Læsetid 3 min.

Støtte til Merkels krav om under to ton CO2 til hver

Den tyske kansler vil have lighedsprincippet som omdrejningspunkt i ny klima-aftale. Forskere og fagfolk bakker op, mens FN's klimachef advarer om behov for endnu skrappere indgreb
Ifølge Tysklands kansler, Angela Merkel, indebærer lige rettigheder og respekt for klimaets bæreevne, at det enkelte menneskes udledning i 2050 må være et stykke under to ton pr. år. Merkel står her med en gasoppustet ballon med teksten -Tyskland, ideernes land-

Ifølge Tysklands kansler, Angela Merkel, indebærer lige rettigheder og respekt for klimaets bæreevne, at det enkelte menneskes udledning i 2050 må være et stykke under to ton pr. år. Merkel står her med en gasoppustet ballon med teksten -Tyskland, ideernes land-

Frank Hormann
5. oktober 2007

Klimamødet i København i 2009 må ende med en aftale, der giver alle mennesker på kloden lige ret til udledning af drivhusgasser til atmosfæren. Samtidig må aftalen sikre, at den globale opvarmning holdes under smertegrænsen på to graders stigning.

Det siger en gruppe fremtrædende internationale forskere og fagfolk i en støtteerklæring til den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der i to opsigtsvækkende taler er gået længere end nogen anden statsleder i klimadebatten. Ifølge Merkel må principperne om lige rettigheder og respekt for klimaets grænser indebære, at det enkelte menneskes udledning midt i dette århundrede må være et stykke under to ton pr. år.

Gennemsnitsdanskeren udleder i dag godt 10 ton, så for Danmarks vedkommende lægger Merkels udspil op til en reduktion af udledningerne på mere end 80 pct. inden 2050.

Det åbne brev, der bakker den tyske kanslers udspil op, er underskrevet af 25 personligheder fra det internationale klima- og miljøarbejde. Blandt dem professor Joseph Alcamo, chef for Centeret for Miljøsystemforskning på Kassels Universitet, vicegeneralsekretær i Rom-klubben Jörg Geier, Østrigs ledende klimaforsker professor Helga Kromp-Kolb, direktør Hunter Lovins fra det amerikanske konsulentfirma Natural Capitalism Solutions, forskningschef Dominique Finon fra det nationale forskningscenter i Frankrig, professor Bert de Vries, Utrechts Universitet i Holland samt de to ledende russiske forskere, klimaprofessor Georgy Golitsyn fra Ruslands Videnskabsakademi og professor Natalia Tarasova fra Mendeleyev Universitetet i Moskva.

Der er tillige underskrivere fra Indien, Sverige, Letland, Canada og Schweiz. Fra Danmark er professor emeritus Niels I. Meyer og lektor emeritus Jørgen S. Nørgård, begge DTU, del af initiativet.

"Kansler Merkel, vi værdsætter stærkt deres initiativ, og vi appellerer til det internationale samfund - regeringer, erhvervsliv, civilsamfund og den videnskabelige verden - om at støtte det og engagere sig i de vigtige bestræbelser på at nå en bæredygtig og retfærdig klima-aftale via det kommende klimamøde i Bali i december og København-mødet i 2009," hedder det i erklæringen, der også er sendt til Anders Fogh Rasmussen i hans egenskab af vært for klima-topmødet i 2009.

"Uden lige rettigheder for alle mennesker på denne planet og uden respekt for Jordens naturlige grænser er det ikke sandsynligt, at vi kan afværge dystre globale konsekvenser," siger brevskriverne.

Lige ret til alle

Den tyske kansler betonede første gang lighedsprincippet og behovet for dramatiske udledningsreduktioner i en tale i Tokyo den 30. september, men skærpede sit budskab i New York i sidste uge.

"Hvis vi vil holde os inden for overgrænsen på to graders stigning, så må vi præstere en halvering af de globale CO2-udledninger inden 2050," sagde Angela Merkel ved et internationalt seminar om klimaændringer.

"Der er ingen anden vej end at tilgodese, at ethvert menneske i verden får samme ret til udvikling. Det betyder, at vi på lang sigt kun kan få vækstøkonomierne med, hvis vi siger: Ethvert menneske i verden må udlede det samme."

"Halvering af CO2-udledningerne kan kun betyde, at dagens CO2-udledninger på fire ton pr. gennemsnits-person i verdens befolkning må bringes ned på to ton. Og deri har jeg endda ikke medregnet, at den globale befolkning fortsat vil vokse," sagde kansleren.

Hun angav, at gennemsnitseuropæeren i dag udleder ni ton CO2 pr. år, amerikaneren 20 ton, kineseren 3,5 ton og gennemsnitsinderen "meget mindre".

Hvis verdensbefolkningen som forudsagt er vokset til omkring ni mia. i 2050, bliver Merkels to ton til blot omkring 1,4 ton CO2-udledning til hver. Det vil for Danmarks vedkommende forudsætte godt 85 procents reduktion af de nuværende udledninger.

Princippet om lighed er understreget i FN's rammekonvention om klimaændringer fra 1992, men blev ikke konsekvent afspejlet i Kyoto-aftalen. Angela Merkels forslag møder da også modstand fra bl.a. USA under de aktuelle klimaforhandlinger.

To grader for meget

Uden direkte henvisning til det tyske udspil sagde chefen for FN's Klimapanel (IPCC), Rajendra Pachauri, onsdag i London, at smertetærsklen på to graders opvarmning måske ikke er skrap nok.

"Folk spørger faktisk, om de to grader Celsius, der er sat som fikspunkt, er sikkert nok. Det er ansvarlige røster, der rejser dette spørgsmål, og jeg forventer, at de vil blive flere," sagde den indiske klimaformand til Reuters med henvisning til aktuelle drøftelser i det videnskabelige miljø.

I denne sommer har afsmeltningen af is fra de arktiske områder omkring Nordpolen overgået den tidligere rekordsmeltning i 2005 med mere end 20 pct., og forskere frygter, at det er udtryk for, at en af klimaets følsomme smertetærskler allerede er overskredet.

"Grunden til at så meget er smeltet så hurtigt er, at det har ramt et 'tippepunkt', som vi har advaret om gennem de seneste år," sagde forleden klimaforskeren James Hansen, chef for NASA's Goddard Institute.

"Alle modeller synes at undervurdere den hastighed, hvormed isen smelter," bekræftede professor Anders Levermann fra det tyske Potsdam Institute for Climate Change Research over for Reuters.

Han er enig med Hansen i, at den arktiske is "allerede er tippet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ralph Sylvestersen
Ralph Sylvestersen

Jørgen Steen Nielsen anfører at, "gennemsnitsdanskeren udleder i dag godt 10 ton".

Relativt nye tal viser at væksten i Danmarks forbrug af fossile brændstoffer er nu større end Kinas.

Årligt forbrug

Mill. tons olie ækvivalenter: 2005 2006 Forskel; 2006/2005

Danmark 17,4 19.6 +12,7%

Kina 1566,7 1697,8 + 8,4%

USA 2350,4 2326,4 - 1,0%

Sverige 50,8 47,3 - 6,9%

Storbritanien 228,6 226,6 - 0,9%

Kilde:

BP Statistical Review of World Energy June 2007

http://www.bp.com/productlanding.do?categoryId=6848&contentId=7033471

Ydermere bruger dansk international skibsfart nu 40 mill. tons olie om året - medregnes skibsfartens forbrug udleder gennemsnitsdanskeren ca. 32 tons CO2/ år (2006).