maronitisk-kristne. Det må være slut. Vi vil ikke have Hizbollah og Aouns konsensuspræsident, det er bullshit, de vil bare have deres egen mand, og hvis vi ikke vælger ham, vil de dræbe os. Der er en stor chance for, at de vil angribe os, og Gud ved, hvad der så vil ske bagefter," siger han, mens de andre nikker.

Tilbage i Bcharres posthus har en kunde et andet syn på situationen: "Problemet er, at Libanon bliver fattigere og fattigere. Det trækker skellene op igen. Hvis bare Libanon igen kunne opleve fremgang, ville de glemme deres forskelle. Libanon bliver aldrig et muslimsk land. Så vil det falde fra hinanden," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu