Uligheden vokser i verdens bedste land

Blomsterne på nederdelen er falmede, nogle af dem er dækket af snavs. På fødderne sidder et par slidte plastiksandaler med hullede såler, og øjnene sender et bedende blik op til de turister, forretningsfolk og almindelige Oslo-borgere, der netop har forladt Oslo S, den norske hovedstads hovedbanegård.

Kvinden på fortovet er tigger og er sammen med stofmisbrugere, prostituerede og alkoholikere del af det førstehåndsindtryk, der møder en, når man træder ud af centralstationen i verdens rigeste og bedste land at bo i.

For det har Norge fået stempel på af UNDP, FN's udviklingsprogram, som har sat landet op på førstepladsen for sjette år i træk, når det gælder befolkningens gennemsnitlige levetid, levestandard og uddannelsesniveau. Alligevel er der næsten hver dag historier om fattigdom og ulighed i medierne.

På en vilkårlig uge er der både overskrifter som 'Fattigdom i verdens bedste land', 'Over 42.000 mennesker i Oslo lever under fattigdomsgrænsen' og 'Norge er et klassesamfund'. Temaet præger store dele af den norske velfærdsdebat.

For selvom det går godt for Norge lige nu, og den enorme vækst i kapitalindtægter betyder, at de rigeste 10 procent bliver stadig rigere, er antallet af nordmænd, der lever i fattigdom samtidig steget.

Omkring Oslo S er fattigdommen dog ikke noget, politikerne har lyst til at se på. Den jager turisterne væk, står der i aviserne. Og derfor har politiet fået øgede beføjelser til at gribe ind og fjerne de uønskede, som i dag spærrer for den fornemme udsigt fra Oslo S til Kongepaladset for enden af gågaden Karl Johan. På trods af at landets parlament, Stortinget, sidste år ophævede forbuddet mod tiggeri.

Tone Fløtten, forskningschef ved det samfundsvidenskabelige forskningsinstitut Fafo, bekræfter en voksende ulighed i det norske samfund, hvor lønmodtagerne får en mindre del af samfundskagen, mens kapitalejernes rigdom vokser, men: "selv om den store øgning i kapitalindtægten er kommet nogle få til gode, betyder det dog ikke, at Norge er blevet et ulighedssamfund, for hvis man ser bort fra de 10 procent rigeste, er indtægtsfordelingen for de resterende 90 procent stort set uændret, " siger Tone Fløtten.

Byen er grusom

Bag Oslo S ligger SAS Radisson hotellet højt og stolt. På 21. etage finder man den bedste udsigt ud over by og fjord. I den vestlige horisont anes Bygdøy, hvor 60 kroner for en fadøl ikke gør ondt i pengepungen. Det er blandt andet her, at 94 procent af kapitalindtægterne havner. En spytklat øst for Radisson ligger Grønland i Gamle Oslo. Her blev Urtegata for nogle år siden kåret til Norges fattigste gade. Her er Urtehagen Moské med sine glasminareter et arkitektonisk bevis på bydelens etniske mangfoldighed, for på Grønland ligger der seks moskéer og seks kirker inden for en gåafstand på 10 minutter. 33 procent af befolkningen er indvandrere, hovedparten med muslimsk baggrund. Foran nummer 16 ligger Unni Borgen og roder rundt på fortovet.

Mager og bleg med begge hænder i snavsede forbindinger venter hun, mens hendes kørerstol bliver opladet i Frelsensarmeens værested og spisesal, hvor hun netop har fået et gratis måltid. Unni Borgen lider af sklerose og er narkoman, stofferne har været hendes lykke og forbandelse, siden hun var 13 år, fortæller hun. I dag som 54-årig er Urtegata 14 det eneste sted i byen, hun føler sig velkommen: "Hvis det ikke var for dette sted, ville jeg ikke være i live. Det er ikke bare et måltid, man får her, det er også fred. Byen er blevet grusom for mennesker som mig. Ja, jeg er narkoman, jeg er slem. Men jeg kæmper for livet hver dag, og der er ingen tolerance derude."

Hold hovedet koldt

Lidt længere nede ad gaden ligger Muhammad Anwar Soofis boghandel. Han sælger flest bøger til pakistanere men også aviser, bøger og magasiner på arabisk. Muhammad Anwar Soofi kom til Norge som gæstearbejder i 1974, og i Oslo har han fået børn og børnebørn. Muhammad Anwar Soofi har svært ved at forstå debatten om fattigdom og ulighed i Norge, som fylder så meget både i pressen og i den politiske debat.

"Fattigdom i verdens rigeste land. Jo, det er der vel," siger han og nævner Frelsensarmeens spisesal i nummer 14, der "giver mad til Oslos fattige".

"Der findes selvfølgelig relativ fattigdom, men jeg er fra Pakistan og har svært ved at snakke om fattigdom i dette olieland," siger han, men "man skal tage den øgende ulighed alvorligt. Da jeg kom til Norge i 70'erne var forskellen på rige og fattige - eller lad os sige de mindre rige - ikke nem at få øje på, men det er den i dag. I dag kan man se tiggere på gaden, og her på Grønland er der mange, der nu bliver nødt til at flytte, fordi de unge har fået interesse for bydelen, så huspriserne bare stiger og stiger. Mange indvandrerfamilier, der har boet her i 30 år, og de gamle arbejdere har ikke længere råd til at bo her."

Muhammad Anwar Soofi tager sig en tænkepause: "Hvis man kigger på overfladen, findes der ikke ulighed i Oslo, men kigger man godt efter, er der store sociale forskelle," siger han, men understreger igen, at man skal holde hovedet koldt, når man taler fattigdom i Norge.

"Meget af debatten handler vel om, at folk ikke har råd til at forbruge som tosser, som de gerne vil. Men reelt lider de ikke stor nød. Købe, købe, købe, det er jo alt, hvad folk vil, men ikke alle har råd, og så taler de om fattigdom," siger han, men nuancerer sin mening igen: "Man skal ikke glemme, at der er mennesker i Norge, som ikke nyder godt af oliepengene. Blandt andet her på Grønland."

Lige muligheder for alle

I Bygdøy 20 minutter i bus fra Muhammad Anwar Soofis boghandel ligger Huk Aveny. Den er Urtegatas diametrale modsætning med sine hvidpudsede villaer med sortglaseret tegl på toppen. Der er fem kilometers afstand mellem de to bydele, men for hver kilometer stiger levealderen med cirka et år - fra 75 år til 79,5 år. Forskellen i gennemsnitsindkomsten stiger med næsten 50 procent, mens arbejdsløsheden på Grønland er på over 13 procent, er den på 3,8 procent i Bygdøy. Det eneste der afbryder stilheden på Huk Aveny denne sensommerdag er lyden af tennisbolde, der rammer det røde grus med en hul lyd og spillere, der brøler idet de sender bolden over nettet. På Huk Aveny ligger der villaer til over 30 millioner norske kroner. Her bor ambassadører, forretningsfolk og ganske almindeligt velhavende som hotelchef Petter Stordalen side om side med politikere som den tidligere Statsminister Gro Harlem Brundtland.

Money, money, money

For enden af avenuen mod øst ligger den royale sejlklub, hvor Norges rigeste mand, skibsreder John Fredriksen, i dag lægger til med sin båd.

Ved siden af er Kenny Aas og hans thailandske kone godt i gang med at bundskrabe en sejlbåd. De bor i Bygdøy og har i over 25 år drevet Kennys Båtreparasjon: "Jeg arbejder for de rige," griner han.

"Men vi klarer os også helt ok selv," siger han og bryder ud i latter igen. For Kenny Aas er uligheden i Oslo indlysende.

Han gnider fingrene: "Money, money. Så enkelt er det. Nogle har det, andre har det ikke." Det viser sig, at Kenny Aas har særdeles godt styr på Bygdøys indbyggere. Mange af dem er hans kunder. Han peger på de store villaer, der ligger ved vandet med egen bådplads: "Den derovre koster 40 millioner, den blev solgt til 30 millioner, og den oppe på fjeldet er nok 55 millioner værd."

Bedre i Hong Kong

Kenny arbejder videre i det i øvrigt ret øde kvarter. De fleste er ikke kommet hjem fra arbejde endnu, men i ny og næ åbner der sig en dør, og en og anden filippinsk pige kommer ud. De er au pair-piger, en af dem hedder Conco Sauza på 24 år, der er på vej for at besøge sine venner.

Hun har det godt, understreger hun. Hun arbejder kun fem timer om dagen og får både sprogskole og gode penge for det. De to børn er ganske søde, men hvad hendes arbejdsgivere laver, ved hun ikke. "Jeg tror de arbejder på kontor, jeg har kun været her i en uge, og de arbejder næsten hele tiden. Der er flot her, men jeg kunne nu bedre lide Hong Kong," siger hun, inden hun forsvinder ned ad gaden, hvor Olaf Larsen går på den anden side. Han er på vej hjem til sin Huk-villa. Han bor dog kun til leje, understreger han uden at ville sige, hvad det så koster. Selv kan han ikke følge med al den snak om ulighed og fattigdom i Norge: "Vi har det alle sammen så utrolig godt i Norge. Der er selvfølgelig forskel mellem Grønland og Bygdøy, men der er lige mange muligheder for os alle, uanset hvor man bor. Jeg kan ikke få øje på de mange sociale uligheder, som medierne taler om," siger han og slentrer videre ned ad Huk Aveny.