Danmark er ikke beredt til at føre storpolitik

Sikkerhedspolitisk har valgkampen været interessant, fordi den udstiller, at Danmark ikke er beredt til det store ansvar, som følger med deltagelse i 'skarpe missioner'.

Det er en erkendelse, som kan skimtes, når oppositionen kræver undersøgelse af f.eks. Irak-krigen. Kravet fremhæver indirekte, at politikerne mener, at de ikke er blevet tilstrækkeligt informerede. Når man så sent i et forløb kræver indsigt, afslører det, at man undervejs har været plaget af uvidenhed og afmagt.

Store lande har for længst sørget for, at den udøvende magt kan få kvalificeret modspil i vigtige sikkerhedspolitiske anliggender. I eksempelvis både USA og Storbritannien må de folkevalgte krydsforhøre ministre og embedsmænd under høringer - og nogle høringer er offentlige. Ordrette referater udgør en kollektiv hukommelse, så man senere kan hænge den udøvende magt op på et ansvar. Danmark har ikke en lignende ordning.

Konkrete forslag

Erkendelsen af, at Danmark ikke er beredt til ansvaret, kan også skimtes bag nogle af valgkampens konkrete forslag. Radikale Venstre og Socialdemokraterne har lovet, at de med regeringsmagten kun vil gå i krig, hvis der er to-tredjedeles flertal bag beslutningen. Det er et krav, som indirekte fremhæver en tro på, at et lille land får styrke og gennemslagskraft via sammenhold.

Måske vil kravet også medføre en mere grundig forberedelse af dansk deltagelse i krige. Men det er langt fra sikkert, påpeger Mikkel Vedby Rasmussen, der er chef på Dansk Institut for Militære Studier ved Forsvarsakademiet. Han tvivler på, at kravet i praksis vil få store følger, hvis S og R danner regering, for så kan man være sikker på, at Venstre og Konservative "vil stemme for enhver tænkelig krig, som Margrethe Vestager eller Helle Thorning Schmidt vil beslutte sig for at deltage i".

Hvis vi ønsker en kvalitativt anderledes sikkerhedspolitisk beslutningsproces, så vil det, mener Mikkel Vedby Rasmussen, "være mere meningsfyldt", hvis S og R lover, at deres regering vil "opstille klare mål for militære missioner og forpligte sig til at måle på opfyldelsen af disse mål på en måde, som sikrer, at oppositionen og den interesserede offentlighed får indblik i, hvordan krigen bliver ført". Thi, som Mikkel Vedby Rasmussen fortsætter, "både Irak og Afghanistan har vist, at det er langt sværere at vurdere, om man fører krigen rigtigt, end om man bør deltage i den".

Henrik Breitenbach, også fra Dansk Institut for Militære Studier ved Forsvarsakademiet, har i god overensstemmelse med sin chefs tanker via Berlingske Tidende foreslået, at Danmark får en national sikkerhedsstrategi, og at statsministeren efter norsk og svensk forbillede får en sikkerhedsrådgiver - en 'juniorminister', som kan gå i dybden og se de lange linjer i sikkerhedspolitikkens beslutninger.

"Vi har," siger han, "ikke været gode nok til at føre den politiske debat om, hvilke muligheder og risici der er."

Regnskabet time

I lovsange til demokratiet fremhæves ofte, at folketingsvalg er en slags regnskabets time, hvor vælgerne endelig kan straffe eller belønne, hvad deres repræsentanter på tinge har begået. Når det, som valgkampen viser, alligevel ikke er muligt i forbindelse med sikkerhedspolitikken, er en af årsagerne, at politikerne nemt kan smutte fra ansvaret.

Hvis man, som Instituttet for Militære Studier foreslår, har en slags facitliste, vil det blive nemmere. Uden en sådan facitliste overlades for meget til politikerne, som reelt ikke er interesserede i, at regnskabets time bliver grundig. Udspillet fra S og R ignorerer eksempelvis, at det først gik rigtig galt i Irak i den fase af krigen, hvor begge partier var med, og den brede tværpolitiske enighed bag indsatsen i Afghanistan har heller ikke sikret bedre resultater.

Det fælles ansvar er massivt; derfor udebliver indbyrdes opgør. Og mulighederne for, at befolkningen eller pressen, 'den fjerde statsmagt', kan udøve kontrol, er små, fordi krigenes forløb er ringe belyst fra politisk hold. Det store problem er måske, at Danmark er et alt for lille land, som hverken kan overskue eller forstå, hvad det roder sig ud i.

Demokratiet er en effektiv styreform, fordi det gennem modspil og debat sørger for grundig forberedelse af beslutninger og gennem efterkritik indhøster erfaringer. Men der er tendens til, at afvigende synspunkter opstår hos de få, og i et lille land kan afvigerne ofte ikke opnå den 'kritiske masse', som giver gennemslagskraft. Kritikere forbliver få og isolerede, mens de i større lande kan finde meningsfæller.

Problemet vokser, når man ikke institutionelt har sørget for, at denne demokratiske proces får gode kår. I Danmark står Folketinget, pressen og forskere svagt i en konfrontation med den udøvende magt. Politikerne har ikke uafhængig ekspert-bistand. Forskerne skræmmes nemt, fordi den udøvende magt holder deres pengepung. Pressen har så åbenbart ikke de nødvendige ressourcer til et effektivt modspil.

Det nye er, at dette nu bekymrer andre end nogle få kritikere til venstre i det politiske spektrum. Instituttet på Forsvarsakademiet er formentlig gået ind i valgkampen, fordi man kan se, at Danmark ikke kan være en effektiv storpolitisk aktør, som deltager i skarpe missioner, hvis beslutningsgrundlaget er svagt. Lignende bekymring trives i store dele af Forsvaret. Her ligger en udfordring, som ikke bliver mindre - uanset valgets udfald.