
Indien er landet, Familien Friborg aldrig bliver færdige med. Ikke alene byder landet på unik kultur og historie, der bor også spændende og omsorgsfulde mennesker.
Familien Friborg består af 53-årige Gunnar, der er arkitekt, 44-årige Sanne, der arbejder som sygeplejerske og børnene Bastian, 19 år, Aske, 11 år, og Thea på otte år. Sanne og Gunnar havde ti år tidligere været et halvt år i Indien og Indonesien med Bastian og Aske. Familien var vilde med oplevelsen og valgte at gense landet for knap to år siden - denne gang i en måned. Alt i alt brugte familien på fem 50.000 kr. på hele turen inkl. flybilletter.
- Hvorfor valgte I at prioritere en længere rejse sammen med jeres børn?
"Vi vil gerne vise vores børn, hvordan man lever i andre kulturer. Vi mener, det er med til at give en større forståelse for andre måder at leve på og andre måder at forstå verden på. Det er især vigtigt, fordi vi efterhånden lever i en global verden, hvor interkulturel kommunikation er en del af vores hverdag. Men vi lærer da også selv en del af at have børnene med. Da vi var på Bali for 10 år siden med Aske på otte måneder, faldt vi i snak med en hindu om navne. Vi fortalte, at vores søn Aske, var opkaldt efter det første menneske i den nordiske mytologi - ligesom Adam og Eva. 'Er det nogen, jeg burde kende?' spurgte vores indonesiske ven os," svarer Sanne Friborg.
Muhammed-krise
- Hvad har I fået ud af at have børn med på jeres længere rejser?
"Det er fedt at rejse med børn. Man møder mennesker på en helt ny måde, for man kommer tæt på andre familier, for pludselig er vi ikke længere 'bare' turister - vi er også forældre, der taler på lige fod med forældre i Indien. Det giver et helt andet ligeværd. De er så vant til at se unge rygsæksrejsende, men det er sjældent, der er børn med. Inderne er meget omsorgfulde og nysgerrige omkring vores børn."
- Hvad er den største udfordring ved at rejse med børn?
"Det er at spare sammen til rejsen. Og fordi vi denne gang var af sted midt under Muhammed-krisen, foregav vi at være islændinge. Du fisker nok efter, om det er besværligt rent praktisk at have børnene med. Det synes jeg ikke. Børnene nyder også de spændende oplevelser, f.eks. var kamelsafari og det at sove i ørkenen højdepunkter for dem," siger Sanne Friborg.
Når familien Friborg ikke rejser rundt i Indien, tager de campingvognen med på slæb og rejser til blandt andet Tjekkiet og Slovenien. Næste længere tur går enten tilbage til Bali eller på vandring i Peru og Bolivia. Familiens ældste søn, Bastian, har fået så meget blod på tanden efter flere eventyr, at han tager et sabbatår, inden han søger ind på Religionsvidenskab. For tiden knokler Bastian i Netto for at spare sammen til et fire måneders højskoleophold i Thailand og skal derefter med rygsæk - denne gang på egen hånd - til Indien.