Læsetid: 6 min.

'Er Lonely Planet måske Gud?'

Guidebogen Lonely Planet vil redde den smuldrende indiske ørkenby Jaisalmer. De fraråder nu turister at bo der. 'Tak fordi I gør os arbejdsløse,' lyder det sarkastiske nødråb fra de lokale
Korrupte embedsmænd, lort i fundamentet og eroderende vagttårne. Romantikken lever stadig i det smuldrende sandslot Jaisalmer

Korrupte embedsmænd, lort i fundamentet og eroderende vagttårne. Romantikken lever stadig i det smuldrende sandslot Jaisalmer

Laura Hertzfeldt

27. oktober 2007

Jaisalmer rejser sig over den indiske Thar Ørken i strålende sandsten. Som byen nærmer sig med sine stejle mure på toppen af en 100 meter høj klippe med tilsyneladende endeløs ørken i alle retninger, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig lettelsen hos de udmattede kamelkaravaner på Silkeruten, der gennem århundreder er ankommet til det hektiske handelscentrum.

Min 11-årige rejsekammerat får andre associationer. "Det ligner et sandslot, som en kæmpe har bygget med spande på stranden," bemærker han begejstret gennem støvskyerne, mens rickshaw'en bumler igennem ørkenen i retning mod fortet.

Byen blev grundlagt i 1156 og fungerede som en af de mest betydningsfulde handelsstationer på ruten mellem Centralasien og markederne i Vest, indtil etableringen af Bombays havn gjorde søvejen mere attraktiv. Jaisalmer har aldrig været indtaget af muslimerne, fortæller de lokale stolt her blot 100 km fra grænsen til Pakistan.

Men siden har turister invaderet den lille by, og deres rupees er blevet de lokales primære levevej.

De omkring 2.000 indbyggere inden for murene har i højsæsonen måttet dele de snævre gyder med horder af turister på jagt efter Kodak-øjeblikke og et skud middelalderlig atmosfære. Men i september skete der noget, der ændrede det hele. Nu er vi og de andre turister, der har taget den 17 timer lange togtur gennem den indiske ørken, henvist til blot at nyde synet af fortet ved solnedgang fra landsbyen neden for klippen - ja, det vil sige, hvis vi ønsker at bryste os af betegnelsen 'bæredygtige turister'. På de farvestrålende duge mellem bananpandekager og turister i forskellig grad af solbrændthed på Hotel Shahi, ligger årsagen: Rejseguiden over alle rejseguider, 'backpacker biblen', Lonely Planet.

Den australske guide-gigant udgav i september en ny udgave af deres guide til Indien, og de lokale handlende fik noget af et chok, da de første turister ankom med den reviderede version. Ifølge rejseimperiet er det nemlig ikke længere 'etisk forsvarligt' at bo i fortet. Det stigende vandforbrug belaster fortet så meget, at World Monument Fund har placeret byen på listen over verdens 100 mest truede bevaringsværdige lokaliteter. Flere hundrede bygninger er kollapset, og siden 1993 er tre af de 800 år gamle ydre vagttårne styrtet ned af klippen. I 2002 omkom seks mennesker ved et skred. "Af den grund har Lonely Planet besluttet ikke at anbefale noget hotel og restaurant i fortet. Vi opfordrer rejsende til at foretage et etisk valg, når de besøger Jaisalmer," står der i guiden.

Arbejdsløshed

Man skal ikke langt ind i fortet, før man opdager, hvad beboerne i fortet mener om den sag.

"Lonely Planet: Tak fordi I gør os arbejdsløse!" står der med store blå bogstaver på et banner ophængt på byens hovedtorv.

"Hvad ved Lonely Planet om noget som helst," spørger en rickshaw-chauffør, der har bemærket vores interesse. "I mange hundrede år har vi boet 2.000 mennesker her. Det kan ikke gøre så stor skade, at der også bor 200 turister," siger han.

Organisationen The Indian National Trust for Art and Cultural Heritage, INTACH, der fører en kampagne for at skabe fokus på problemet, erkender også, at problemerne ikke løses ved, at turisterne holder sig væk. Tidligere hentede beboerne deres vand i brønde neden for byen, og kloaker løb åbne i gaderne. Moderne bekvemmelighed og hygiejnehensyn ændrede det system i slutningen af 1980'erne. Der blev indlagt vand i husene, og interimistiske kloaker blev gravet ned. I dag flyder tusindvis af liter vand derfor rundt under byen og æder sandstensfundamentet op.

Men INTACH vedholder, at turisterne udgør et særligt problem. Behovet for lange brusebade, rene lagner og et menukort, der sikrer, at der altid er en pizza eller andet 'hjemve-mad' parat, betyder, at en gennemsnitlig turist bruger omkring 120 liter vand om dagen - 12 gange mere end de lokales forbrug.

De heldige

Den enes død, den andes brød. På Hotel Shahi i landsbyen neden for murene er ejeren Papu begejstret for anbefalingerne i den nye Lonely Planet.

"Vi har været ved at ødelægge vores eget levebrød. Regeringen har ikke gjort noget. Så er det godt, at Lonely Planet føler sig ansvarlig," siger Papu, en af hotellets ejere.

Hans familie ejede tidligere et hotel inde i fortet, men læste teksten på muren, inden rejseguiden tog den skæbnesvangre beslutning. I 1996 tog de således imod et tilbud om fordelagtige lån fra lokalregeringen til gengæld for, at de flyttede deres hotel uden for murene. At dømme efter antallet af turister, der denne aften drikker special cold coffee - bedre kendt som den indiske hovedpine-øl Kingfisher - på hotellets tagterrasse, er der ingen tvivl om, at hans familie kommer til at nyde godt af australiernes beslutning. De ejer allerede tre hoteller i landsbyen og har planer om et fjerde.

"Jeg kan da godt have ondt af dem, der blev i fortet, men de skulle have været kloge i stedet for grådige, da tilbuddet var der," siger Papu.

Dem, der stadig er i fortet, har startet et rygte om, at den nye tekst er et resultat af, at Papus familie har bestukket Lonely Planet, fortæller han.

"Det gør ikke mig noget. Som man siger: når der går en tyr forbi, gøer hundene, men tyren er ligeglad," griner Papu. "Man kan da ikke bestikke Lonely Planet. Det er dem, der stadig bestikker de lokale myndigheder for at fortsætte byggeriet i fortet, selv om det er fredet," siger Papu og peger op på fortet, hvor håndværkere er ved at gøre klar til at bygge et nyt hotel med romantiske alkover, der hænger ud over klippen. De arbejder om natten for ikke at blive opdaget, fortæller han. "Når det stadig fortsætter på den måde, er det svært at se, at vi kan redde byen uden Lonely Planets hjælp," siger Papu.

Er de Gud?

En af dem, der frygter for fremtiden, er Ram. End ikke hans restaurants storslåede udsigt og gavmilde tilbud om tibetansk/indisk/kinesiske/italiensk/thai/europæisk køkken kan tiltrække de åbenbart etisk korrekte turister, der dasker rundt i Jaisalmer fortet denne sene eftermiddag. Den tibetanske tjener har svært ved at holde sig vågen i heden i den pletfri restaurant, der endda kun har været åben i en uge. Det er det, der hedder dårlig timing, erkender Ram.

"Vi blev meget overraskede, da den nye Lonely Planet kom. Tidligere skrev de bare i en lille boks, at der var problemer, og at man skulle spare på vandet. Nu blander de sig i noget, som de ikke bør. Er de måske Gud," spørger Ram, der erkender, at der er problemer med kloaksystemet.

"Men de problemer vil være der, uanset om turisterne bliver væk. Nu er vi bare oven i købet blevet arbejdsløse. Det er kun de rige, der har råd til at starte forfra nede i landsbyen," siger Ram, der tilsyneladende er blevet træt af at snakke om problemer, når der endelig er en turist, der risikerer fordømmende blikke fra sine fæller ved at slukke tørsten på restauranten.

"Vil du have noget, der gør dig glad," spørger han, mens han med et indforstået smil fremviser en klump hash, der er så blød som modelervoks og dufter af teenageår helt over på den anden side af bordet.

Man gør, hvad man kan for at skaffe penge i Jaisalmer fort.

Men hvis nedbrydningen af byen fortsætter, vil der før eller siden ikke være turister på jagt efter drømmen om Silkeruten eller billige fnis i solnedgangen. Og det ved Ram: "Min familie har boet her i generationer, vi elsker byen og vil den det bedste. Men det er regeringen, der bør gøre noget. En guidebog skal ikke bestemme over liv og død," siger han.

En ældre fransk dame med vejrbidt hud og klirrende sølvsmykker har sat sig ved bordet ved siden af. Det er ikke fordi, hun er uetisk. Hun er bare forelsket i den slumrende tibetanske tjener, hvisker Ram. Solen er ved at gå ned bag silhuetten af verdens eneste beboede middelalderfort, og tibetaneren smiler til franskmanden, som om han ved noget, som hun ikke ved. Korrupte embedsmænd, lort i fundamentet og eroderende vagttårne. Romantikken lever stadig i det smuldrende sandslot Jaisalmer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu