Læsetid: 4 min.

Et miljøsvineri af en helt anden verden

Et af Sovjetunionens største kemikalieanlæg blev i september kåret til et af klodens 10 mest forurenede steder. Kræft, misdannelser, rød regn og grøn sne var normalt i Sovjet-tiden, hvor millioner af ton giftigt spildevand og røgpartikler blev lukket ud i hovederne på de lokale. Information har besøgt Sumgayit i Aserbajdsjan
aDa Sovjetunionen faldt sammen, gjorde kemikalieproduktionen det også. Mange af medarbejderne rejste hjem til de republikker, de kom fra, markedet forsvandt, og råvareforsyningen smuldrede, fordi den kom fra stater, der nu blev selvstændige republikker. Tilbage i Aserbajdsjan lå kvadratkilometer efter kvadratkilometer af ubrugelig kemikalieindustri, og der ligger den endnu.

aDa Sovjetunionen faldt sammen, gjorde kemikalieproduktionen det også. Mange af medarbejderne rejste hjem til de republikker, de kom fra, markedet forsvandt, og råvareforsyningen smuldrede, fordi den kom fra stater, der nu blev selvstændige republikker. Tilbage i Aserbajdsjan lå kvadratkilometer efter kvadratkilometer af ubrugelig kemikalieindustri, og der ligger den endnu.

Martin Selsøe Sørensen

24. oktober 2007

SUMGAYIT - De sovjetiske arbejdere på aluminiumsværket i Sumgayit i det nuværende Aserbajdsjan vidste godt, at det var noget møg, de lavede. Men ingen turde tale om det, for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker gad ikke høre jammer og brok om miljøproblemer og slet ikke fra et anlæg, der spillede en nøglerolle i den sovjetiske kemikalieproduktion.

"Jeg kendte godt til miljøproblemerne," siger Islam Mahmadov, der arbejdede sig op til flere ledende stillinger på fabrikkerne i Sovjet-tiden.

"Det var et meget centralistisk system, så det hele blev styret fra Moskva. De spurgte os til miljøet, men vi kunne ikke sige, hvor galt det stod til. Dengang kunne man ikke tale om den slags. Økonomi og produktion kom i første række, og når der manglede penge, var det miljøet, man sparede på."

Helt frem til unionens fald 1991 blev der eksporteret aluminium, superfosfat, sulfat, klor og mange andre krasse sager til hele unionen. Affaldsprodukter som 300.000 ton gift blandet med omkring 500 millioner kubikmeter spildevand blev hvert år lukket ud i Det Kaspiske Hav, og 200.000 ton gift blev sendt op med røgen i skorstenene og ned i hovedet på de næsten intetanende sovjetborgere. Indbyggerne i Sumgayit husker i dag, hvordan himlen ofte var sort, sneen grøn, og regnen rød. Når de kom ud til deres biler om morgenen, var de gerne fedtet til af luftbårent drys fra produktionen, og hvis man ikke på den måde kunne se og mærke den, så kunne man i hvert fald lugte den.

Baby-kirkegård

For indbyggerne havde forureningen uhyggelige konsekvenser, der rækker langt ud over det fysiske ubehag. De voksne fik kræft, åndedrætsbesvær og måtte pensioneres tidligt, men værst ramt var børn, der blev født med de mest bizarre lidelser. Forstørrede og væskefyldte hoveder, for få fingre eller for mange, knogledefekter, dødfødte børn og børn uden hjerner blev født i langt større tal i Sumgayit end noget andet sted i Aserbajdsjan. Den lokale kirkegård rummer et afsnit kun for døde babyer, men det var der ingen, der talte om i Sovjet-tiden.

Da Sovjetunionen endelig faldt sammen, gjorde kemikalieproduktionen det også. Mange af medarbejderne rejste hjem til de republikker, de kom fra, markedet forsvandt, og råvareforsyningen smuldrede, fordi den kom fra stater, der nu blev selvstændige republikker. Tilbage i Aserbajdsjan lå kvadratkilometer efter kvadratkilometer af ubrugelig kemikalieindustri, og der ligger den endnu.

Røgen flyder ikke længere fra flertallet af de 360 skorstene, der i sin tid forpestede luften over Sumgayit, men de står der stadig sammen med tusindvis af kilometer rustende rør, der løber hen over landskabet, for så at rejse sig lodret, krydse vejen og forsvinde ned og hen langs jorden igen. Togvogne med kemikalietanke og kyrilliske bogstaver på siden holder på jernbanespor og vidner om, at industrien ikke blev afviklet over tid, men aflivet fra den ene dag til den anden. Jorden omkring fabrikkerne er stadig fuld af rester af olie, klor og sulfit, og på dele af området lugter der så meget af klor, at man skulle tro, man befandt sig i en svømmehal. Og det selv om man står udendørs.

Kontroversiel top 10

Problemerne i Sumgayit fik i september den amerikanske miljøovervågningsinstitution Blacksmith Institute til at kåre Sumgayit som et af klodens 10 mest forurenede steder.

"Ubehandlet spildevand og kviksølv-forurenet slam bliver fortsat dumpet vilkårligt. En fortsat mangel på forureningskontrol, forældet industri og uordentlig afskaffelse og behandling af opsamlet industriaffald er blot nogle af de problemer, der plager byen," hedder det i begrundelsen fra Blacksmith Institute.

I modsætning til sidste års liste, der var prioriteret, var dette års liste uprioriteret, men rangeret alfabetisk efter landenavn, og det fik mange til at tro, at Sumgayit var værre ramt end for eksempel Tjernobyl-området eller faciliteter i Kina, der stadig producerer forurening i stor stil.

I Sumgayit og Aserbajdsjan i det hele taget blev rapporten fra Blacksmith Institute modtaget med dyb forargelse, for selv om man blankt erkender, at der er endog store miljøproblemer, så mener både regering, ngo'er og civile, at bedømmelsen er foretaget på et forkert grundlag.

"For 15 år siden var Sumgayit på top 10 over de mest forurenede steder i det tidligere Sovjetunionen, og i dag kunne byen måske være på top 100 over de mest forurenede steder i verden, men ikke på top 10," siger dr. Arif Islamzadeh, der er direktør for ngo'en Sumgayit Centre for Environmental Rehabilitation.

At produktionen brød sammen for 16 år siden, har naturligvis gjort underværker for luften og vandet, der spares for millioner af ton gift hvert år, og selv om der nu igen bliver produceret gødning i Sumgayit, sker det kun med en femtedel af den gamle kapacitet og med helt anderledes begrænsede konsekvenser for miljøet.

"Udledningen gennem luften er faldet til en fjerdedel, og fra at udlede 300.000 ton gift i vandet er vi nu nede på 7.-10.000 ton. I dag holder vi os under grænserne, det vil sige, at der ikke udledes mere, end at det stadig er sikkert for mennesker, dyr og planter. Kun en gang imellem kommer vi lidt over grænsen," siger Mehamet Suleymanoglu, der er vicekontorchef i det aserbajdsjanske miljøministeriums afdeling for overvågning af Sumgayit.

Han lægger ikke skjul på, at der stadig er alvorlige miljøproblemer i Sumgayit og også problemer, der kræver hjælp og ekspertise fra resten af verden. Men i sammenligning med tiden under og lige efter Sovjetunionen, så er byen i dag et ferieparadis, mener han.

Det samme mener en af byens taxachauffører, der ikke kan se nogen grund til, at turisterne ikke kommer væltende.

"Sumgayit ligger ved vandet, har brede gader og meget grønt. Ingen by i verden er bedre. Jeg anbefaler varmt folk at komme her. Det er virkelig et godt sted for turister," siger taxachaufføren Vasif Jahangirob.

Trods adskillige henvendelser fra Information har Blacksmith Institute ikke svaret på den aserbajdsjanske kritik af deres undersøgelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu