Nyhed
Læsetid: 1 min.

Private sikkerhedsfirmaer på vej til Helmand

Private amerikanske sikkerhedsfirmaer skaber uro i militæret i den sydlige afghanske Helmand-provins
De britiske styrker i Helmand, der dagligt kæmper for at vinde mere opbakning i den lokale befolkning, har udtrykt bekymring over udsigten til, at et større antal private sikkerhedsvagter nu kan blive indsat. De henviser til de store problemer i Irak, hvor bl.a. amerikanske Blackwater har skabt en krise med nedskydningen af civile irakere.

De britiske styrker i Helmand, der dagligt kæmper for at vinde mere opbakning i den lokale befolkning, har udtrykt bekymring over udsigten til, at et større antal private sikkerhedsvagter nu kan blive indsat. De henviser til de store problemer i Irak, hvor bl.a. amerikanske Blackwater har skabt en krise med nedskydningen af civile irakere.

Marko Drobnjakovic

Udland
15. oktober 2007

London - Britiske styrker frygter, at det kan få skadelige virkninger, når et større antal private amerikanske sikkerhedsvagter kommer til Helmand-provinsen, hvor der også er udstationeret omkring 500 danske soldater.

Ifølge den britiske avis The Independent on Sunday kommer de private amerikanske militærfolk til Helmand i forbindelse med et nyt initiativ, hvor der skal lægges mere vægt på genopbygning og udvikling i den krigshærgede provins.

Britisk bekymring

USA har bidraget med den største sum til det nye initiativ - over 200 millioner dollar. Men de britiske styrker, der dagligt kæmper for at vinde mere opbakning i den lokale befolkning, har udtrykt bekymring over udsigten til, at et større antal private sikkerhedsvagter nu kan blive indsat.

De henviser til de store problemer i Irak, hvor det amerikanske Blackwater har skabt en krise med nedskydningen af civile irakere.

"Der er frygt for, at der vil ske en eksplosion f.eks. med en vejsidebombe - og at nogle af de private sikkerhedsvagter så vil åbne ild, som det skete med Blackwater i Bagdad. Det er det sidste, som vi har brug for i Helmand i øjeblikket," siger en vestlig diplomat til The Independent on Sunday.

En million dollar for hver

Den amerikanske regering bruger gennemsnitligt over en million dollar på at beskytte hver nødhjælpsarbejder, som det sender til Afghanistan.

Flere af de amerikanske sikkerhedsfirmaer har allerede skabt harme i Helmand, fordi de har deltaget i en kampagne for at få ødelagt høsten af opiumsvalmuer, og der er rapporter om, at nogle amerikanske vagter er involveret i kriminalitet omkring narkotika og har tilknytning til private militser.

Præsident Hamid Karzai har ligesom den irakiske regering udtrykt bekymring over de private sikkerhedsfolks aktiviteter og diskuterer nu, hvordan kontrollen med firmaerne kan skærpes.

Det amerikanske sikkerhedsfirma USPI har været mål for adskillige bombeangreb i Afghanistan. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her