Analyse
Læsetid: 3 min.

Missilskjold i Europa kan vendes mod Rusland

Ruslands præsident Putin beskylder USA's udenrigsminister og forsvarsminister for at lyve, når de siger, at missilskjoldet ikke udgør en trussel mod Rusland. Og Putins påstand støttes af amerikanske forskere
Udland
16. oktober 2007

Amerikanske ledere har "ihærdigt benægtet grundlæggende tekniske kendsgerninger", som viser, at det planlagte amerikanske missilforsvar fra baser i Europa kan påvirke det russiske atomarsenals slagkraft.

Det hævder to fremtrædende amerikanske videnskabsmænd, Theodore Postol fra Massachusetts Institute of Technology og George Lewis fra Cornell University. Deres påstand får opbakning fra adskillige andre videnskabsmænd.

Tilsyneladende er russiske ledere stærkt bekymrede. Op til weekenden besøgte den amerikanske udenrigsminster og forsvarsminister Moskva, hvor de fik noget nær en offentlig skideballe af den russiske præsident Putin. Besøget var den foreløbige kulmination på amerikanske bestræbelser, som skal berolige russerne. Det er så åbenbart ikke lykkedes.

Som led i et amerikansk forsvar mod atombevæbnede raketter vil USA placere 10 'forsvarsraketter' i Polen og et radaranlæg i Tjekkiet. Disse anlæg er angiveligt vendt imod Iran, som måske vil udvikle raketter, der kan nå både Europa og USA.

USA har gentagne gange sagt, at den europæiske del af systemet ikke udgør en trussel mod Rusland. Fordi russerne har omkring 650 interkontinentale raketter med adskillige tusinde bomber, bestrider få eksperter, at 10 forsvarsraketter i Polen kan begrænse Ruslands evne til gengældelse af et amerikansk angreb - en evne, som er grundlæggende for den såkaldte atombalance. Det planlagte radaranlæg i Tjekkiet har desuden så ringe kapacitet, at også det kun kan bidrage lidet til en militær indsats mod Rusland.

Forkert påstand

Men direktøren for det amerikanske missilforsvar, generalløjtnant Henry Obering, er gået videre. Han har både offentligt og i en orientering af USA's europæiske allierede påstået, at forsvarsraketterne fra deres baser i Polen slet ikke kan indhente og ramme russiske raketter.

Den påstand er forkert, mener Postol og Lewis. I en teknisk set meget udførlig rapport til American Association for the Advancement of Science påviser de, at Obering har underdrevet de amerikanske forsvarsraketters hastighed samt overdrevet russiske raketters, da han ville demonstrere, at raketter affyret fra Polen ikke kan indhente interkontinentale raketter, som letter fra den europæiske del af Rusland. Deres konklusion er, at næsten alle russiske raketter vest for Ural-bjergene kan indhentes.

De argumenterer videre, at russiske militære planlæggere må gå ud fra, at det planlagte amerikanske system kun er en start. Der kan placeres flere forsvarsraketter i Polen, og den planlagte radar i Tjekkiet kan blive forbedret, så den bliver op til 300 gange kraftigere. Endelig påpeges, at placeringen af de amerikanske baser ikke er den bedste, hvis man, som det hævdes officielt, vil forsvare Europa mod iranske raketter. Der er adskillige meget bedre alternative muligheder, som desuden har den fordel, at de ikke vil udgøre en trussel mod Rusland. Selve valget af Polen og Tjekkiet er derfor velegnet til at rejse russiske mistanker.

Oberings organisation, Missile Defense Agency, hævder i et svar på forskernes kritik, at deres vurdering af forsvarsraketternes evner bygger på teori, fordi raketter i den virkelige verden ikke kan opnå den hastighed, som skal til, hvis de skal indhente russiske raketter. Men forskerne svarer, at hvis det er rigtigt, så er andre vurderinger af missilforsvarets evner, som Obering har fremlagt, forkerte.

Bedre alternativer

De to forskere står desuden ikke alene. De har fået opbakning af Richard Garwin, en af USA's mest erfarne og ansete våbeneksperter. Garwin påpeger, at mindst én amerikansk raketmotor har større kraft, end Postol har regnet med. Desuden får de støtte af Pavel Podvig, Stanford University, Philip Coyle, viceforsvarsminister i Clinton-regeringen, og David Wright Union of Concerned Scientists.

Foruden trusler har Rusland også reageret på USA's planer med tilbud om samarbejde. Postol og Lewis giver en meget positiv vurdering af de russiske forslag, idet man mener, at et forsvar af både Europa og USA mod iranske raketter vil blive forbedret meget, hvis man blandt andet kan anvende radaranlæg på russisk territorium.

Forhandlingerne mellem USA og Rusland vil blive fortsat i de kommende måneder, så måske kan man nå frem til en afklaring. Men fra atomkapløbets historie ved vi, at de to parter næsten altid har anlagt en vurdering, som bygger på det værst tænkelige. Denne holdning blokerer for enighed - og har gjort endog indgåede aftaler skrøbelige. Aktuelt kan russiske mistanker få yderligere næring af, at USA har brudt med traktater på dette felt, og at man desuden har meget forskelligt syn på, hvordan START I-aftalen, den sidste store atomtraktat mellem de to lande, skal fornys, inden den udløber i 2009.

Der er således risiko for, at vi bevæger os ud i et atomanarki, hvor de to store atommagters oprustning ikke reguleres af gensidige aftaler, og mange andre lande vil anskaffe atomvåben, fordi de så åbenbart stadig er den hårde valuta i storpolitik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her