Det kan man bare ikke, tænkte jeg og var ret chokeret, da min bror og hans kone for nogle år siden forkyndte, at de ville køre Europa tyndt i tre måneder i en brugt autocamper sammen med deres tre børn på seks, fire og nul. Hende blebarnet på nul kunne så kravle samtlige uhumske polske campingpladser rundt, mens de voksne pakkede ud og ind, fandt forsvundne børn og forsøgte at holde humøret højt i regnvejr. Det var i hvert fald ikke noget for mig, tænkte jeg og sagde vist noget til mine forældre om, hvorfor de der tossede efterskolelærere aldrig lærte deres begrænsninger at kende.
Men da jeg så familiens billeder, som de havde haft tid til at få fremkaldt og sætte i album på turen, begyndte jeg så småt at skifte mening.
Det var børne- og voksenliv i den skønne, æblekindede samhørighed, som alle verdens glitrede Vi forældre og Vores børn-magasiner aldrig kan ramme, selv om de ihærdigt forsøger.
Efter mine to piger voksede ud over blestadiet, begyndte planen at tage form. Kunne jeg klare mosten som fuldtidsmor i tre måneder? For hvor mange har egentlig prøvet at tilbringe 24 timer i døgnet med deres afkom i en længere periode uden daginstitution og legekammerater? Og hvor godt kender vi egentlig vores børn? Det ville jeg gerne finde ud af. Samtidig tonede min ungdoms store helte Hjalte Tin og Nina Rasmussen, der rejste verden tynd med deres unger på næsten selvbyggede motorcykler, frem af erindringens tåger. Men de var jo rigtige hippier. Det er jeg ikke, så den anden voksne i foretagendet, min mand, og jeg fandt hurtigt ud af, at vi ville have komfort. Og desuden ville vi rejse i Østeuropa.
Australien, USA, New Zealand, Thailand kan nok byde på eksotiske og bjergtagende foto-opportunities, men et roadtrip gennem Europa i en camper spækket med europæisk litteratur og historiske værker (skabene langs loftet i camperen er ganske vist ikke indrettet til store bogmængder, og man skal passe meget på, at man ikke får dem i knolden, når man åbner efter en raslende dag på landevejen) var langt mere tillokkende.
Som historikeren Kristian Hvidt skriver i Europa - 1.000 års historie, har kontinentet gennemlevet tre store epoker med hyppige krige, (Renæssansen år 1500, revolutionen i 1789 og Den Europæiske Union 1994), der hver især sluttede med en ny erkendelse og førte til en bedre livsform.
Dette europæiske talent for 'mirakler' er en god historie, og den er levende mange steder. Eurocentrisme måske, men det skulle faktisk vise sig, at både vi og ungerne blev genfødte europæere på den fede, oplyste måde efter turen gennem 10 vidt forskellige lande med hver deres særegne kultur og natur.
Vi ville samtidig rejse tilbage til Europas seneste skrækkelige krig, den jugoslaviske tragedie, som ægtemanden havde dækket for herværende dagblad i 90'erne. En anelse morbidt, men når man har haft en lille, nusset papirseddel hængende i årevis på sin opslagstavle med beskeden til den rejsende rapporter fra hans hustru: "Baby has kicked in the stomach," skrevet af receptionisten på et hotel i Sarajevo, så fylder den store historie jo også noget i den lille familie.
Hvilken camper?
Vi overvejede at købe en brugt autocamper i Danmark. Det havde min bror gjort, og solgt den igen med 5.000 kroner i fortjeneste. Men brormand er hobbymekaniker, og fordi vi ikke selv er det, gik vi bort fra ideen. Også fordi de autocampere, vi kunne få til de cirka 150.000 kroner, vi ville investere i formålet, og som vi så på rundt om i landet, var raslende , slidte rustbunker, der lugtede af mug og fugt indvendigt. De var alle omkring 13-15 år gamle, og vi brød os ikke om tanken om at stå i det sydlige Montenegro og mangle reservedele til en udbrændt camper. Man kan også købe campere i Tyskland eller Sverige, hvor camperliv er langt mere udbredt, og bilerne billigere. Vi tjekkede tyske og svenske hjemmesider for salg af brugte campere. Problemet er bare, at disse biler ikke må indføres i Danmark, uden at der skal betales dansk registreringsafgift. Man kan snyde. Men vi skulle jo sælge den igen, og det blev alt for tidskrævende og besværligt. Efter en tur til det nordlige Tyskland, hvor vi så på forskellige campere, endte vi med at leje en Pilote Adventura fra 2005 af hr. Tank, Tank Automobile, i den lille by Dänischehagen for 35.000 kroner i 11 uger. En ting, man også bør overveje, er indretningen af autocamperen. Vi ville have en med alkove, det vil sige sengepladser over førersæderne, og siddegruppe foran, så vi alle sammen kunne tale sammen under kørslen og have godt udsyn. De to førersæder kunne drejes, så man sad med front mod det bord, der var placeret mellem sofagruppen med trepunktsseler, hvor ungerne sad, og førersæderne. Her spiste vi, når vejret krævede det, og ungerne kunne klippe, klistre, tegne, lave modellervoks, lege med barbier og så videre ved bordet under turen med assistance fra den voksne i passagersædet.
Bag i vognen var to køjesenge, som var Rosas og Andreas 'værelse og soveværelse'. Her havde de hver deres to kasser med legetøj stående i fodenden af køjen og et vindue hver, så de kunne kigge ud, mens vi kørte.
Det måtte de godt nok ikke i starten for min meget fornuftige ægtemand, men efterhånden udviklede den mindste, Rosa, en slags køresyge. Efter et kvarters kørsel læspede hun med tud i stemmen: "Jeg svfeder," og fik derfor lov til at smutte om i sin køje. Børn må bare aldrig sove med hovedet i kørselsretningen i tilfælde af hård opbremsning og heller ikke opholde sig i alkoven under kørslen. Det er indlysende, når man har set en camper efter et frontalt bilsammenstød.
Hvilken rute?
Det sidste, vi skulle tage stilling til, var ruten. Vi valgte at rejse, så vi fik varmen og mulighed for strand og behagelige vandtemperaturer, når vi kom til Sydeuropa.
Rejsen startede den 21. april, efter en hel dags pakning og utålmodige naboer, der stod med flag og ventede i flere timer på den store afrejse. For der er mange ting, man skal huske til en tur på tre måneder - og at få fire cykler spændt fast på et højtsiddende stativ på en camper, når man ikke har prøvet det før, er svært. Ruten, som vi selvfølgelig kunne afvige fra, hed Sverige, Polen, Slovakiet, Ungarn, Kroatien, Bosnien, Montenegro, hvorfra vi sejlede til det sydlige Italien, som vi gennempløjede de sidste fire uger af rejsen.
Ægtemanden har en særdeles passioneret lidenskab for kort og rejselitteratur, så vi var godt belæsset med Lonely Planet til alle landene, vi besøgte. Dernæst skal man have en FDM-guide med, så man har styr på de forskellige nationale trafikale regler og et eller flere såkaldte bordatlasser med fortegnelser over campingpladser og især hvilke der har autocamper-faciliteter. Tørkloset og spildevandstank skal tømmes, man skal have nye gasflasker (vognens køleskab, fryser, tre gasblus og varmeanlæg gik på gas. Vandtank til to håndvaske og en bruser kunne rumme 100 liter, så en gang hver tredje-fjerde dag, skulle vi have nyt vand. Det var ikke ofte, vi overnattede uden for et såkaldt Raststelle eller en campingplads. Men det kan man sagtens, det er lidt mere utrygt, men igen, det, at man har muligheden for selv at bestemme tempo, og hvornår man stopper, er frihed og fleksibilitet. Så man undgår unødig stress og for meget planlægning.
Ruten betød store variationer. Vi har badet i såvel varme kilder som en iskold Østersø, besteget (næsten) det højeste bjerg i Tatra-bjergkæden på grænsen mellem det sydlige Polen og Slovakiet, kørt i hestevogn i Krakow, faret vild (næsten) i en sandstenslabyrint i Sudeterbjergene, skræmt os selv til døde i katakomberne under Buda-slottet, ligget brak ved Balatonsøen, færdedes blandt ulve og bjørne i den storslåede Plitvice-nationalpark i Kroatien.
To små kriser
Med børn som nysgerrige rejseledsagere, får man dobbelt så meget ud af det som de andre voksne turister af forskellig nationalitet, der halser af sted.
Vi pløjede Italien igennem fra syd til nord på fire uger, og så uendelig meget forskelligt. Det var en luksus. Hvor tit får man lejlighed til at besøge dette land, der har så meget at byde på, i en hel måned.
Desuden bliver man lidt træt af det kulinariske udvalg i østeuropæiske supermarkeder, der til gengæld har metervis af forskellige slags vaskemiddel og produkter til personlig hygiejne. Formodentlig en reaktion på kommunismens vareknaphed på netop de produkter, der gør en udearbejdende kvinde og husmors liv lidt lettere, som man kan læse i How We Survived Communism & Even Laughed af den kroatiske journalist Slavenka Drakulic. Af de to eneste virkelige kriser på turen, var den ene ironisk forårsaget af den berygtede Pladsanvisning i Københavns Kommune. Vores ældste datter havde fået plads på et fritidshjem, vi ikke havde ønsket.
Den anden krise opstod, da vi kørte ind i en slags viadukt, der forbandt to ejendomskomplekser i en lille syditaliensk by. Viadukten viste sig at være for lav. Camperens forreste udluftningsdæksel på taget blev flået af, og vi måtte bakke og flygte fra åstedet med mørtel raslende på taget. Heldigvis kører italienerne som bekendt vanvittigt, så de tager ikke småskader så tungt.
Nogle dage var køredage. På de dage stod vi tidligt op. Ole kørte, og vi redte op i den seng, som bordet og sofaen kunne konverteres til. Når pigerne vågende, kom de ned i sengen til mig, og vi læste historier eller spillede spil. På den måde kunne vi tage ryk på seks-syv timer, uden at det blev for belastende for børnene.
Ellers kunne en dag se sådan ud: Praktiske gøremål fylder meget under primitive forhold. Men ved 10-11-tiden var vi som regel klar til at udforske omgivelserne.
Klodzko-regionen i det sydlige Polen havde jeg aldrig hørt om, men det var en af turens store overraskelser. Stort set ingen udenlandske turister, men horder af polske skolebørn, byer i østrig-ungarsk stil (er der noget som falmede skønheder?), gamle kurbyer, Sudeterbjergenes labyrinter af sandstensklipper, vandløb alle steder fra. Jesus på Korset- og Madonna-figurer overalt.
En underlig kitchet, religiøs stemning mødte os i den lille by, som vi kom til efter en halv times kørsel fra der, hvor vi havde overnattet. Vi gik lidt rundt i byen, hvor flere af indbyggernes haver var fyldt med træfigurer, små møller eller huse til havenisser.
Byen havde i mange år været centrum for pilgrimsrejsende, som kom for at besøge en række mindre kapeller på bjergskråningen. Desuden var der i byen et endnu fungerende 150 år gammelt dukketeater, med over 200 figurer, alle lavet i træ, med Jesu' tornefulde vej til Golgatha og senere korsfæstelse som tema. Og en sur polsk dame, der trak hele menageriet op. Historien om 'Jæsus' gjorde stort indtryk på pigerne og var meget blodig og livfuldt beskrevet. En anden besynderlig turistattraktion i området var Europas største samling af kranier og skeletter (flere tusinde, alle døde under pesten).
Autocamper er optimal
Hvordan børn reagerer på at blive hevet ud af deres vante omgivelser, er selvfølgelig forskelligt. Men en autocamper er optimal som ramme om en så lang rejse, som vi foretog. Vi skulle ikke pakke ind og ud hele tiden, de kendte omgivelser var der altid. Det var sjovt at lære bilen at kende, og den gav optimal fleksibilitet, f.eks. kan man blive i bilen, mens det regner. Spise frokost eller spille kort, mens man venter på at besøge en seværdighed. Man har altid mad, drikke, tøj og andre fornødenheder lige ved hånden, og er der en, der har brug for en middagssøvn, gør man bare det.
Det er ikke altid, at børn og voksnes behov er de samme, men vi lærte at skifte mellem voksenting, eksempelvis byliv og restaurantbesøg, og børneaktiviteter som legepladser, strandliv og klatreture. Museer brugte vi ikke meget. Det var ofte de nære ting, der sagde vores unger noget. Som da vi lå ved Balatonsøen i Ungarn, ned til vandkanten, hvor der gemte sig snoge mellem de store sten ud til søbredden, og en svanemor med unger promenerede. På øen Hvar i Kroatien boede vi på en campingplads, hvor man kunne samle krystaller, og ungerne lavede straks en bod, som en venlig forbipasserende var så venlig at købe fra. I bytte gav han forstenede søpindsvin.
Dernæst blev vores piger tvunget til at lege sammen. Og det bliver de ikke tvunget til derhjemme, hvor især den store har sine egne legekammerater. Jeg vil ikke sige, de er blevet perleveninder og bedre til at løse deres indbyrdes konflikter. De er akkurat lige så meget i totterne på hinanden, som før vi tog af sted.
Men hele familien har en stor fælles oplevelse, som familier med moderne atomiseret livsstil ikke har til hverdag. Og vi som voksne oplevede at blive konfronteret med os selv som opdragere på en helt anden måde end i hverdagen.
Der kan man altid undskylde en dårlig håndtering af en konflikt med, at man har lidt for travlt. Da jeg f.eks. forlod to mugne unger og en noget frustreret mand på kajen i Venedig, fordi nu gad jeg ikke dem og deres brok og utilfredshed mere, måtte jeg jo bagefter overveje, hvorfor jeg reagerede sådan. Ligesom jeg måtte finde ud af, hvorfor den ældste sagde, at det altid var mig, der var den sure og skrappe. Jeg tror ikke, jeg er blevet en bedre opdrager, men jeg har fået en indsigt og viden om, hvordan mine børn er indrettet, som jeg ikke ville have haft ellers, fordi de tilbringer 37 timer om ugen i daginstitution og skole/fritidshjem.
Efter vi er kommet hjem, kan jeg også høre, hvor tit jeg siger, 'skynd jer nu', eller 'så har vi lige tid til...'.
Bevidstheden om, hvordan familieliv kan indrettes anderledes, er jo det første skridt til at lave noget om, hvis man mener, det er nødvendigt.
Turen kostede os i alt 120.000 kr. inklusive leje af camper, mad, lommepenge, gaver, færge, campingpladser, mobilregninger (en af overraskelserne på budgettet) og 9.000 km diesel
hejrrr