Læsetid: 4 min.

Gode råd fra Nordirland

Også for Mellemøsten er der håb, siger nordirsk fredsaktivist, der mener at israelere og palæstinensere kan bruge erfaringerne fra Belfast
26. november 2007

JERUSALEM - Mange i Mellemøsten ser på Nordirland som et stykke konfliktløsning, man kan lære noget af. Efter at samlingsregeringen i Belfast med den protestantiske leder Ian Paisley ved roret sammen med IRA-lederen Martin McGuinness, nu har fungeret i snart et halvt år og en helt ny ro og optimisme har sat sig, ser den mangeårige fredsaktivist Anne Carr med tilfredshed på situationen.

Hun mener også, at israelere og palæstinensere kan tage ved lære.

"Mange siger, at den nordirske konflikt er religiøs," siger hun, da vi møder hende i Jerusalem.

"Det er en stor misforståelse, for den er først og fremmest territoriel og politisk ideologisk. Unionsfolkene betragter sig som britiske og vil være fornærmede over at blive kaldt irere, og det katolske mindretal kalder området De seks Counties, hvilket også afspejler konfliktens territorielle karakter. Det svarer meget konflikten mellem israelere og palæstinensere. Den kan også ses som et sammenstød mellem to religioner, men det drejer sig jo i virkeligheden om to grupper, der vil dele eller samle det samme stykke land ud fra hver sit synspunkt. Ligesom Nordirland."

Fredens nødvendighed

Anne Carr er opvokset "som hundrede procent protestant" i det konflikthærgede område, men tog som 19-årig det usædvanlige skridt at gifte sig med en katolik.

"I to år turde min mor ikke fortælle til nogen, at jeg var katolsk gift," siger hun. "I tre årtier levede jeg midt i volden. Jeg så gode venner miste livet, jeg så anholdelser og har flere gange selv måttet løbe for livet, da en bombe eksploderede."

Midt i 80'erne indså hun, at hun måtte gøre en personlig indsats for at sikre sine børn en tryggere tilværelse, end den hun selv havde haft. Hun blev involveret i den første integrerede protestantisk-katolske skole i Belfast, og dette blev udgangspunktet for et omfattende dialogarbejde på græsrodsplan, som hun mener er opskriften på succes.

"Jeg tog rundt sammen med en jesuitterpræst og talte med folk på begge sider af konflikten. Vi talte med politiske fanger i højsikkerhedsfængsler, og navnlig blandt de indsatte protestanter mødte vi en del, som aldrig havde talt med en jesuitterpræst. I mange år fik striden næring af frygt og ukendskab til modparten, ligesom her i Mellemøsten. Med tiden fik denne langsomme dialog og den fortsatte vold omkring os flere og flere til at indse, at ingen kunne vinde konflikten, uanset hvor mange der blev dræbt. Parterne indså fredens nødvendighed, og så kunne vi begynde at opbygge noget. Men min erfaring siger mig, at den slags altid må begynde nedefra og ikke ved højtflyvende konferencer."

Ikke sort eller hvidt

Anne Carr understreger, at hun i sit dialogarbejde også mødte de mest radikale katolske grupper for at få dem med i fredsprocessen. I mellemøstlig sammenhæng kommer det til at stå som en advarsel mod at udelukke Hamas, for ved kun at inddrage den anden palæstinensiske hovedfraktion, Fatah, i dialogen får man efter hendes opfattelse aldrig etableret nogen bæredygtig fredsproces.

"Men jeg tror på freden i alle konfliktområder, også i Mellemøsten," siger hun. "Opskriften er at starte med de små ting, og så skal man acceptere, at det tager lang tid. Meget lang tid. Belfast er i dag mere opdelt end for 10 år siden. Der er masser af fredsmure, og der kommer nye til hele tiden, men det er ikke spor bekymrende, for hele angstniveauet falder hele tiden lidt. Folk stoler på hinanden, og regeringerne i både London og Dublin er dybt involverede i processen."

Hun kan ikke hidse sig op over, at nogle kalder området Nordirland, mens andre taler om De seks Counties. Hvad området med tiden kommer til at hedde, og hvordan dets endelige status bliver, finder hun heller ikke relevant lige nu.

"Det har jo længe været et af problemerne i Mellemøsten," slutter Anne Carr. "De små, jordnære initiativer er alt for ofte faldet sammen, fordi parterne lod sig distrahere af et slutresultat på processen, som de alligevel ikke har kunnet forudse. Hos os er der altid en vis frygt for, at der vil ske noget så katastrofalt, at det vil få folk på andre tanker. Men indtil samlingsregeringens opståen i sommer, troede jeg ikke på, at jeg skulle se de mennesker tale sammen. På den ene side de, som sagde, at valget var mellem et forenet Irland eller intet, og på den anden side de, som sagde fortsat union med Storbritannien eller intet. Men der er opstået en kollossal, gensidig anerkendelse, som vi ikke havde før. Det hele er ikke længere bare sort eller hvidt. Der er kommet en masse farver og nuancer, og det kan også ske i Mellemøsten, men kun hvis det kommer fra de to folk," Anne Carr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu