Læsetid: 4 min.

Mød en Masai

De såkaldte Cultural Tourism Programmer giver både besøgende en enestående mulighed for at opleve det virkelige liv uden for turistreservaterne og hjælper fattige afrikanere med at tjene penge
Udland
27. oktober 2007

Det varer flere minutter, før ens øjnene har vænnet sig til mørket inde i masaihytten. Det eneste lys kommer fra den smalle døråbning og et lille hul under taget. Men efterhånden træder konturerne frem. En bjælke går lodret ned gennem rummet. En gryde simrer på et ildsted og spreder sodende røg ud i hele hytten. Det er svært at trække vejret.

Vi får hver en lille, lavbenet skammel at sidde på, og imens smutter en håndfuld af familiens mange børn ind langs væggen bag os, hvor de kan stå og kigge på. De er musestille.

Kvinden i huset hilser på os på det lokale masaisprog. Vi er velkomne, siger hun. Hun er ved at amme sin nyfødte. Der var ellers et virvar af unger ude på gårdspladsen, allerede da vi ankom. En 10-15 stykker, mindst. De mindste af dem sad eller lå i skyggen med små strik-huer på toppen af deres beskidte ansigter.

Vores guide, Godfrey, fortæller om familien, vi er kommet for at besøge. Det er en af de 'rige' familier her i landsbyen Kimnyak i det nordlige Tanzania. Manden har to koner, kun et af deres børn er døde indtil videre, og hytten er blevet shinet op for nylig. Døråbningen og bjælken i midten er udsmykket med sodavandskapsler og små glasskår, der er presset ind i træet. Ellers er her ingenting at se udover et par gryder, nogle træredskaber og en kasse i hjørnet. Den runde hytte er delt op i små båse adskilt af brædder, for masaierne passer godt på deres dyr. I det største rum overnatter koen. I det næststørste bliver gederne gennet ind, når mørket falder på. I to små båse ved siden af hinanden sover kvinden med det nyfødte barn, og ved siden af sover de seks piger i familien. Manden og drengene har deres egen hytte overfor.

Langt fra safariparker og pools

Vi bliver siddende i lang tid og hører om livet blandt disse fastboende masaaier. Guiden Godfrey er selv vokset op her. Hans bedsteforældre vandrede fra sted til sted med deres dyreflokke, men med årene har familierne fået deres egne små jordlodder og hjælp til at dyrke jorden. Den omvandrende livsstil, som man normalt forbinder med masaier, er fortid.

Til gengæld for de vilde vidder har de nu firkantede marker og græsningsareaer til deres dyr, og der er endda nydelige buske og hegn mellem landsbyerne. Godfrey selv arbejder for organisationen Osotwa, der har hjulpet med at lave vandingssystemer og introducere forskellige grøntsager for masaaierne. Og så tager organisationen turister, som os, med ud for at opleve 'kulturen'. Det giver penge til udvikling af landsbysamfundene og skaber opmærksomhed om lokalbefolkningens trængte levevilkår og traditioner - en del af livet i Afrika, som de fleste safariturister kommer langt udenom i den foretrukne rute mellem eksotiske safariparker og luksuriøse lodges med pools, tjenere og dug på bordene - en verden som ligger lysår fra den standard, almindelige afrikanere lever under .

Genbrugstøj fra Europa

De små børn er helt vilde for at trykke vores hænder. Måske håber de, vi har slik med til dem. Snottet sidder i tykke, indtørrede flager under deres næser, og de er totalt beskidte og smurt ind i jord, med rindende øjne og fluer i dem. Der er noget grotesk over synet, for samtidig går flere af børnene rundt med vinterjakker på, til trods for at solen efterhånden bager, og der er mere støv end sne i luften. Men der er stakkevis af genbrugstøj fra Europa at få på de lokale markeder, og man skal altså endnu længere ud på landet for at finde masaierne, der kun bærer de traditionelle røde og lilla tæpper, uden noget indenunder.

På vej ud af landsbyen møder vi en flok mænd og kvinder på vej hjem efter en begravelsesceremoni. Det var en fem-årig, som døde af malaria.

Der gror bønner helt nede langs den røde, tørre jord. Regntiden er netop ovre, og der er smukt og grønt, efterhånden som solen kommer frem bag Mount Merus bjergsider. Men i virkeligheden er jorden tør og ufrugtbar sammenlignet med de områder lidt herfra, hvor farmere med europæisk blod i årerne dyrker kaffe eller gror blomster i kilometerstore drivhuse.

Hos den traditionelle healer - eller doktoren, som de kalder ham - bliver vi igen placeret på små skamler med ryggen mod væggen. Han er en vigtig person i landsbyen. Folk fra egnen går altid først til ham, hvis der er noget galt. Det er både besværligt og dyrt at tage helt ind til lægerne i byen.

Han ser hemmelighedsfuld ud, da han trækker en sort sæk frem fra mørket. Ud af posen kommer et sort dyreskind og en bunke kalabasser i forskellig størrelse.

Manden hælder en håndfuld runde, farvestrålende sten ud i sin håndflade. Stenene bliver fordelt på tæppet i små bunker, efter et sindrigt numerologisk system. Doktoren stiller både diagnosen og kuren til ens lidelser ud fra antallet af sten, der bliver tilbage i hans hånd. Tre sten er et tegn på, at det nok skal gå. Fem sten er noget med hjertet. Så kommer medikamenterne frem. Flere små kalabasser med hemmeligt pulver i. Vi får tilbudt lidt masai-viagra, og han slikker ivrigt selv resten af sin håndflade.

Det er blevet varmt. Det røde støv på vejen hvirvler op og trænger ind i næsen og skoene. Vores dag som kulturelle turister slutter på det store traditionelle marked i byen Ngaratoni.

Byen, vi parkerede i tidligt i morges, er nu forvandlet til et farvestrålende virvar af mennesker, geder, cykler og grøntsager. Søndagsmarkedet her er kendt for sine farvestrålende masaier og for handlen med kvæg og geder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her