Læsetid: 4 min.

Mod en ny verdensorden

Den kinesiske leder Hu Jintao annoncerede i denne uge på det kinesiske kommunistpartis kongres, at vi er på vej ind i en fremtid med flere globale supermagter...
20. oktober 2007

De ville bygge en Frihedsgudinde på den Himmelske Fredsplads i Beijing. De studerende, som i 1989 forsøgte en revolte mod det totalitære kinesiske regime, ville bygge en kopi af den statue, som blev skænket amerikanerne af franskmændene i 1870’ene som symbol på uafhængighed og moderne frihed. En kinesisk studerende fortalte i 1989 udenlandske journalister, at når det kinesiske regime spredte propaganda imod USA, holdt hun sig for ørerne og nynnede Bob Dylan som sin egen stille revolution.

Episoden var signifikant for USA’s globale status: Ikke alene var USA ved at blive verdens eneste stormagt og globalt overlegen, hvad militær, økonomisk og politisk magt angår. USA var også førende, hvad ’ blød magt’ eller ’ kulturel kapital’ angår. Ikke alene dominerede USA den globale politiske scene, men også oppositionsbevægelser i undertrykte befolkninger havde amerikanske forbilleder for frihedskampen. Det ultimative symbol på amerikanernes selvopfattelse som den frie verdens leder fungerede som ikon for protestbevægelser. Det hører med til den historie, at de omfattende protester mod amerikansk global dominans historisk ofte var inspireret af den selvkritiske tradition, som kaldes ’det andet Amerika’. De, der i vesteuropæiske hovedstæder i 70’erne protesterede imod Vietnamkrigen, så amerikanske film, hørte amerikansk populærmusik, gik i amerikanske denimjeans og citerede amerikanske forfattere.

De, der i dag kritiserer USA’s udenrigspolitik, kan stadig henvise til amerikanske intellektuelle som Noam Chomsky, filmstjerner som George Clooney og forhenværende amerikanske ledere som Jimmy Carter og Al Gore.

Det har for i hvert fald den vestlige verden forekommet betryggende, at verdens største supermagt også var verdens ældste demokrati. Og det har for amerikanerne selv været betryggende, at den hårde militære og økonomiske overlegenhed var ledsaget af en bevidsthed om, at resten af verdens befolkninger var tiltrukket af USA’s bløde magt fra mode over underholdningsindustri til sportsstjerner og forbrugsvarer som McDonald’s og Coca-Cola.

De godeste er de stærkeste
Den berømte tese om historiens afslutning synes baseret på en antagelse om, at økonomisk, politisk, militær og kulturel kapital er forenede: De gode er også de stærkeste. Således tænker vi i Vesten intuitivt om historien: »Vesten« vandt i den almindelige bevidsthed både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig, fordi »frihed« og »demokrati« var stærkere end »undertrykkelse« og »diktatur«. Denne almindelige overbevisning synes manifest i en kobling af markedsøkonomi og liberalt demokrati. Verdensbanken, Den internationale Valutafond og den amerikanske administration under Bill Clinton kunne gennem 90’erne legitimere en aggressiv økonomisk politik over for tredje verdens lande med en tese om, at økonomiske reformer automatisk vil føre til politiske reformer. Latinamerikanske og afrikanske regeringer blev tvunget til »dereguleringer« og »strukturtilpasninger« af Verdensbanken og IMF. Lån og investeringer blev tilbudt på den betingelse, at de ville åbne deres markeder for fremmed kapital og opgive statslig styring af hjemmemarkederne. Den realistiske præmis for den politik var, at vestlige virksomheder kunne udvide deres afsætningsmuligheder til at skabe endnu mere værdi. Den idealistiske præmis var, at en aktiv markedsøkonomi vil kræve beskyttelse af den private ejendomsret og sikre betingelser for den demokratiske retsstat. Som ofte før viste det sig, at den realistiske præmis holdt, mens den idealistiske præmis var illusorisk. Som forfatteren til Historiens afslutning, Francis Fukuyama, siden har vist, førte strukturtilpasninger og deregulering ikke til demokratier, men til kollaps for retsstater, enorm ulighed og fattigdom.

Hvis den nyliberalistiske erfaring sammenholdes med Bush-administrationens militære politik, står det klart, hvorfor USA og den vestlige verdens institutioner har mistet kulturel kapital. Den globale optimisme, som kendetegnede epoken efter Murens fald, synes afløst af verdensomspændende resignation. Forestillingen om en universalisme og en tro på at vi alle er amerikanere, som bare skal have skrællet diktaturet af for at blive frie, er afløst af en konservativ tese om »kulturernes sammenstød«.

Fra økonomi til politik
Det, der først og fremmest anfægter den globale optimisme, er talrige indikationer på, at økonomiske reformer ikke nødvendigvis fører til demokratiske reformer. Kapitalisme fører ikke automatisk til demokrati. I denne uge holdt den kinesiske leder Hu Jintao en timelang tale på det kommunistiske partis kongres. Han skulle fremlægge planer for de næste fem år i Kina. Kina er i dag verdens fjerde største økonomi; i slutningen af 90’erne havde landet vækstrater på mellem syv og ni procent, som i de seneste par år er vokset til 10 procents årlig vækst. Under hammer og segl i Folkets Store Sal gentog Hu Jintao løftet fra 2000 om at firdoble det kinesiske bruttonationalprodukt per indbygger i 2020. Hu Jintao lovede også at bekæmpe korruption og sikre, at den kinesiske vækst blev økologisk bæredygtig. Men han annoncerede også noget, som længe har været antydet: Kina vil fremover arbejde for at omsætte sin økonomiske kapital til global politisk kapital. Som han sagde: »Udviklingen hen imod en verden med flere stormagter kan ikke vendes.« Den amerikanske globale dominans er anfægtet. Militært er amerikanerne stadig resten af verden langt overlegen, men amerikanernes bløde magt har mistet sin legitimitet, og økonomisk udfordres de af både Kina og Indien. Disse forskydninger i globale dominansforhold udfordrer supermagtens overherredømme og afslører for godtroende vesterlændinge, at økonomisk, politisk og kulturel kapital ikke nødvendigvis er forbundet. De nye økonomiske stormagter vil kræve deres politiske ret. Og den store udfordring for det såkaldte verdenssamfund bliver at integrere de nye stormagter i globale politiske institutioner, som forpligter de respektive nationer på løsninger af klimaproblemer, håndteringer af spredningen af masseødelæggelsesvåben og kollektiv handling i forhold til de enorme uligheder.

I Kina fortæller en studerende i denne uge til New York Times, at hun ikke længere tror på politik og slet ikke på reformer i Kina. Hun er ligeglad med partiets kongres, og hun synger ikke Bob Dylan som stille revolution, men følger i stedet Desperate Housewives som underholdenderesignation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu