Læsetid 5 min.

Vesten og Rusland tørner sammen i det centrale Asien

USA og EU i charmeoffensiv over for Turkmenistan – på russisk bekostning
USA og EU i charmeoffensiv over for Turkmenistan – på russisk bekostning
15. oktober 2007

NEW DELHI – Den nye kolde krig mellem Vesten og Rusland er nu under fuld udfoldelse i Centralasien og omkring Det kaspiske Hav. USA og EU er her gået i en diplomatisk offensiv mod væsentlige russiske interesser i regionen.

EU’s udenrigspolitiske chef Javier Solana var i Turkmenistan og Kasakhstan i anden uge af oktober. NATO’s generalsekretær var i Geogien ugen før, og her var hans budskab, at alliancens dør er åben for den kaukasiske stat. I slutningen af sidste måned var CIA-chef Michael Hayden på et uanmeldt hastebesøg i Aserbajdsjans.
USA og EU arbejder intenst på at gennemhulle det monopol på transporten af olie og naturgas fra Centralasien, som Ruslands præsident Vladimir Putin skaffede sig ved et kup i maj. På et overraskende møde i byen Turkmenbashi den 12 maj. med præsidenterne fra Turkmenistan og Kasakhstan fik han disses tilsagn til, at der anlægges nye olie- og gasrørledninger langs østkysten af Det kaspiske Hav, og at så godt som al energi fra de to centralasiatiske lande ad dem føres via det russiske net af rør til Rusland. Denne energi, som Moskva erhverver til langt under verdensmarkedspriser, skal bruges i Rusland og derved frigøre olie- og naturgas fra Sibirien til salg i Europa til langt højere priser.

Med disse skridt ville Putin blokere for vestlige bestræbelser på at få direkte adgang til energien fra Turkmenistan og Kasakhstan – uden om Rusland. Sådan vil Moskva kunne fastholde mange EU-landes afhængighed af russiske energileverancer. I december 2006 lukkede Rusland for hanen for leverancer af energi til Ukraine, og dette førte til reducerede mængder energi til en række europæiske lande.

EU søger alternativer

Siden er der i Europa skabt en bevidsthed om at skulle finde alternativer til energien fra Rusland. Det er her direkte adgang til Centralasien er kommet ind i billedet. Flere EU-lande og EU’s energi-kommissær undertegnede i juni 2006 en aftale om at konstruere den 3.400 km. lange Nabucco-gasrørledning, der fra Aserbajdsjan skal transportere gas fra lande ved Det kaspiske Hav til Østrig.
Det er netop denne tilstræbte direkte adgang, som Putin ville forhindre med sit ’kup’ i maj med tilsagnet fra Turkmenistan og Kasakhstan til at transportere hovedparten af deres energieksport via Rusland.

I 2005 blev den første rørledning indviet, der giver direkte adgang til energireserverne ved Det kaspiske Hav. Det er den især amerikansk finansierede 1.700 km lange olierørledning fra Baku i Aserbajdsjan via Tbilisi i Georgien til den tyrkiske by Ceyhan ved Middelhavet (BTC-rørledningen). Parallelt med denne olierørledning skal der senere konstrueres en tilsvarende til naturgas.

BTC-rørledningen er det klare symbol på den tiltagende rivalisering mellem Rusland, USA og EU i det centrale Asien. For med BTC er Rusland for første gang ikke i stand til at kontrollere al transport af energi fra felterne omkring Det kaspiske Hav – og mister herved transitindtægter og politiske pressionsmuligheder. Men BTC bliver først økonomisk rentabel, når der anlægges rørledninger på bunden af Det kaspiske Hav til at forbinder oliefelterne i Kasakhstan og gassen i Turkmenistan med Baku. Det er i denne retning USA og EU nu gør diplomatiske fremstød over for regimet i Ashgabat, hovedstaden i Turkmenistan. Med deres rejsediplomati vil de overtale Turkmenistan til at forpligte sig til at sende store gasmængder via den planlagte Trans-Caspian-Pipeline (TCP) til Baku og herfra via BTC ud på verdensmarkedet – og dermed bryde de to centralasiatiske landes pagt af 12. maj med Putin.

USA på charmeoffensiv

I december 2006 døde Turkmenistans bizarre og autokratiske præsident Saparmat Niyazov, der fuldstændig havde isoleret landet. Han er blevet afløst af Gurbanguly Berdymukhamedov. Over for den uprøvede nye statsleder har USA iværksat en veritabel charmeoffensiv.
Washington har i de seneste ni måneder sendt hele 18 officielle delegationer til Ashgabat for at lodde mulighederne for et tættere bilateralt forhold. USA tilbyder et samarbejde om økonomisk udvikling, demokratisering, øget sikkerhed, undervisning og sundhed. Men det er energien, der er i fokus. USA’s mål er, at få Ashgabat forpligter sig til at eksportere en betydelig del af sin naturgas via TCP.

USA’s viceudenrigsminister Evan A. Feigenbaum insisterer på, at denne politik udelukkende har som mål få et tættere forhold til Turkmenistan. Han afviser, at Washington hermed deltager i geopolitiske manøvrer mellem USA, Rusland og Kina i Centralasien.
Sirenetoner fra Washington har åbenbart haft virkning i Ashgebat. Pagten af den 12. maj med Putin skulle have været undertegnet inden den første september. Men Turkmenistan har ikke gjort det.
Siden udløbet af denne frist har der været et betydeligt opsving i europæisk rejsediplomati over for lande i en region, som EU-landene hidtil har ignoreret. EU’s udenrigspolitiske chef Javier Solana var 9. og 10. oktober i Turkmenistan og Kasakhstan for at promovere energisamarbejde med EU og anlæggelse af den trans-kaspiske rørledning.

Han fulgte efter, at den britiske energiminister og den østrigske økonomiminister forinden havde opsøgt den turkmenske præsident. Over for dem erklærede denne sig rede til at levere naturgas til europæiske lande via ’den sydlige rute’, dvs. den projekterede TCP-gasrørledning.

I september var præsident Berdymukhammadov i USA for bl.a. at deltage i FN’s generalforsamling, I New York mødtes han med den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice. Hun erklærede, at Washington hilser de »meget attraktive forslag« om turkmensk naturgas for velkommen.

I Putins første år som præsident så han sin hovedopgave i at genoprette Moskvas dominans i de tidligere sovjetiske republikker i Centralasien. I de politisk og økonomisk kaotiske år efter Sovjetunionens opløsning i 1991 havde dette ikke været en prioritet i Kreml.

Putins pagt af 12. maj med Turkmenistan og Kasakhstan var kronen på hans bestræbelser på at cementere Moskvas position i det centrale Asien med en aftale, der samtidig blokerede for vestlige bestræbelser på at få direkte adgang til disse landes energiressourcer på bekostning af Ruslands interesser.
Men få måneder senere er energi-nøglelandet i Asiens hjerte, Turkmenistan, på vej mod et partnerskab med USA, og landet lægger dermed afstand til Moskva. Hvordan vil Putin reagere for at redde sit eurasiatiske livsværk? Et nyt kapitel i The New Great Game om, hvem der har det afgørende ord i Centralasien, er blevet åbnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu