Læsetid: 5 min.

Smukt stop på Silkevejen

I Aleppo mødes det gamle og det nye Syrien relativt harmonisk –og man har det næsten for sig selv
Udland
27. oktober 2007

De kommer trippende ned gennem bussen. Den ene efter den anden.
»Hello, how are you,« lyder spørgsmålet, når de har indtaget sædet ved siden af mig.

Derefter udveksler vi de seks-syv brokker på engelsk og arabisk, vi i fællesskab kan skrabe sammen, og jeg modtager en invitation til at komme hjem og besøge dem. Og så tripper de videre, så næste mand kan indtage det ledige sæde. Da halvdelen af bussen synes at have gennemført den samme spartanske samtale med mig, synes min oprindelige sidemand, Masel, at det må være nok og genindtager sit sæde.

Masel taler bedre engelsk end de andre i denne bus på vej gennem den syriske ørken en route til Aleppo. Han læser engelsk på universitet, holder meget af vestlig musik specielt Whitney Houston – og af Hollywoodfilm. Og så flyver han et MiG21-jagerfly. »En dejlig maskine,« som han konstaterer.

Som de fleste andre i bussen har han uniform på, men det hindrer hverken ham eller de andre i at udvise overstrømmende imødekommenhed og nysgerrighed for den eksotiske, vestlige passager, mens bussen triller forbi vindblæste landsbyer, nøgne bjerge og en enkelt gigantisk bronzestatue med næven løftet til kamp mod fremmede agressorer lige der midt i ørknen.

Fri for masseturisme
Aleppo selv er en kuriøs blanding af gammel arabisk handelsby og socialistisk beton. Placeret i det nordlige Syrien nær grænsen til Tyrkiet synes både Anatoliens vindblæste sletter og sovjetisk betonbyplanlægning at have aflejret sig i de nyere bydeles snorlige brede alleer, omkranset af nedslidt beton og sovjetiske kransekagepaladser. En association, der også bliver forstærket af den uskrevne regel om, at der ikke må være længere end 50 meter mellem hver fremstilling af præsident Bassad al Assads ganske alvorlige ansigtstræk. Med mindre man har en dispensation, som kan opnåes ved at hænge et portræt af faderen, Hafez al Assad, op i stedet.

Men fra toppen af byens imponerende citadel kan man – trods byens op mod tre millioner indbyggere – stadig klart se byens grænser, hvor byen stopper, og ørkenen pludselig begynder. Herfra er det ikke svært at forestille sig byen som et stoppested for karavanerne på vej ad Silkevejen. På trods af styrets sekulære og socialistiske prædikat er religionens betydning i Syriens næststørste by svær at overse, og den kalder sig selv Capital of Islamic Culture.

Mens flertallet af mændene bevæger sig rundt i lettere umoderne vestligt tøj eller i traditionelle galabiyyaer, er kvinderne tilslørede – ikke så få bærer de helt tilslørende sorte dragter, hvor selv øjnene er skjult bag et tyndt slør, så kvinderne kun akkurat kan se ud.

Også arkitektonisk er særpræget bevaret. Både Damaskus’ og Aleppos gamle bydele er erklæret for officielle verdensarvs-monumenter af UNESCO. Mens byen oplevede sin storhedstid som en vigtig station på Silkevejen under det osmanniske rige, faldt Aleppo siden hen i en slags dvale, som afskar byen fra udvikling. Det har betydet, at mens mange andre byer i Mellemøsten mistede sit arkitektoniske særpræg til nye strømninger og kommercielle sektorers generelle ligegyldighed over for arkitektur, har Aleppo bevaret deres særpræg – hovedsageligt i den gamle bydel, men også andre steder, som i f.eks. al Jdeidas kringlede og velholdte, smalle gader, hvor gamle armenske stenhuse vender nøgne, men smukke og simple stenfacader ud mod de forbipasserende, mens vinduer og ornamenteret liv vender indad mod gårdene på den anden side af murene.

Den gamle bydel er mere nedslidt. Delvist på foranledning af det tyske udviklingsministerium har et restaureringsarbejde imidlertid stået på i en længere årrække. Arbejdet bliver dokumenteret i en udstilling i den smukke shibani-bygning, der er et gammelt kloster og skole.

På trods af restaureringen har bydelen dog bevaret sin status som et sted, hvor folk lever – og har ikke den karakter af frilandsmuseum, andre byer, der har været gennem samme tur, har. En situation, der ikke mindst understøttes af de relativt få turister.

Souqen, Aleppos overdækkede gamle handelsplads, der strækker sig fra den store moske og op ad skråningen mod citadellet. Aleppos souq er velsignet fri for det turistpræg, der kendetegner f.eks. Cairos Khan al Khalili og Istanbuls bazar.

I dampbad
Praktisk talt alting er at finde i de labyrintiske gamle gyder. Lige fra de sprællevende fisk og overskårne fårehjerner i slagtergaden til galabiyyaer i alle kvaliteter og afskygninger i en hel gyde i skrædderafdelingen i hjertet af souqen. Lokale gør stadig deres indkøb i souqen, og turister i høj grad bydes velkommen, men på den anden side ikke spiller den store rolle.

I en af de mindre besøgte gyder fører en trappe ned til en oplyst trækatedral, hvor gæsterne som i en opiumshule ligger på hævede brikse rundt om et vandbassin i et højloftet lokale.

En medarbejder tager imod ens tøj, udleverer uden ord et lændeklæde og viser vej gennem en lille dør ind i selve hammamen. Her bliver håret og kroppen vasket med skoldhedt vand, mens arabiske råb genlyder mellem murene. Efter dampbadet overtager en gråhåret, afpillet gamling. Han hiver en handske frem og skrubber uden et ord hele min krop til den er rød og øm, markerer med fagter, at jeg skal lægge mig ned og ælter kroppen igennem i en gang massage, der slutter med en solid albue i ryggen. Derefter er det tilbage til hvilesalen under trækuplen. En ansat ruller mig ind i håndklæder og guider over til en af briksene, der er hårde men behagelige og bringer te og juice.

I lokalet er der stille. Hammamens gæster slapper af, og et par stykker udfører deres bøn i et hjørne, mens både Assad al Assad og og fader Hafez holder øje fra væggen. Et stort fjernsyn viser en arabisk soap, hvor en natklubsanger ser bekymret, hvordan hans kone føres til en operation på hospitalet, mens han selv må udleve sin bekymring i natklubben i en storslået dansescene. Men overlever konen?

Filmen afbrydes af reklamer et kort øjeblik. Fjernsynet genkalder i klip det rædselsvækkende øjeblik for få år siden, da landets leder Hafez al Assad døde. Hver syrer genkalder sig i små klip øjeblikket, og hvor de var, da det gik op for dem.

Filmen starter igen. Natklubsangeren styrter ind på hospitalet. Er hun i live? Det ser sort ud, ingen kan finde hende. Men pludselig vandrer hun ud af en dør, og alle jubler. Alle danser gennem gaderne i en stor procession. Historien ender lykkeligt.

toha@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her