CAIRO - I periferien af den egyptiske hovedstad er der fuld gang i nybyggeriet. Simple betonpiller støbes og forbindes med lignende betondragere, og mellemrummene fyldes ud med billige, røde mursten af dårlig kvalitet. De nye boliger skyder op i tre eller fire etagers højde, visse steder fem, og der bygges helt hen til, hvad indtil for kort tid siden var et markskel.
Ved siden af ligger en grøn firkant, som endnu er mark. Nybyggeriet står som en massiv, vinduesløs mur langs marken, hvor nogle kvinder er ved at høste. De nye boligers facade vender til den anden side - bort fra marken, for alle ved, at der om kort tid også vil blive bygget, hvor der nu er afgrøder, og at dette efter samme mønster vil blive lagt helt op i skellet.
"Her er ingen plads til vinduer, for her bygges tæt," siger taxichaufføren Samir, der selv bor i nærheden.
Vi står ved vejen ud mod pyramiderne ved Giza, men det kunne ligeså godt være et hvilket som helst andet sted i storbyens udkant, hvor ledige huller bliver bebygget i samme hurtige tempo. Fysisk er Cairo ikke nogen stor by, men den er kompakt. Byens samlede areal er kun godt det dobbelte af Københavns Kommune, men hvor København har lidt over en halv million indbyggere, klumper hen ved 20 millioner mennesker sig sammen i Cairo.
Fejlplanlægning
"Cairo er nok den tættest befolkede megaby i den tredje verden," siger Marion Sejourne, der er forsker i urbanisering ved det ansete franske Centre d'Études et de Documentation Économiques, Juridiques et Sociales (CEDEJ), der har hovedkontor i det indre Cairo.
"Men byen er også et udtryk for en ukontrolleret udvikling, hvilket har at gøre med et klassisk eksempel på fejlplanlægning."
Egypten er et stort land, men da 96 procent er ørken, har befolkningen alle dage haft en tendens til at slå sig ned på den smalle stribe opdyrkeligt land langs Nilen. Dette er i udpræget grad også tilfældet i Cairo, hvor byen næsten synes at nægte at vokse ud over grænsen mellem det frugtbare land og ørkenen.
Hvilket betyder, at den støt æder sig ind på de marker, befolkningen ellers skulle leve af.
I et forsøg på at begrænse den ukontrollerede vækst, besluttede regeringen i slutningen af 90'erne at forbyde nybyggeri uden for en da nyanlagt ringvej omkring Cairo. Fordi ringvejen samtidig overskar eksisterende vandingskanaler, blev landbrug umuligt på vejens inderside, ind mod byen, hvor urbaniseringen tog ekstra fart, mens Sejourne har konstateret, at hvad hun kalder den uformelle vækst, fortsætter på ydersiden.
Sideløbende med dette har regeringens forsøg på at flytte befolkningen ud i ørkenen taget en anden retning end tiltænkt. Allerede for 20 år siden begyndte man at planlægge hele satellitbyer i ørkensandet, der i dag står som selvstændige bysamfund med navne som Sjette Oktober, Ramadan og Sadat.
"Ørkenen er statsjord, og den blev overgivet til private entreprenører, og så gik der spekulation i projektet," forklarer Sejourne.
"I dag fungerer det sådan, at man køber en lejlighed derude med en udbetaling på 5.000 pund, og så betaler man 63 pund om måneden over de næste 20 år. Det kan de fattige ikke betale, og med 70 kvadratmeter er lejlighederne for små til de rige. Så store dele af de nye byer står tomme, en del er blevet købt af middelklassen, og de fattige bor stadig i Cairo. Tilmed er mere ørkenjord efterhånden blevet frigivet til spekulanterne, som nu udstykker ørkenen i store grunde til de velhavende. I dag er ørkenen for de rige."
Ringe infrastruktur
"Cairo har en række problemer til fælles med flere af Den Tredje Verdens megabyer, og et af dem, er det skift i byens vækst, som vi ser slå igennem i disse år," siger Philippe Fargue, der er ekspert i migration ved American University in Cairo.
"Den store exodus fra landet i søgen efter en bedre tilværelse i storbyen hører 70'erne og 80'erne til og er stort set slut nu. Det man ville kalde Storcairo vokser i dag udelukkende ved egen tilvækst, og fordi fødselsraten i storbyen er mindre end på landet, er væksten her 1,9 pct. mod 2,2 pct. på landsplan. Men det betyder ikke, at byens vanskeligheder er løst. Snarere tværtimod!"
Stigende boligpriser i det centrale Cairo har gjort det populært - eller måske snarere nødvendigt - at flytte uden for byen. Den middelklasse, som ikke ønsker at bo i byen, og som ikke har råd til de nye satellitbyer, har slået sig ned i de mange provinsbyer i nildeltaet nord for Cairo. Mange af disse byer har også fået et udvidet selvstændigt liv, men er i høj grad base for pendlere med job i hovedstaden.
En af disse er Said, der arbejder som minibuschauffør i storbyens totale trafikkaos. Han beskriver sig selv som en tilfreds mand. Han sukker lidt over de vanskelige arbejdsforhold, men synes selv, han tjener anstændigt, og først og fremmest sætter han pris på, at han ikke bor i Cairo.
"Jeg er glad for, at min kone insisterer på at bo i Port Said," siger han og smiler lidt over navneligheden. "Det er en lille by. Der er fred og ro. Jeg tror kun, der bor tre millioner mennesker i Port Said."
Men på grund af afstanden tager Said ikke hjem hver dag. Han er på arbejde ti dage ad gangen, hvorpå han er hjemme i tre, og under dette forløb overnatter han på et ikke nærmere defineret sted i Cairo. Dette afspejler endnu et af storbyens mange problemer, nemlig infrastrukturen, som ganske vist er blevet bedre, og i princippet gør det muligt at pendle, men reelt er i meget ringe forfatning. De overfyldte tog, som hver morgen ankommer til Cairos hovedbanegård, taler deres tydelige sprog.
Betonmafiaen
Hvordan man end vender og drejer det, har infrastrukturen vanskeligt ved at følge med væksten.
Hvor der er glimrende betalingshospitaler til rådighed for dem, som har pengene, er der hyppige rapporter om, at den offentlige sundhedssektor konstant bliver ringere, og skolevæsenet er under hårdt pres. Marion Sejourne oplyser, at 50 pct. af alle børn i de offentlige skoler aldrig lærer at læse og skrive ordentligt, og at antallet af børn, der forlader systemet i utide, er i stærk stigning. Antallet af gadebørn er også i kraftig vækst, hvilket er særlig tydeligt i slumbyer som Manshat Nasser i byens periferi.
"I disse dele af byen bor der over 2.000 mennesker pr. hektar, og de lever uden basale faciliteter som rindende vand og kloakering," siger hun.
"Ordenshåndhævelsen når slet ikke derud, så det er klart, at ingen har styr på, hvor meget og hvordan der bygges. I dag lever over 60 procent af Cairos befolkning i boliger uden byggetilladelse, og tallet er stigende."
Imens fortsætter boligbyggeriet i ørkenens nye satellitbyer, hvor der i dag står to millioner tomme lejligheder uden købere, fordi de fattige ikke har råd.
Marion Sejourne ønsker selv ikke at bruge ordet, men flere iagttagere taler om den egyptiske betonmafia. Dette er en af landets mest magtfulde industrier, der med gode forbindelser i regeringen skaffer sig offentlig finansiering af de gigantiske byggerier, mens flere og flere mennesker maser sig sammen inde i byen.
"Alle siger, det hele vil eksplodere på et eller andet tidspunkt," slutter hun. "Men det har man sagt i årevis, og jeg tror ikke, det sker. Det fortsætter bare, og folk finder hele tiden nye veje til overlevelse i megabyen."
