Læsetid: 4 min.

Fredsaktivisternes ensomme march

Det er ikke en let sag at opponere mod USA's krige i en konservativ sydstat. Men nogen tager alligevel udfordringen op. 'Det er bedre end at gøre intet', siger tidligere fredskorpsvoluntør Michael Berg
Det er ikke en let sag at opponere mod USA's krige i en konservativ sydstat. Men nogen tager alligevel udfordringen op. 'Det er bedre end at gøre intet', siger tidligere fredskorpsvoluntør Michael Berg
Udland
22. november 2007

COLUMBIA, SOUTH CAROLINA - Når man arbejder i fredsbranchen i en konservativ og militært domineret sydstat - som den unge og velbegavede Michael Berg gør - tæller selv de mindste resultater som et lyspunkt i en ellers ensom og dunkel tilværelse. I 2004-05 lykkedes det ham at få to kronikker mod Irak-krigen optaget på opinionssiderne i South Carolinas største avis, hvis navn pudsigt nok udtrykker en vis autoritet, myndighed og øvrighed. Bladet hedder The State.

"Jeg har debatteret med chefredaktøren på et radioprogram," fortæller Michael Berg over en kop kaffe på én af de få venstreorienterede caféer i South Carolinas hovedstad, Columbia.

"Redaktørens syn på Irak-krigen er bindegalt. Han har langt mere indflydelse på den offentlige opinion end jeg. Men i det mindste er det af og til muligt at få sine synspunkter trykt i avisen, selv om dens dækning af krigen er partisk."

Den største fredsgruppe i sydstaten - Carolina Peace Ressource Center - tæller cirka 2.000 medlemmer. Men kun et dusin af dem regnes for at være aktivister. Blandt dem er flest kvinder, som hver onsdag eftermiddag året rundt går i optog foran statens parlament klædt i sorte kjoler.

"Den sorte farve er for at mindes de faldne og dræbte i USA's krige," fortæller Berg.

Den største fredsdemonstration nogensinde i Columbia talte 500 mennesker. Michael husker stadig sin overraskelse over, at 70 mødte op til en demonstration i 2002 i protest mod Israels angreb på flygtningelejren i Jenin på Vestbredden.

Betalte hospitalsophold

Dengang var Michael Berg, som er af jødisk afstamning, leder af gruppens afdeling om Mellemøsten. På Irak-krigens højdepunkt i 2004-05 var han leder af centret. Det var kort efter, at han havde taget en bachelorgrad på University of South Carolina. Herefter rejste han i to år til Paraguay for at arbejde med fredskorpset, der blev startet af præsident Kennedy.

Efter sin hjemkomst i september har den idealistiske fredsaktivist haft en anden positiv oplevelse. Dette efterår finansierede en fredsgruppe i den vestlige del af South Carolina rejse og hospitalsophold for en 10 år gammel irakisk pige, Salee Allawee, som mistede begge sine ben under et amerikansk luftangreb nær Falluja i 2006. På et hospital i Greenville fik hun sat proteser på under en operation.

Det var den landsdækkende gruppe No More Victims, der stod for den praktiske del af arrangementet. Organisationen fokuserer på at sende børnekrigsinvalider til behandling i USA og derved knytte direkte kontakt mellem amerikanske og irakiske familier.

"Det er den mest effektive måde at bekæmpe militarismen på i vort land," hedder det på gruppens webside.

I et interview med den progressive nationale radiostation Democracy Now fortalte Salee Allawees far, at han først nu troede på, at der fandtes godhed i Amerika.

"Det amerikanske militær behandler os så hårdt. Vi troede, at alle i Amerika er som militæret," sagde Hussein Allawee Feras.

"For mig at se," siger Michael Berg, "drejer det sig om at få amerikanerne til at betragte irakerne som almindelige mennesker og omvendt. Bare at nå til det punkt er fremskridt."

Hvilket demokrati ...

Men hvordan har en freds-aktivist det med at leve blandt så mange promilitære borgere i South Carolina?

"Vi er ikke fjendtligt indstillet over for medlemmerne af de væbnede styrker. Krigen i Irak er ikke deres skyld," svarer Michael Berg.

"Det er præsidenten, som bruger dem. Amerikanske soldater i Irak gør frygtelige ting. Det er svært for os at forstå, at vores land kan udøve tortur. At vi overtog Saddams fængsel i Abu Ghraib og gjorde præcis som hans bødler. Men det overordnede ansvar ligger hos krigsforbrydere som George W. Bush, Richard Cheney og Donald Rumsfeld."

Af og til føler Michael Berg, at han ikke lever i et demokrati:

"Præsidenten lytter ikke til folkets røst. Et klart flertal er imod denne krig og vil have soldaterne hjem. For et år siden fik vi valgt et flertal af Demokrater til Kongressen. Trods det er der intet sket. Vi kæmpede bravt og vandt, og så tabte vi alligevel. Det er dybt frustrerende."

På den anden side synes han ikke, at der er noget alternativ til at kæmpe videre.

"Det er ikke nok, hvad vi gør her i South Carolina," filosoferer Berg.

"Jeg er utilfreds med resultaterne. Men det er i hvert fald bedre end at gøre intet. Hvad ville der så være sket? Og så er der selvfølgelig vores egen moralske værdighed. Man bliver nødt til at have en ventil. Det er på en måde terapeutisk at arbejde for fred."

Obama og Israel

Som Berg ser på det, vil ingen af de førende Demokratiske præsidentkandidater gøre nogen videre forskel, hvis de bliver valgt. Måske bortset fra John Edwards.

"De fleste i South Carolinas fredsbevægelse støtter Edwards. Han var her forleden, og jeg havde mulighed for at snakke med ham. Men inderst inde tror jeg ikke, at Demokraterne vil gennemføre fundamentale ændringer."

Barack Obama har han ikke meget tilovers for. I marts holdt Obama en tale for den pro-israelske lobbygruppe AIPAC, hvori han slog på alle de strenge, som forventes af konventionelle præsidentkandidater. Ikke et eneste ord om palæstinensernes lidelser lød fra præsidentkandidatens mund, ej heller nævnte han Israels forpligtelse til at respektere palæstinensernes menneskerettigheder og Genéve-konventionerne. Obama gav talen til en lukket forsamling, men den slap ud og blev nævnt og linket af en avis i hans hjemby Chicago.

"Desværre bliver man nødt til at bøje sig for disse lobbyister for at vinde præsidentvalget. Men enhver, der indgår sådan et kompromis, får ikke min stemme. Obama er for klog til den slags. Men han vil være præsident. For mig at se bliver hans udenrigspolitik ikke substantielt anderledes end andre præsidentkandidaters."

Læs Martin Burcharths blog 'Amerikanske Perspektiver' på http://luftskibet.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her