PHNOM PENH - Hun er smuk. Hendes lange, sorte hår når ned til taljen, selvom det er sat op i en hestehale. Hendes ryg er rank, og hendes store, sorte øjne er rammet ind af en diskret make-up. Theary Seng er 37 år og direktør for Det Cambodjanske Center for Menneskerettigheder. Hun er i gang med at blive interviewet af flere medier:
"Jeg mistede mine forældre, min onkel og min tante under De Røde Khmerer, men min historie er ikke unik. Tværtimod. Min historie er uudholdelig almindelig," siger hun. I dag tvinges hun til at mindes sin historie mere end nogensinde. Alligevel er hun glad.
I Cambodja er det nemlig gået stærkt de sidste dage. Yderligere tre topledere af senhalvfjersernes rædselsregime, De Røde Khmerer blev arresteret i slutningen af sidste uge, så der nu i alt er fem varetægtsfængslede. Og den tidligere leder af torturfængslet S21, Kaing Guek Eav, - kendt som Duch - blev i går som den første Røde Khmer-leder fremstillet i forhør. Han er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og grove overtrædelser af Genève-konventionen.
Theary Seng er klædt i en cambodjansk traditionel silkedragt, fordi dagens høring mod Duch er åben for offentligheden - en gennemsigtighed, cambodjanerne er uvante med - og Theary Seng er sammen med omkring 500 cambodjanere mødt op i the Extraordinary Chambers of the Courts of Cambodia (ECCC) for at overvære sagen. De nye gule bygninger med karakteristiske asiatiske røde tagrygge prydet af udskæringer ligger lidt uden for hovedstaden, hvor Theary Seng arbejder. Andre - ofre, familier til ofre og nysgerrige cambodjanere - er blevet hentet til bygningerne fra deres provinser i store busser, sponsoreret af forskellige NGO'er og ECCC selv. Mange af dem er laset klædt - en tredjedel af befolkningen lever for omkring en dollar om dagen - og ser helt malplacerede ud foran det spritnye ECCC-kompleks.
En almindelig historie
En af de pjaltede er Uom Puom, en vejrbidt ældre mand, der står lidt væk fra Theary Seng. Han er gråhåret, har få tænder i munden og er klædt i en slidt, sandfarvet skjorte og blå shorts. Han er 76 år. Hans historie er en af dem, Theary Seng kategoriserer som almindelig:
"Jeg arbejdede i rismarken for De Røde Khmerer ved den vietnamesiske grænse. Jeg var i gang med at plukke ris en dag, da en bombe sprang tæt på, hvor jeg stod. Jeg løb for at undgå at blive ramt, men da det var overstået, blev jeg arresteret af vagterne for at have forladt min plads. Jeg tilbragte resten af regimets tid i et provinsfængsel," siger Uom Puom.
Både den unge engelsk-talende direktør og den aldrende bonde har med længsel ventet at se lederne blive stillet til ansvar. De første forhandlinger om et tribunal mellem den cambodjanske regering og FN startede formelt i 1997.
"Dette er en personlig sag for mange cambodjanere. Og vi har arbejdet så hårdt for at nå hertil," siger Theary Seng.
Blodtørstige Duch
Inde i retssalen sidder Duch i vidneskranken, flankeret af to vagter. Han er lille og ser ældre ud end sine 66 år. Han følger med og vender blikket mod den, der taler, hvad enten det er hans livlige forsvarsadvokat, der slutter sin forsvarstale med ordene: "Løslad denne gamle mand", en af de ni dommere eller anklageren. Men han reagerer ikke synderligt. Selv på anklagerne om, hvordan han personligt rev negle ud på folk, dyppede dem på hovedet i kar fyldt med snavset flodvand, slog dem og sultede dem reagerer han ikke med andet end høflig interesse.
Han er beskrevet som en af de mest blodtørstige mennesker i regimet, hvilket forklarer, hvorfor han trods sin relativt ringe status i hierarkiet - fængselsdirektør - alligevel er en af de fem, der sidder på anklagebænken hos ECCC, der har som mål at dømme "de mest ansvarlige" for senhalvfjersernes folkemord.
Hans fængsel - S-21 - havde i regimets regeringstid fra 1975-79 omkring 14.000 fanger. Cirka 10 mennesker overlevede opholdet.
Forhøret i går skulle imidlertid fastslå om Duch selv var ulovligt tilbageholdt, fordi han har siddet i fængsel siden maj 1999, hvor han i øvrigt fastholder at have været udsat for tortur og derfor kræver erstatning. Ifølge cambodjansk lovgivning skal han stilles for en dommer inden for et år, men Duch er ingen almindelig kriminel, og den internationale krigsforbryderdomstol diskuterede i dens første session, om Duch bør sættes fri imellem retsmøderne og eventuelt have erstatning for de otte år, seks måneder og 10 dage, han har været frihedsberøvet. Der blev ikke draget nogen konklusioner i går.
Men for Theary Seng, Uom Puom og de mange andre cambodjanere, der var rejst ud til de imponerende retsbygninger, handlede det ikke om hvilke usandsynlige argumenter, Duchs forsvar havde fundet på for at købe ham lidt ekstra tid hos familien, eller hvilke snildheder anklagerne havde som modargumenter. Det handlede ikke engang specielt om den lille, ondskabsfulde matematiklærer med de opmærksomme øjne, der sad i centrum.
I løbet af få dage i Cambodja er tidligere udenrigsminister Ieng Sary og hans kone, tidligere socialminister Ieng Tirith, blevet pillet ud af deres kæmpepalads i det nordlige Cambodja og smidt i spjældet. Tidligere præsident for Democratic Kampuchea, som styret døbte landet, Khieu Samphan, har overlevet et skræmmende hjerteanfald og er ligeledes blevet placeret i varetægt til senere retsforfølgelse. Der er ikke flere gamle massemordere på tribunalets ønskeliste, og i dag så cambodjanerne med egne øjne en grusom bøddel, en leder af mareridtet De Røde Khmerer, sidde på anklagebænken og forklare sig foran en dommer.
Det var det, det handlede om.