Læsetid: 6 min.

'Algeriets fortid har fået det hvide snit'

De få organisationer, der i Algeriet kæmper for menneskerettigheder, chikaneres, trues og får ikke meget støtte. De søger efter de tusinder, der har været forsvundet sporløst siden 1990'erne. Styret så helst, ngo'erne tie, men deres eksistens er med til at give styret et lag demokratisk fernis udadtil
Karismatiske Fatima Yous omgivet af to af de utallige , der kommer til SOS Disparus- kontor for at søge hjælp til at finde forsvundne - eller arbejde frivilligt. Kvinden Gedigua Cherguits søn har været forsvundet siden 1994 og Hadjea Fatmia (t.h.) mistede sin bror og har selv været fænglset og tortureret - under (ubegrundet) mistanke for kontakt med islamisterne.

Karismatiske Fatima Yous omgivet af to af de utallige , der kommer til SOS Disparus- kontor for at søge hjælp til at finde forsvundne - eller arbejde frivilligt. Kvinden Gedigua Cherguits søn har været forsvundet siden 1994 og Hadjea Fatmia (t.h.) mistede sin bror og har selv været fænglset og tortureret - under (ubegrundet) mistanke for kontakt med islamisterne.

Jens-Arne Sørensen

29. november 2007

ALGIER - "Vi og andre menneskerettighedsorganisationer var komplet imod præsident (Abdelaziz) Bouteflikas storstilede nationale forsonings-dekret sidste år, hvor der blev givet amnesti til alle, der havde myrdet og tortureret i tusindvis i de blodige terror-år i 1990'erne. Amnesti er intet værd, det er jo at give fortiden det hvide snit! Hvordan kan vi algeriere komme videre, hvis ikke man dømmer bødlerne? - og de findes på begge sider, både blandt islamister samt politi og militær," siger en indigneret Hocine Zehouane, der med sit store mørke hår ligner sin landsmand, forfatteren Albert Camus.

Hocine Zehouane er formand for Den Algeriske Liga til Forsvar for Menneskerettighederne, (Ligue Algerienne pour la Défense de Droits de l'Homme - LADDH), som holder til i en lejlighed i en af hovedstaden Algiers mange snævre trappegader.

LADDH klarer sig kun takket været frivillige og penge fra FN, Amnesty International og andre udenlandske ngo'er, for staten yder intet til den slags.

"Magthaverne kan ikke lide os. De boykotter os - det har været undertrykkelse, chikane og fængsel. Jeg har selv siddet i fem år for at være imod styret i 70'erne," siger han og slår ud med sine leverplettede hænder. Men det er ikke hans lidelser, der betyder noget.

Han vender tilbage til Algeriets præsident, Abdelaziz Bouteflikas forsoning og amnesti-forslag, der også gav folk mulighed for at få en erstatning fra staten, hvis de har mistet et familiemedlem under de blodige år i 1990'erne, hvor måske op mod 180-200.000 blev dræbt. Officielt er 6.446 personer forsvundet, men det uofficielle tal er mellem 8.200 og måske helt op mod 15.000, anslår Hocine Zehouane.

Med udsigten til en erstatning kommer der selv i dag stadig vidnesbyrd og tal om nye forsvundne for dagen .

"Men hvis de efterladte skal opnå en erstatning, skal de skrive under på, at deres slægtning er død - men de har aldrig set liget! For det andet skal de skrive under på, at vedkommende var terrorist (islamist, red.). Det er jo absurd, ja en hån. Hvis man bekræfter, at ens forsvundne søn eller mand var terrorist, giver det politi og hær total straffrihed for at have dræbt uskyldige. Og det, ved vi, skete," siger han.

Håb indtil vi ser et lig

At styret også har sin andel i de mange forsvundne bekræfter en anden af myndighederne lige så ugleset organisation SOS Disparus (SOS De Forsvundne).

På SOS' kontor tæt ved Algiers moské-lignende hvide hovedpostkontor er væggene tapetseret med spillekort-store farvefoto af de tusinder af forsvundne - mest unge mænd mellem 19 og 35 år. Alle med navn, fødselsdag og dato for deres forsvinden skrevet under billedet.

Lederen af SOS Disparus, en ældre frodig kvinde, Fatima Yous, er også en sørgende bedstemor til et 20-årigt barnebarn, der pist forsvandt på gaden for 10 år siden. Det fik hende til at gå helhjertet ind det frivillige eftersøgningsarbejde - totalt frygtløs over for farerne ved det.

"Forsoning? Hvordan skal man kunne vende bladet og komme videre, hvis man ikke får vished eller bevis for, at ens mand, barn eller kone er død? Man skal jo se liget, ellers håber vi da på, at de er i live. Vi har mødre, der er blevet sindssyge, andre er sygnet hen, ja døde af sorg og fortvivlelse. Hvorfor kan vi ikke få en rettergang, der straffer de skyldige, som også findes inden for politi, gendarmeriet og militæret?," spørger Fatima Yous og retter på sin røde cardigan.

Afskårne hoveder

"I det vi kalder 'de sorte chok-år' i 1994-97 har jeg selv set afskårne hoveder i rendestenen . I mit kvarter hang der en morgen hovedløse kroppe i et vindue. Der var også en razzia med utallige militærkøretøjer, der omringede mit nabolag her i Algier, og 31 mænd blev fjernet - under mistanke for at have kontakt til FIS," siger hun uden blinke.

FIS var den nu forbudte Islamiske Frelserfront, som kæmpede mod militærstyret, da valget i 1992 blev aflyst og undtagelsestilstand indført - og den gælder stadig i dag 15 år efter. Det indebærer forbud mod offentlige forsamlinger og demonstrationer etc.

"Jeg er ikke mod islamisterne, men det var ikke dem, der begyndte de massakrer, kan jeg godt love dig," siger Fatima Yous.

"Når folk udfylder skemaet - som vi her i SOS Disparus ikke kan få udleveret, men selv har måttet fotokopiere! - for at få erstatning fra staten, får de ofte at vide, at vedkommende døde i krydsild - og så er man ikke berettiget til erstatning. Hvordan ved myndighederne, at det var i krydsild, når de ikke kan vise os liget? Det er kafkask. Og folk bliver narret, og selv hvis man har mistet tre sønner, så får man kun erstatning for én person pr. familie," siger Fatima Yous indigneret.

Erstatningen er fra 75.000 kr. og op, alt efter den forsvundnes indtægt og forsørgerpligter. Da Deres udsendte spørger, om hun vil citeres for alle disse ting, fortsætter hun uden tøven:

"En kone i min alder er skide ligeglad med, hvad styret synes og gør. De kan slæbe mig ved håret gennem gaderne, men jeg kæmper videre. Bouteflika vil jo ikke engang mødes med os! Vi har skrevet til ham flere gange. Men vi får lov at eksistere, for det ser fint og demokratisk ud for ham i udlandet, at vi dog findes," siger hun med sarkasme i stemmen.

Hver onsdag mellem klokken ni og 12 holder SOS Disparus fast en demonstration på en stor plads i Algier - lige som mødrene gjorde i Buenos Aires i Argentina for deres forsvundne. Men mange har været angste for at møde op, selv pressen tøvede med at skrive om det, fortæller Fatima Yous.

Barnebarn taget af politi

Under samtalen fyldes hendes kontor langsomt op af flere personer, som alle har hjerteknusende beretninger om brødre og sønner, som har været savnet uden et spor i mange år.

Hendes egen motivation skyldes som nævnt barnebarnet Ami Amrouche, som gik på gaden for at mødes med sine venner den 31. januar 1997:

"De skulle købe lidt slik til om aftenen. Han kom aldrig tilbage. Naboerne så ham blive proppet ind i en politibil. Jeg tog i tre måneder rundt til alle politistationer, gendarmerier, kaserner og fænglser her i hovedstaden for at spørge efter ham. Det måtte jo være en fejl. Derefter var jeg i andre store byer, men da jeg så mødte folk foran kaserner og fængsler, der havde ledt i ni, 12 måneder, blev jeg helt ødelagt. Min datter og hendes mand bor i Frankrig, og jeg skulle tage vare på mit barnebarn - og nu er han nu væk på 10. år. Jeg troede, jeg skulle blive gal, men det her job hjælper mig faktisk!," siger hun, men den tørklædeklædte kvinde ved siden af, Gedigua Cherguit, begynder at græde lydløst - og ser op på billedet af sin kønne søn på 27 år, der forsvandt tilbage i 1994.

Retfærdighed skal ske

Ligaen LADDH's Hocine Zehouane, der er advokat af profession, mener, at den eneste løsning for Algeriet er en forsoningsdomstol à la den i Sydafrika. Ellers vil det skabe nye konflikter, når man kan gå straffri: "Der burde have været en uafhængig kommission, som skulle finde fakta om hvor, hvad, hvem. Et juridisk ansvar burde placeres, men det har styret valgt ikke at gøre med den udstedte amnesti. Vi kan jo ikke klage nogen steder f.eks. til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, da Algeriet ikke er med i Europarådet. Men en domstol og retfærdighed ville klart bringe os en katarsis, så traumer og sår kunne heles, men det er udelukket nu, da dekretet er lov. Vi har advaret om, at det vil skabe gentagelser i vores fælles hukommelse."

Hocine Zehouane fra LADDH stryger sig gennem håret og ser tomt frem for sig i sit kontor: "Nogle gange er jeg træt, men man må gøre det bedste, man kan. I det mindste skal ingen kunne sige, at jeg ingenting gjorde."

Se www.algeria-watch.org

Information var i Algeriet med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu