Nyhed
Læsetid: 3 min.

Storbritannien i stemmeland

Den britiske EU-debat er rituel hadefuld og passioneret. Og intet har fået den op i omdrejninger så heftigt i årevis, som Gordon Browns beslutning om ikke at opretholde løftet om at sætte EU's nye reformtraktat til folkeafstemning. 'Indholdet er jo det samme som i EU-forfatningen,' lyder det fra både modstandere og tilhængere. 'Vel er det ej,' svarer regeringen
Udland
18. oktober 2007

Hvad er mon værst for den britiske premierminister Gordon Brown? At gå op imod 69 procent af vælgernes ønsker og samtidig få tre fjerdedele af den britiske presse mod sig. Ved ikke at udskrive en folkeafstemning om EU.

Eller at blive udskreget af resten af Unionen, som den politiske leder, der torpederede EU's reformtraktat og ofrede Europa-politikken på indenrigspolitikkens alter? Ved netop at udskrive samme afstemning.

Det er i grove træk Browns hoveddilemma, som hele den britiske presse beskrev i detaljer i går, mens Europa-debatten kørte op i sit helt vanlige skruphysteriske leje lige før vedtagelsen af en EU-traktat.

Det er nat med Storbritannien, al suverænitet forsvinder, og landet bliver en delstat i et tysk-fransk Europa. Alt er hørt tidligere, men det gør ikke debatten mindre skinger.

Inde eller ude

Premierministeren står også med et andet problem. Som handler om, hvorvidt tiden er kommet til, at briterne beslutter sig for at være med eller ikke at være med i den europæiske union.

Her deles vandene naturligvis også, men på nye måder.

Ganske mange pro-europæiske briter mener, at traktaten er en sejr for den britiske linje i EU - en vurdering af teksten, der ganske deles i store dele af det franske og tyske diplomati. Og at man derudover ikke troværdigt kan hævde, at den nye reformtraktat i sin substans er forskellig fra den gamle tekst, den forkastede EU-forfatning. Som briterne som bekendt fik lovet en folkeafstemning om. Derfor taler en større del af den pro-europæiske elite i denne sag for en folkeafstemning, hvilket øger det enorme pres på Brown. F.eks. den EU-positive Gisela Stuart fra Labour, der var med i det konvent, som forhandlede den originale forfatning.

"Direkte uærlig," kaldte Stuart Brown afstemnings-argumentet i sidste uge.

Nat med The Sun

Hertil skal så lægges den store gruppe modstandere, som bare vil ud og væk fra 'EU-monsteret' i Bruxelles. Det er naturligvis herfra, de højeste råb stammer.

Intet sted råbes der højere end i tabloidavisen The Sun - vital for enhver premierminister, der ønsker at vinde et parlamentsvalg.

Ejeren af The Sun, medie-stormogulen Rupert Murdoch, er intens og ubøjelig EU-hader og har allerede i meget lidt dulgte vendinger truet premierministeren med, at hans berømte avis særdeles hurtigt kan stoppe med at støtte Labour ved parlamentsvalgene og i stedet satse på den konservative oppositionsleder David Cameron - som er EU-kritiker og tilhænger af en folkeafstemning.

En tabersag

Men Browns problem er ikke, at han kvier sig ved at bruge EU indenrigspolitisk. Slet ikke, det ville ikke røre ham. Problemet er langt snarere, at han vil tabe afstemningen.

Hvorefter han alligevel ikke har vundet noget indenrigspolitisk og har tabt alt over for resten af EU.

Regeringen ønsker ikke at se Storbritannien som EU's nye Norge eller Schweiz, og derfor har Brown og dennes udenrigsminister David Miliband for længst besluttet, at der ikke skal afholdes nogen folkeafstemning.

Omstridte røde linjer

Grunden er især, at Storbritannien har sikret sig nye undtagelser på det retlige område, hedder det. Andre undtagelser - i britisk politik benævnt 'de røde linjer' som EU ikke kan overtræde - er menneskerettigheder, skat, sociale bidrag og udenrigspolitik.

Milibands (og Browns) vanskeligheder med at få medierne og EU-kritiske politikere med på vognen i den sammenhæng blev betydeligt forværret i sidste uge, da Underhusets egen EU-komite vedtog, at den nye og den gamle traktat stort set er den samme tekst, og at de røde linjer også allerede var forhandlet hjem af Tony Blair i den traktat, der skulle have været til afstemning.

Fred i vor tid

I forgårs sammenlignede formanden for Europa-komiteen, Michael Connarty (selv Labour) sin partifælle Miliband med Chamberlain.

"Jeg har en vision om fred i vor tid," sagde han ironisk. En udsøgt fornærmelse, der da også fik den ellers normalt meget polerede unge udenrigsminister til at fare i harnisk:

"De siger, at hvad jeg gør (med traktaten, red.), er det samme som Neville Chamberlain foretog sig, da han vendte hjem fra München sidst i 1930'erne og troede, han havde en aftale med Adolf Hitler. Det er under Deres og denne komites værdighed at komme med sådanne udtalelser," svarede udenrigsministeren.

"Hvis De virkelig er så følsom og fantasifuld, så undskylder jeg for at have fornærmet Deres følsomme sjæl," svarede Connarty.

Hvilket vel cirka er det venligste, Miliband og Brown kommer til at høre i denne uge, inden de her til morgen drager mod Lissabon for at tilslutte sig reformtraktaten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her