Læsetid: 3 min.

Tyrkisk invasion er udsat til tidligst mandag

Tyrkiet raser over amerikansk resolution, der anerkender det armenske folkedrab. Forholdet til USA bliver yderligere kompliceret, hvis den tyrkiske hær får lov at gå ind i Irak i jagten på PKK-terrorister
Udland
12. oktober 2007

ISTANBUL - Sjældent har et land skullet kæmpe på så mange samtidige fronter som Tyrkiet lige nu. Mens landet på den ene side er tæt på at give grønt lys til en militær operation i nabolandet Irak, er det også kommet under politisk beskydning fra Kongressen i Washington, der har anerkendt det armenske folkedrab. De to sager har i princippet intet med hinanden at gøre, men fordi de begge involverer forholdet til USA, kædes de uundgåeligt sammen.

Tyrkiet har tradition for at indføre sanktioner oven på lignende resolutioner i andre lande, og i aftes blev Tyrkiets ambassadør i Washington kaldt midlertidigt hjem til Ankara til konsultationer. Iagttagere gætter på, at Tyrkiet derudover vil begrænse USA's adgang til Irak gennem Tyrkiet. 70 procent af forsyningerne til de amerikanske styrker kommer ad tyrkiske lande-veje eller gennem tyrkisk luftrum, så potentialet for smertefulde sanktioner er stort.

En anden mulighed er, at Tyrkiet ikke længere føler sig så forpligtet af det ellers nære samarbejde med USA og derfor vil ignorere amerikanske advarsler og i et eller andet omfang gennemføre en militær invasion af Nordirak i jagt på terrorbevægelsen PKK. Tyrkisk militær og offentlighed har talt om en sådan operation i over et år, og den aktuelle anledning er, at 27 soldater og paramilitære er blevet dræbt i løbet af bare en uge. Det har chokeret tyrkerne i en grad, så der nu er maksimalt pres på regeringen for at skride til handling.

Yderligere incitament har regeringen, fordi den i valgkampen tidligere i år blev beskyldt for at være for blød i terrorbekæmpelsen. Siden har forholdet mellem regering og militær lidt overlast på grund af striden om præsidentfruens hovedtørklæde, og alt det gør, at regeringen har ekstra behov for at vise sig beslutsom og på militærets side.

Ingen ekstra-samling

Men selv om tyrkiske politikere i går langede kraftigt ud efter USA, og der igen blev talt om invasion af Nordirak, så samles parlamentet først på mandag for at tage stilling til regeringens anmodning om grønt lys til operationen. I går begyndte fire helligdage i anledning af afslutningen på Ramadanen, og der er derfor ikke samling i parlamentet, men det kunne have været indkaldt ekstraordinært. Men det sker ikke, fordi regeringen med premierminister Recep Tayyip Erdogans ord ikke vil reagere følelsesmæssigt på ugens angreb.

Få af parlamentets medlemmer ventes at stemme imod regeringens forslag til at slippe militæret løs, men det betyder ikke, at man så også skal regne med, at det sker.

"Det er højst usandsynligt, at det tyrkiske militær vil få lov til at gå ind i Irak i den nærmeste fremtid, også selv om parlamentet giver sin tilladelse," skrev militæranalytikeren Lale Sariibrahimoglu i sin klumme i dagbladet Today's Zaman i går.

"Beslutningen kan i første omgang bruges til at overtale både den amerikanske og irakiske regering, så vel som de irakiske kurdere, til at skride til handling selv og afskære PKK's livline i Nordirak."

Politisk katastrofe

Problemet for Tyrkiet er, at der i den tyrkiske befolkning er skabt en forventning om, at militæret kan udrydde PKK, men det mål er der ikke ret mange analytikere, der mener er realistisk. To gange i 1990'erne rykkede den tyrkiske hær ind med accept fra de daværende kurdiske myndigheder. Trods indsats fra henholdsvis 30.000 og 50.000 tyrkiske soldater led PKK kun midlertidigt tilbageslag. I det aktuelle tilfælde er der ingen accept fra de kurdiske myndigheder, og tyrkerne vil få svært ved at skelne PKK-krigerne fra de lovlige irakisk-kurdiske peshmerga-krigere, hvis de rykker ind.

Dertil kommer den økonomiske og politiske katastrofe, det vil være for Tyrkiets sydøstlige provinser, hvis operationen bliver langvarig.

"Samhandlen med Nord-irak er meget vigtig for Sydøsttyrkiet. Hvis operationen trækker ud, vil befolkningen der komme til at lide store tab," siger professor Ihsan Dagi fra Ankaras Middle East Technical University.

Ved parlamentsvalget i juli vandt regeringspartiet AK store stemmeandele i de kurdiske områder på bekostning af det pro-kurdiske parti DTP, der ellers havde satset stort i de regioner.

"Den nuværende stabilitet i området har trukket befolkningen væk fra PKK, men en operation vil igen øge PKK's popularitet i befolkningen. Af samme grund ser PKK frem til at konfrontere den tyrkiske hær, så de kan genvinde den politiske magt," siger Ihsan Dagi.

De første folkelige reaktioner på den amerikanske resolution kom i går i form af små demonstrationer i Istanbul og Ankara og en forbrugerorganisations opfordring til boykot af amerikanske varer. Ellers var tyrkerne tilsyneladende mest optagede af den forestående ferie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her