Læsetid: 5 min.

'Ret til at dø, men ikke til at tale'

Trods ro i Yangon lurer frygten, vreden og håbet lige under overfladen. Arrestationerne fortsætter en måned, efter militæret slog de fredelige protester ned. 'Ingen grund til bekymring,' beroliger militærstyrets officielle avis
-Vores styre folk skyder folk - igen og igen,- fortæller øjenvidner i Myanmar. Her marcherer munke og aktivister til minde om en japansk tv-journalist, der blev dræbt under kampe mellem militæret og pro-demokratiske demonstranter.

-Vores styre folk skyder folk - igen og igen,- fortæller øjenvidner i Myanmar. Her marcherer munke og aktivister til minde om en japansk tv-journalist, der blev dræbt under kampe mellem militæret og pro-demokratiske demonstranter.

Lai Seng Sin

Udland
30. oktober 2007

YANGON - "Her er så stille og roligt. Det er næsten, som om intet er hændt," siger den danske ambassadør i Myanmar, Michael Sternberg, da han ankommer til Yangon, kort tid efter at landets store protestmarcher og militærets brutale indgriben har fundet sted.

"Det er dog vigtigt at holde øje med, hvad der sker om natten, efter udgangsforbuddet træder i kraft," tilføjer han.

Man behøver ikke lede længe efter overmagtens efterladenskaber. Meterhøje bunker af ståltråd ligger rullet sammen ved indgangen til Sule-pagoden. Ved Swedagon-pagoden er soldater stadig udstationeret nær startstedet for munkenes protestmarcher. Munkene er ikke kommet tilbage.

"Jeg er nervøs for, at soldaterne arresterer mig," forklarer en af de få tilbageblevne munke. "Så jeg opholder mig herinde på klostret det meste af dagen. De arresterer stadig munke," forklarer han.

"Der er endnu ingen, der har set de to munke fra vores nabokloster, siden de blev arresteret," tilføjer en anden munk.

De fleste af de arresterede er blevet tilbageholdt under kummerlige forhold i det berygtede Insein-fængsel og på Government Institute of Technology - forværret af at begge steder var fyldt til randen.

"Vi fik kun mad en gang om dagen og kun en smule vand at vaske os i. Vi måtte skide og tisse i plastikposer," beretter en af de løsladte. "De havde taget munkenes klæder fra dem og smidt dem på jorden. Vi havde ikke noget at sidde på eller dække os med, så vi blev nødt til at bruge munkenes klæder," fortæller den unge lærerinde, der blev løsladt efter at have underskrevet et løfte om, at hun ikke vil deltage i protester igen. "Folk blev slået, hvis de ikke fulgte fængselsbetjentenes instruktioner til punkt og prikke," afslutter hun.

Det nævner styrets avis intet om, men til gengæld bringer den artikler med lange udførlige lister over alt det pornografiske materiale, der angiveligt er blevet fundet under rydningen af de klostre, hvis munke deltog i protesterne:

"42 ucensurerede pornografiske vcd'er, en pornografisk dvd, tre pornografiske bøger, to pornografiske plakater, fire pornografiske fotos, et foto af en kvinde, 10 kondomer, en sex-stimulerende tonic, en dildo (med bælte), en figur af en mand og en kvinde, der krammer, 13 kvinde-saronger, otte trusser, en pung, et kærlighedsbrev," og listen fortsætter.

Vreden lever videre

Andre af de løsladte er tavse eller gemmer sig hos pårørende uden for Yangon.

"En af mine veninder blev arresteret i sit hjem," forklarer en fyr på 23 år. "Hun blev genkendt på nogle af de fotos, styrets folk tog under demonstrationerne. En ven af familien advarede hende, men hun nåede ikke væk. Hendes forældre er gamle og syge og nu meget bekymrede."

Et par dage senere møder jeg ham igen, og han fortæller, at veninden nu er blevet løsladt, men hun tør ikke engang fortælle sine venner om sine oplevelser i fængslet.

Blandt mange af de studerende, der deltog i demonstrationerne, lever ikke kun frygten, men især også vreden videre. De er vokset op med historierne om oprøret i 1988, og nogle af dem er endda opkaldt derefter.

Jeg møder De Mo Tun den aften, hvor udgangsforbuddet efter 25 lange nætter bringes til ophør. Han er født under demokratiopstanden i august 1988 og opkaldt derefter ('De Mo' for demokrati, og 'Tun', der betyder 'opstand', red.). Dette har også været hans første oplevelse af frihedskamp og af militærets brutalitet.

"I Myanmar har vi ret til at dø, men ikke ret til tale," forklarer en af de unge. "Vores styre er et dræber-styre. Selv hvis Buddha havde levet, ville de have dræbt ham."

En fyr sidst i 20'erne:

"Vores styre skyder folk - igen og igen. Der er ikke noget styre så rædselsfuldt noget andet sted på jorden."

En ung fyr med store drømme om at studere i USA:

"Jeg så en studerende blive dræbt af en snigskytte. Han stod på Pansodan-broen midt i en større gruppe af demonstranter. Han bar et flag med den kæmpende påfugl (studenter-bevægelsens symbol gennem generationer, red.), da hans hoved pludseligt eksploderede. Jeg er sikker på, at det var en snigskytte, for jeg kunne ikke se nogen soldater tæt på."

En anden demonstrant verificerer uafhængigt det samme handlingsforløb. Han nåede selv at slippe væk i en taxa.

Smagen af frihed

I samtalerne med de unge er det brutaliteten, men også smagen af frihed og håbet om forandringen, der skinner igennem.

En ung mand fra en fattig bondefamilie nær Mandalay forklarer om protesterne:

"For første gang følte vi, at vi kunne gøre noget, skabe forandring. Vi havde aldrig haft sådan en chance før - en chance for at flygte til friheden. Jeg har aldrig før set mit folk vise deres følelser på den måde. Så megen vrede, sorg og mod. Vi blev alle meget opmærksomme på, hvor meget vi og vores familier har lidt i mange år - og på, at vi nu havde muligheden for at gøre noget med munkene som ledere."

"Folk er stille nu, men de er meget vrede, og os yngre er meget beslutsomme," tilføjer han.

"Vi vil organisere os nu. Under protesterne var det meget spontant - nu er det tid til at få bedre kommunikation og netværk etableret - i al hemmelighed."

Men når man går de unge på klingen, foregår der ikke meget aktiv organisering for tiden, og munkene virker nærmest lammede. Måske er det bare, til chokket og smerten fortager sig. I mellemtiden rettes håbet mod det internationale samfund og især Gambari, FN's særlige udsending i Myanmar.

Tiltroen til EU's sanktioner er dog blandede.

"Sanktioner er dårlige," siger en taxachauffør. "Jeg har så ondt af folk, især de små børn, der tigger på markederne. Der er så mange, der allerede nu ingen penge har. Jeg tror ikke, det vil få styret til at ændre mening. De vil bare finde en anden udvej."

En ung munk er af anden mening:

"Jeg tror, at sanktioner på for eksempel jade og tømmer er gode, for styret giver alligevel ikke nogle af de penge til befolkningen. Det kommer ikke almindelige mennesker til gode."

Ikke grund til bekymring

"Måske lykkes det denne gang at vinde friheden, for hele verden har set, hvad der sker i Myanmar. De bliver nødt til at lytte," fastslår en munk. Han er lidt rundere i hovedet, lidt mørkere i huden og mere politisk interesseret end flere af de andre munke og har derfor fået navn efter den nigerianske FN-udsending Gambari.

"Jeg hedder Gambari Munk," siger han og smiler.

Myanmars munke har - trods hårde odds - ikke mistet deres sans for humor. Det samme kan med lidt god vilje siges om regeringsavisen, der ufrivilligt giver anledning til smil i FN's hovedkvarter i Yangon:

"Retningen er uændret. Ingen grund til bekymring," lyder overskriften i dagens avis.

Sara Olsen skriver under pseudonym fra Yangon. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Burmakomiteen arrangerer i dag fakkeltog for demokrati og frihed i landet med start på Asiatisk Plads på Christianshavn kl. 17.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her