Læsetid: 4 min.

'Du rejser tilbage til dit eget fucking land'

Afviste asylansøgere bliver udsat for systematisk mishandling og racisme. Sådan lyder anklagen fra læger og advokater mod den britiske regering, der har hyret private til at eskortere asylansøgerne hjem mod deres vilje
Udland
9. oktober 2007

Hundredvis af britiske afviste asylansøgere er blevet slået og udsat for racistiske fornærmelser af de officielle sikkerhedsvagter, som er ansat af myndighederne til at eskortere asylansøgerne tilbage til deres hjemlande

Omfanget af den påståede mishandling er kommet for dagen gennem en undersøgelse foretaget i et samarbejde mellem avisen The Independent og en organisation, som tager sig af juridisk repræsentation og lægehjælp til de afviste asylansøgere.

Et dossier bestående af 200 sager samlet sammen af læger, besøgende til asylcentrene og kampagnegrupper over de seneste to år fortæller chokerende historier om fysisk og psykisk vold mod nogen af de mest sårbare mennesker i det britiske asylsystem.

Mange af påstandene inkluderer beretninger om fysiske og seksuelle overfald og racisme, som har fundet sted på de ofte lange rejser fra Storbritannien til ansøgernes hjemlande.

Her i vores land

En af sagerne er Armand Tchuibeus fra Cameroun, som ansøgte om asyl i Storbritannien i februar 2000. Hans ansøgning blev endeligt afvist sidste år. Han blev derefter arresteret og forberedt til hjemsendelse.

Den 29. januar 2007 blev han afhentet fra Tinsley House Removal Centre i det østlige Sussex af fire såkaldte escort officers, der kørte ham til Heathrow lufthavn for at sætte ham på flyet til Cameroun kl. 21.00. Den tur er dokumenteret af overvågningskameraer fra den minilastbil, som kørte ham af sted.

Tchuibeu fortæller, at han fik håndjern på sit højre håndled, selvom han sagde til vagterne, at han ikke havde i sinde at obstruere udvisningen. Alligevel startede de med at skubbe ham rundt i bilen, og mens hans arme var holdt fast, slog en af vagterne ham i ribbenene og på halsen, mens han sagde, "du rejser tilbage til dit eget fucking land i dag, og vi skal fucking nok vise dig, hvad illegale ansøgere fortjener i vores land."

En anden vagt er anklaget for at have holdt hans hoved nede, så to andre vagter kunne fastgøre en benslynge.

Efter et stykke tid fik Tchuibeu imidlertid overbevist vagterne om, at han var blevet skadet, og udvisningen blev aflyst. Han blev taget på hospitalet, hvor han blev undersøgt og derefter behandlet for sine skader. Hans knæ blev lagt i gips, som han bar i fire uger.

Tchuibeu antog et advokatfirma fra London og anlagde herefter et civilt søgsmål mod sikkerhedsfirmaet for overfald.

Forfatterne til dossieret med de 200 sager beskylder den britiske regering for at vende det blinde øje til mishandlingen for at leve op til de officielt fastsatte mål for den såkaldte "tvungne hjemsendelse af asylsøgere". De siger også, at visse af de 200 sager, som de har undersøgt, er værre end den tortur og mishandling, som flygtningene led under, før de søgte om asyl.

I næsten alle tilfældene er påstandene om mishandling rettet mod private sikkerhedsvagter, som er ansat af den britiske regering til at udføre den tvungne fjernelse af asylsøgerne.

Dette er nøglen

Tchuibeus sag er langt fra isoleret.

En anden 24-årig mand, som flygtede til Storbritannien, efter at han var blevet fængslet og tortureret i Republikken Congo, hævder, at begge hans hænder blev vredet hårdt bagover af tre ledsagende sikkerhedsvagter, da han nægtede at underskrive et dokument. En af dem sagde ifølge den 24-årige: "Dette her er nøglen til at vende hjem."

En læge som senere undersøgte manden, skriver i dossieret:

"Den fjerde håndrodsknogle på den venstre hånd er uden tvivl brækket, hvilket er yderst konsistent med den overdrevne vold, han har været udsat for efter et mislykket forsøg på at fjerne manden fra Storbritannien."

De officielle statistikker viser, at den britiske regering over de seneste to år forgæves har forsøgt hjemsendelse i 1173 udvisningssager.

Hovedparten af de mislykkede hjemsendelser skyldes enten destruktiv opførsel ombord på de fly, som skal transportere de afviste ansøgere hjem, eller en juridisk intervention i sidste øjeblik. Men andre sager skyldes skader, som ansøgerne har pådraget sig under udvisning, eller en forværrelse af ansøgernes fysiske eller mentale sundhedstilstand under processen med at sende dem hjem.

Armand Tchuibeu blev sidste år sendt tilbage til Cameroun. Politiundersøgelsen af hans anklager er endt, uden at nogen er blevet tiltalt, og sikkerhedsfirmaet benægter alle anklager om brutalitet, som er fremsat mod firmaets ansatte.

Talsmand: Alt undersøgt

En talsmand for det såkaldte Border and Immigration Agency - den britiske myndighed, der står for kontrakterne med de sikkerhedsfirmaer, som bistår regeringen med hjemsendelserne - siger:

"Enhver påstand om dårlig opførsel bliver grundigt undersøgt, og alle påstande om fysisk eller racistisk mishandling bliver henvist til politiet."

Der er tre firmaer på den britiske regerings godkendte liste over sikkerhedsfirmaer, som kan følge afviste asylsøgere hjem: Group4Securicor, International Training Academy og GEO, et amerikansk firma. En talsmand for Group4Securicor siger, at firmaet er bekendt med anklagerne, men siger samtidig at ingen af påstandene er blevet bevist. Han tilføjer også, at firmaet naturligvis også ville fordømme enhver sådan handling, hvis den blev bevist. GEO og International Training Academy har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.

© The Independent og Information

Oversat og forkortet af Annegrethe Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her