USA's våbenindustri er fortsat verdens største våbeneksportør, og det er fortsat udviklingslande, tvivlsomme demokratier og diktaturer, der er de bedste kunder.
De fremgår af rapporten Conventional Arms Transfer to Developing Countries, som den politisk uafhængige institution Congressional Research Service udsendte mandag.
"Udviklingslande fortsætter med at være det primære fokus for verdens leverandører af våben (...) våben til udviklingslande udgjorde 65,7 procent af alle handler i peridoen 2003-2006. I 2006 alene var andelen 71,5 procent," konkluderer rapporten, der fungerer som en årlig briefing til USA's Kongres.
Rapportens forfatter, Richard Grimmet, forklarer, at den aktuelle tendens, hvor udviklingslandene står for en stadig større del af verdens våbenhandler, er en direkte effekt af Den Kolde Krigs afslutning. Hvor det tidligere var storpolitik, der afgjorde alliancer og handelsmønstre, så er "motivet til at sælge våben i dag i mindst lige så høj grad ren økonomi, som det er hensyn til national og international sikkerhedspolitik".
Det gælder ikke bare for nordamerikanske producenter. Vesteuropæiske og ikke mindst russiske våbenleverandører har ligeledes fokus rettet mod udviklingslandene, når de forsøger at afsætte deres varer. Efter USA er Rusland, England og Frankrig de største våbeneksportører.
Købers marked
Den tendens har længe bekymret forskerne på Stockholm International Peace and Research Center, SIPRI. Her forklarer seniorforsker og projektleder Simon Wezeman, at våbenindustrien efter et absolut lavpunkt efter Den Kolde Krigs afslutning nu igen er på vej op. Men i modsætning til tidligere sælger våbenproducenter i dag til stort set hvem som helst, og de tilbyder langt mere avancerede våbensystemer end tidligere.
"Efter Den Kolde Krig blev forsvarsbudgetterne stærkt reduceret i Vesteuropa og Rusland. Det efterlod en række våbenindustrier med en kapacitet, der langt overmatchede de statslige behov og budgetter. Industriens kamp for overlevelse har sænket niveauet for, hvem de eksporterer til. Det gælder den russiske industri, der blev ramt meget hårdt efter Sovjetunionens fald. Men det gælder i høj grad også for de europæiske industrier," siger Simon Wezeman og peger på Sverige, der rangerer som nr. syv på listen over eksportører i perioden 1999-2006.
"Sverige har som nation altid været meget forsigtige med, hvem landets våbenindustri eksporterede til. Det er der lavet om på nu. Det er købers marked," siger Simon Wezeman og nævner salget til Mellemøsten, der er eksploderet siden Den Kolde Krigs afslutning, som eksempel.
"Stigende oliepriser betyder, at særligt golfstaterne køber våben som aldrig før. Der er et våbenkapløb i gang i Mellemøsten, og vi bliver ved at fylde mere krudt i tønden, mens gnisterne flyver os om ørene. Det er meget kortsigtet."
FN og våbenregulering
Samtidig med at våbenmarkedet er blevet mere løst i kanten, forsøger omkring 100 lande under FN at få defineret nye internationale spilleregler for våbenhandel. Herunder Kenyas regering, der over for FN har udtrykt, at der er et "hastigt behov" for at regulere strømmen af våben til det afrikanske kontinent.
Selvom handel med de afrikanske lande - foruden Algeriet og Egypten - udgør en meget lille del af den samlede våbeneksport, så er mange stater så ustabile og undertrykkende, at selv beskedne våbenleverancer har en meget destruktiv effekt.
"Det afrikanske marked er utroligt lille. Så hvis det blot handlede om penge, kunne alle nok blive enige om ikke at sælge våben til Afrika. Men der kan være andre grunde til at sælge til de afrikanske stater," siger Simon Wezeman, der peger på Kinas våbensalg til Sudan.
"Kineserne sælger til Sudan, af præcis samme årsag som europæiske regeringer er glade for, at deres industri sælger til Saudi-Arabien. Det handler om lukrative kontrakter og adgang til olie."
"Det er en meget kynisk industri med meget lidt moral. Det gælder for Rusland og Kina, men det gælder absolut også for Europa og USA," siger Simon Wezeman fra SIPRI.
