Læsetid: 5 min.

Made in Italy - af kinesere

'Made in Italy' var i alvorlig krise i 1990'erne. Nu blomstrer den italienske tekstilindustri igen - og det samme gør Chinatown i den norditalienske by Prato. I Italien er globaliseringens udflytning af produktionen blevet til 'indflytning' af kinesisk arbejdskraft
'Made in Italy' var i alvorlig krise i 1990'erne. Nu blomstrer den italienske tekstilindustri igen - og det samme gør Chinatown i den norditalienske by Prato. I Italien er globaliseringens udflytning af produktionen blevet til 'indflytning' af kinesisk arbejdskraft
18. oktober 2007

PRATO - "Chinatown, ahh... si!" Taxachaufføren slår et bredt grin op og blinker indforstået til mig. Den norditalienske by Prato er kendt for sin tekstilindustri og efterhånden også for sit hastigt voksende kinesiske immigrantsamfund. Ud af byens godt 200.000 indbyggere er de 15.000 kinesere. Officielt. Uofficielt er det nærmere 25.000 ifølge lederen af Monash University i Prato, Annamaria Pagliaro, der arbejder med strategier for integration af store immigrantgrupper.

Pratos Chinatown har på godt ti år vokset sig til at blive den næststørste i Europa - kun overgået af Paris.

Outsourcing er et af den globale kapitalismes svar på faglig organisering og krav til højere lønninger og bedre arbejdsforhold: at flytte produktionen til lande, hvor arbejdskraften er billigere og mindre krævende.

Men ifølge Michela Pellichelli, økonomiprofessor på Pavia Universitet, er italienske luksusdesignere som Armani og Gucci nervøse for, at det vil gå ud over brandet, hvis de flytter fabrikken til Kina. At de tre små ord, Made in Italy, er afgørende for, om blandt andet asiatiske kunder vil købe det dyre tøj. Men hvis italienerne ikke vil flytte produktionen til Kina - så vil kineserne gerne flytte arbejdskraften til Italien.

Zona Industriale

I Prato er de kinesiske immigranter, der er kendt for at organisere sig i parallel-samfund ude i verden, koncentreret i en industriel og en civil Chinatown.

Pratos gamle bydel bliver til forstad og nyttehaver side om side med fabriksskorstene, efterhånden som vi nærmer os Zona Industriale i bydelen Macrolotto.

"Chinatown!" annoncerer taxachaufføren, og jeg kigger vantro ud af vinduet - det er helt sikkert Zona Industriale det her. Store rå cementblokke så langt øjet rækker. Sådan ser den altså ud, den italienske tekstilindustris redningskrans.

I 1990'erne udflyttede mange af de store europæiske modehuse produktionerne til Bangladesh og Kina, hvor produktionsomkostningerne er lavere. Hårdt presset på konkurrenceevnen måtte italienske modehuse lukke fabrikker ned - der lynhurtigt blev opkøbt af pengestærke kinesere.

Jeg går tøvende ned ad gaderne i kinesisk Macrolotto, kigger diskret ind i store lagerrum med tøjstativer i lige rækker og hulter til bulter. Dolci Momenti, D&X, MaxAlba. Der står godt nok 'Made in Italy' på tøjet, men der er vist mere Pret-a-Porter end Prada og Gucci her.

En skramlet varevogn fra Polen kører forbi efterfulgt af en BMW fra Schweiz.

'Pronto Moda' står der på alle lagerbygningernes skilte. Resten er kinesiske tegn.

De eneste ikke-kinesere, der befinder sig i Pratos industrielle Chinatown, er forretningsmænd på storindkøb. Jeg er ikke mand og har hverken jakkesæt eller solbriller på. Og jeg er heller ikke kineser, så hvad laver jeg her? En kineser følger mig som en skygge gennem lagerhallen. Stopper, når jeg stopper, går, når jeg går.

Pret-a-porter og Gucci

Serena Moda, Mezzi, Artigli, Scicossa. Made in Italy - af kinesere. Jeg studerer tøjet, prøver at se professionel ud, men rygsækken gnaver og vægten af kamera, blok og kuglepenne truer med at hive shortsene af mig. Min kinesiske skygge gør mig nervøs. Han taler intet engelsk, stort set ikke italiensk, og jeg taler slet ikke kinesisk.

En stor sølvgrå Chrysler brager dyttende ind gennem den åbne lagerport, og to kinesere i dyrt tøj stiger ud.

Jeg smutter hurtigt ud og videre til næste lagerhal. Her er en kineser i fuld gang med at pakke tøj i kasser til en italiensk forretningsmand. Pronto Moda, lige til at sælge videre. Syv euro for en vaskeægte Seventyfour 74 cowboy-nederdel. Pret-a-porter.

Men også dyre brands som Prada og Gucci er afhængige af kinesiske underleverandører, der opererer her fra Norditalien. Over halvdelen af tekstilfabrikkerne i Prato er ifølge magasinet Newsweek ejet af kinesere, der henter arbejdskraft fra deres oprindelsesprovins i Kina til blot to euro i timen.

Studier udført af kinaekspert Antonella Ceccagno, professor ved Bologna Universitet, viser, at kineserne fungerer som underentrepenører for blandt andet Armani, Gucci, Max Mara, Patrizia Pepe og Versace.

Parallel-samfund

Kædemigration kalder forskere det fænomen, som har bragt Pratos andel af immigranter op fra nær nul til næsten ti procent inden for et årti. De kinesiske immigranter hjælper hinanden af sted og skaffer hinanden arbejde i det nye land. Arbejdere, arbejdsgivere og de mellemmænd, der organiserer rejsen, er alle kinesere, ofte fra samme region. Det særlige ved kinesisk kædemigration er ifølge Frank Pieke, leder af Kinesiske Studier ved Oxford Universitet, at "arbejderne emigrerer ikke til et fremmed land, men til en forlængelse af deres oprindelige samfund, geografisk placeret i et andet land. Derfor leder kædemigrationen også til en vækst i f.eks. kinesiske restauranter det nye sted."

To minutter fra Pratos rådhus i byens historiske centrum skifter gadebilledet og -lyden. I gaden Via Pisotoiese dingler røde rislamper under kinesiske skrifttegn. Asiatisk mode og spidse, kantede frisurer overalt. Overgangen til Pratos civile Chinatown markeres af, at espressomaskinerne håndteres af kinesere, der taler italiensk, og kunderne er både italienere og kinesere.

Længere nede af Via Pistoiese bliver der færre italienere og flere kinesere. På cafeerne er det italienske bagværk i disken skiftet ud med nudelretter, men espressomaskine har de også her. Kinesere bag disken, kinesere ved cafeborderne. Her tales udelukkende kinesisk. Den eneste italiener her er en mand, der bakser en palle vandflasker ind ad døren.

Wenzhou-modellen

Omkring 90 procent af de kinesere, der bor og arbejder i Prato, kommer fra Wenzhou-regionen i den kinesiske provins Zhejiang, der er kendt for sine handelstraditioner: familieejede småvirksomheder med specialiseret arbejdskraft, høj produktivitet og lave produktionsomkostninger. Wenzhous Økonomiske Model kaldes det, og den bliver ifølge den kinesiske advokat Gao Yun anbefalet af den kinesiske regering til at booste økonomien i hele Kina.

Ifølge en rapport om kinesisk migration og tvangsarbejde i Europa, som Gao Yun har lavet for FN-organisationen ILO, er de kinesiske virksomheder i Toscana, hvor Prato ligger, præget af familiesammenhold, netværk baseret på slægtskab, høj arbejdsintensitet og overlap mellem arbejde og bolig. Præcis de samme elementer, som karakteriserer Wenzhous Økonomiske Model.

Paninoteca Star

Tilbage i Zona Industriale lister en sødlig krydret duft sig ind på mig, og jeg får øje på Chen Xianglians Paninoteca Star, en lille mobil kantine. Hvordan smager junk mon i Pratos industrielle Chinatown?

Syv par øjne stirrer på mig, da jeg træder ind i Paninoteca Star. Xiao... Venligt undersøgende blikke. Jeg beder om noget nuddelhalløj og fumler med pindene ved bordet. Skæver til grinet bag disken. Damen nikker opmuntrende til mig - "sådan her", klikker hun med fingrene.

Der er travlt i den lille kantine, hvor arbejderne i Pret-a-porter betonhallerne henter deres frokost. Made in Italy - af kinesere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu